Om at tilgive det liv man har levet

Slået op d. af Mette

Jeg er ret optaget af ord som fortrydelse, accept og tilgivelse i øjeblikket

Så jeg gik i gang med at skrive et blog-indlæg om lige præcis det emne.

Men som det ofte sker, når noget ikke føles helt rigtigt, som blev jeg ikke færdig.

Altså emnet var rigtigt, tankerne var rigtige og jeg ville virkelig gerne skrive det indlæg.

Så jeg prøvede, og blev heldigvis afbrudt…

Det gav mig nemlig tid til lige at tænke lidt mere over det.

Jeg slog et billede op på Instagram, hvor jeg spurgte ind til det, folk havde fortrudt igennem livet.

Og her til morgens slog det mig så, at det jo faktisk er heftige sager, det her med at fortryde noget inderligt.

Derfor kan jeg heller ikke skrive og udgive et indlæg, der er en løs snak over emnet.

Jeg vil være ærlig om det, jeg selv fortryder, for jeg ved inderst inde, at det er det, der skal frem nu.

Kun på den måde kan jeg få healet det område af mit liv.

 

 

Men det kræver mod at være så ærlig!

Og det er jo ofte mangel på mod, der afholder os fra at snakke 100% ærligt med menneskerne omkring os.

Det er mangel på mod, der skaber forskruede billeder af, hvordan man burde have det.

Det er mangel på mod, der er skyld i at vi går med store, uforløste knuder inden i.

For hvis vi turde at være modige, og fortælle om alle de gange, vi ikke lever op til vores egne, samfundets og mediernes krav om hvordan man er et godt menneske, en fantastisk mor og en hengivende kæreste, så tror jeg, at vi alle ville kunne trække vejret lidt lettere.

 

Så hvad er det med det der fortrydelse?

I øjeblikket ser jeg julekalenderen “Theo og den magiske Talisman” sammen med mine børn.

I det ene afsnit skulle de to hovedpersoner, Theo og Simone, møde deres største fortrydelser.

Faunen, der viste dem vejen, sagde blandt andet, at vi alle fortryder noget her i livet. Theo fulgte senere op med, at vi bliver nødt til at acceptere det, som vi fortryder.  Det tror jeg, at de begge har ret i.

Der er ikke nogen af os, der går igennem et helt liv, uden at vi gør eller ikke gør noget, som vi efterfølgende fortryder.

Det er også et tema, som jeg ofte møder hos mine klienter. At de fortryder, at de ikke gjorde eller sagde det ene, eller at de faktisk fik gjort eller sagt det andet.

 

Min egen fortrydelse

Når jeg tænker tilbage på den del af mit voksenliv, som jeg har levet de sidste 11,5 år, så er der især en ting, som jeg fortryder.

Nemlig måden jeg lod min frygt for andres dømmende blikke, blive styrende for hvordan jeg opdragede min ældste søn.

Han var ikke ret gammel første gang, han fik en time-out ude i entréen. Bare det at skrive det gør ondt i mit hjerte.

Men jeg ville for alt i verdenen ikke have, at nogle skulle synes, at han var uopdragen. Så han blev opdraget!

Når vi var nogen steder opførte han sig jo eksemplarisk… Mor var stolt af ham.

Når vi var alene hjemme, så var han ligesom alle andre små børn.

Selvfølgelig skal der prøves grænser af, og selvfølgelig skal der sættes grænser fra forældrenes side.

 

Men min måde at sætte grænser på var over grænsen!

Når jeg kom træt hjem fra arbejde. Når jeg var udmattet og havde ladet mine grænser overskride hele dagen. Når jeg var dødtræt af mig selv, og når jeg ikke anede hvad der egentlig gjorde mig glad her i livet…

Så lod jeg mine frustrationer gå ud over min søn.

Når han afprøvede mine grænser for hvor mange gange, man måtte hive CD’erne ud af skabet, hvad man måtte sige til de voksne eller hvor længe, man kunne være om at gøre som man blev bedt om, så blev jeg GAL!

Jeg har råbt af ham (virkelig, virkeligt højt) flere gange end jeg har tal på.

Jeg har taget ham i arm og ben og smidt han ind i sin seng.

Jeg har smækket med døre…

Jeg har ladet ham græde sig i søvn…

Jeg har ham føle sig alene og forkert…

 

At skrive det her kræver alt mit mod. Ikke fordi jeg er bange for din fordømmelse, men fordi jeg skal turde mærke hvad jeg egentlig har været skyld i. Jeg skal mærke hvordan jeg (mis)brugte min magt over et lille og uskyldigt barn. Mit eget lille og uskyldige barn. Ham jeg har ansvaret for at passe på og holde om når han er bange. I stedet var jeg i en periode den, som han blev bange for.

 

 

 

Der er altid en årsag

Ingen mennesker vågner om morgenen og tænker “I dag vil jeg råbe af mit barn. I dag vil jeg være en lorte-mor”!

Det gjorde jeg heller ALDRIG.

Tværtimod vågnede jeg ofte og tænkte “I dag skal være bedre end i går. I dag vil kysse, kramme og elske ham uanset hvad”.

Men fordi jeg ikke elskede mig, kunne jeg heller ikke elske ham nok. Vi kan nemlig ALDRIG elske andre højere end vi elsker os selv. Det kan måske godt føles sådan, men så er det ofte fordi kærligheden bliver forvekslet med for eksempel omsorg og beskytter-trang.

Fordi jeg ikke lyttede til den stemme inden i mig, der fortalte mig, at jeg ikke havde det godt, så blev jeg mere og mere frustreret.

Først den dag hvor jeg tillod mig selv at erkende, at jeg ikke havde det godt, begyndte tingene at ændre sig. Og da jeg opdagede, at det udelukkende var MIT ansvar, at få det godt igen, begyndte det virkeligt at rykke.

 

I dag ser verden helt anderledes ud

Heldigvis er det aldrig for sent at gøre tingene anderledes.

Og heldigvis er vores børn noget af det mest omstillingsparate, fleksible og ikke mindst tilgivende der findes.

I dag har jeg en søn (og en datter og endnu en søn) der stortrives, og det gør de kun fordi at jeg også stortrives.

Det betyder absolut ikke, at alt altid er fryd og gammen og at mine børn aldrig er uvenner eller helt på tværs.

Men det betyder at de bliver rummet med alle deres følelser.

I dag kan jeg nemlig sagtens være sammen med et barn, der er gal eller sur og stadig elske ham/hende med alt hvad de er.

Det kan jeg kun fordi, at jeg har lært også at elske mig selv med alt hvad jeg er.

Det vil sige også elske mig selv, når jeg er en sur kæ….,  der er træt og ikke har fået mad nok 😉  Ikke kun elske mig selv, når jeg er sød og opfører mig pænt.

 

Min rejse er ikke enestående

Tværtimod så ser jeg den igen og igen hos kvinder, der vælger at tage ansvaret for deres eget liv og lykke.

Når de vælger at se på dem selv med kærlige og medfølende øjne.

Når de ved, at de er værd at elske præcis som de er.

 

Det her sker ikke over natten

Og det sker i hvert fald ikke af sig selv.

Hvis du kan genkende dig selv bare en lille smule i det jeg har skrevet, så vil jeg opfordre dig til at lytte til det sted inden i dig, der hvisker.

Hvad hviskes der?

Hvad er det, som du ikke er helt tilfreds med?

Hvordan ville du ønske, at dit liv var?

Når du begynder at lytte til den der lille stemme inden i, så er du i gang med at blive bevidst. Med bevidsthed kommer muligheden for at tage ansvar.

 

Du fortjener et liv i kærlighed og overflod, og jeg VED at du kan skabe det. Gør det – for din og din families skyld.

 

Kærligst

Mette

 

PS:

Føler du dig alene og vil du gerne have hjælp til dine egen rejse? Så vil jeg anbefale dig at kigge nærmere her:

>>>> Hjælp til at skabe dit drømmeliv <<<<<

 

 

 

 

 

 

 

 

Et farvel til “Bedste vennen/veninden”

Slået op d. af Mette

Børn kan være noget så stride ved hinanden.

Men os der har en lille smule erfaring med voksenlivet, vi ved at det også gør sig gældende for voksne. 

For hvorfor er det egentlig, at vores børn snakker som de gør, og siger de ting de gør?

Det er jo fordi, at de har hørt dem fra os voksne. Måske ikke lige fra dig og mig, men så fra en kammerat, der har hørt det fra en voksen. 

“Så er du ikke min bedste ven mere”

Den besked fik min søn i går, da jeg hentede ham.

Det kom sig af noget med en Lego-skyder, som der var et andet barn, der gerne ville have fingrene i. 

Helt naturligt selvfølgelig, for min søn skulle jo hjem.

Og i sådan en børnehave gælder det om at holde sig til, hvis der er noget man gerne vil have. 

Min søn var ikke helt klar til at slippe Lego-skyderen, så han nægtede. 

Så var det, at han fik af vide, at så kunne han ikke være lille Børges (okay, Børge det er bare et dæknavn, ik’ ;-)) bedste ven mere. 

Lige præcis den sætning fik mig til at tænke på noget

For det her med “Bedste venner” eller “Bedste veninder”, det kan jeg om nogen nikke genkendende til. 

Det har vel altid været sådan, at man skulle have en bedste ven eller veninde.

Sådan har det i hvert fald været i de kredse, som jeg er kommet i. 

Og det bliver selvfølgelig givet videre til vores børn.

Jeg skal være den sidste til at hævde mig.

Jeg er også kommet til at spørge (især min datter, ush den svier lidt), hvem der var deres bedste ven/veninde. 

Hvis vi lige tager voksenbrillen på

Så er det dælme noget underligt noget, at rangliste sine venner på den måde. 

Hvorfor er det, at vi har behov for at sætte vores venner eller veninder i kassen, hvor nogle er bedre end andre? 

Som sagt skal jeg være den sidste til at sige noget

For jeg har altid kæmpet med det at have en bedste veninde. 

Jeg har haft mange gennem tiden.

Men de er allesammen uden undtagelse forsvundet igen. 

Så hvor meget var de så bedste veninder, kan man spørge sig selv? 

Måske er de forsvundet, fordi jeg har følt mig overset som “Bedste veninde”….

Fordi de pludselig fandt andre, som de åbenlyst fortalte mig, var deres nye “Bedste veninde”. 

Når man pludselig bliver skiftet ud på den måde, så gør det ondt. Og så kan venskaber gå i stykker. 

Hvis vi i stedet havde lært, at alle venskaber har værdi, og ingen er bedre end andre, så tror jeg faktisk, at flere af mine venskaber ville bestå i dag. 

Kunne man forestille sig?

At vi i stedet for at have “Bedste venner” og “Bedste veninder” lærte både vores børn og os selv, at venskaber fylder forskelligt på forskellige tidspunkter i vores liv. 

At i perioder bruger vi meget tid sammen med Ursula (igen er vi ude i noget med dæknavn ;-)), og i andre perioder bruger vi meget tid sammen med Magdalene. 

Vi kunne også med fordel lære, at vi har venner til forskellige formål.

Nogle er gode at snakke snakke om børn og børneopdragelse med, andre er fantastiske at drikke drinks med og andre igen kan vi dele vores passion for stramaj-syning med. 

Når vi kategoriserer nogle som “Bedste” 

Så siger vi samtidig, at der er andre, der ikke er lige så gode.

I bund og grund ville vi jo ikke finde os i det, hvis det blev sagt med lige præcis de ord. 

Men fordi det er pakket ind i en måde at snakke på, som vi altid har brugt, så lægger vi knap nok mærke til det. 

Jeg kender i hvert fald personligt følelsen af ikke at være den “Bedste” hos nogle.

Jeg har gennem flere perioder af mit liv oplevet, at de veninder jeg havde, allesammen havde en anden veninde, som de omtalte som deres “Bedste veninde”. 

På samme måde har jeg selv brugt udtrykket også i forbindelse med snak med andre veninder.

I dag skammer jeg mig over det

For jeg ved, at jeg har været med til puste til noget meget sårbart i det andet menneske, nemlig at hun ikke var den “Bedste”. 

Og det passer jo ikke. Vi er alle sammen de bedste, vi udfylder bare hver især forskellige funktioner på forskellige tidspunkter. 

Men det betyder ikke, at nogle er bedre end andre! 

Skal vi ikke blive bedre til at passe på hinanden og hinandens følelser?

Jeg synes det vil klæde os hver især, at huske på hvordan vi bruger sproget. For jeg er sikker på, at det ikke er vores intention, at gøre andre kede af det. 

Men fordi vi ureflekteret bruger talemåder, som vi er vokset op med, så kommer vi til det alligevel. 

Og eftersom at vi, der kan læse med på den her blog ikke går i børnehaven mere, må vi gå foran med det gode forbillede. 

Jeg synes at vi skal blive opmærksomme på at vi ikke kommer andre mennesker i kasser med labels som “God, bedre, Bedst”.

Om tilgivelse – for din egen skyld

Slået op d. af Mette

Der er et indlæg, der har boet i mig i noget tid efterhånden. Nemlig et indlæg om tilgivelse.

Det er jo ofte sådan, at det der ligger os på sindet, det er noget, vi selv kæmper med eller har kæmpet med.

Det er det samme der gør sig gældende for det her indlæg.

Jeg har dog gået om det som katten om den varme grød.

For kan man skrive om noget, som man ikke selv er 100 meter-mester i endnu?

Jeg tror måske endda en generel udfordring, som jeg har i forhold til bloggen her.

At jeg tror at jeg skal have styr på det hele og skrive de “rigtige” indlæg, hvis jeg skal bibringe værdi til dig, kære læser.

Men det er jo min egen fortælling til mig selv, ikke et bevist faktum. Så nu vover jeg pelsen.

Og det kommer jeg også til at gøre mere i fremtiden.

Altså at skrive indlæg, der handler om det der sker i mit liv lige nu, også de ting, som jeg endnu ikke har den store forkromede løsning på.

Måske vi sammen kan finde den.

 

I dag skal handle om tilgivelse

Og det skal det fordi det var det, der kom til mig for noget tid siden.

Jeg har nogle mennesker i mit liv, som har gjort mig rigtig kede af det.

Mennesker som jeg har stolet på 110%, og som jeg har troet ville mig det bedste.

Men nogle gange sker der jo det, at vi bliver skuffet.

Der sker også tit det, at vi får en trang til at skyde skylden 100% over på det andet menneske.

For det gør ondt!

Det gør så ondt, når deres ord får lov til at komme ind under huden på os.

Jeg føler mig i den grad svigtet og forladt, og de følelser er bare ikke rare at være i.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det nogle følelser, som kan få lov til at fylde rigtig meget, fordi vi helst ikke vil føle dem.

 

Så det har jeg bøvlet med – rigtig længe efterhånden

Faktisk har det været følelser, der har domineret hele 2018, når jeg har tænkt på det her ene menneske.

Det andet menneske er først kommet til her inden for de sidste par måneder (egentligt sjovt som vi bliver ved med at blive mødt med de samme udfordringer, indtil vi har optaget den læring, der ligger i dem).

Faktisk har jeg haft det sådan, at når jeg åbnede Instagram eller Facebook, så gav det lige et stik i hjertet, når der tonede et billede frem fra det her menneske.

Og så blev jeg sur og irriteret! Min mand har måtte lægge meget ører til al min galde. Men i bund og grund handlede min galde jo ikke om det her menneske.

Det handlede om den følelse jeg havde inden i af at være blevet svigtet og forladt.

En følelse som jeg, hvis jeg ville, kunne hele hos mig selv.

Men man kan ikke hele noget som helst, hvis man bliver ved med at holde fast i tankerne om hvad den anden har gjort.

 

Derfor kom tilgivelse til mig

Endnu en gang faldt tanken på de her mennesker, som ikke er fysisk i mit liv mere, men som stadig fylder en hel del psykisk.

Og som om at Universet tænkte “Okay, hun fatter det ikke selv, jeg må åbenbart fortælle hende det direkte” slog det ned i mig – “TILGIVELSE”!!!

 

Hmm, hvad mon jeg skulle med det?

Efter lidt venden og drejen det rundt slog det mig, at det jo er det jeg skal.

Jeg skal tilgive de her mennesker. Ikke for deres skyld, men for min egen.

Jeg skal tilgive dem, for kun på den måde kan jeg sætte mig selv fri af følelserne af at være blevet svigtet og forladt.

Jeg skal tilgive dem, fordi hvis ikke jeg gør, så vil de komme til at fylde for meget negativt i mit liv. Og jeg vil ikke fylde negativitet ind i mit liv.

Jeg kan ikke ændre på hvad de har fortalt mig. Men jeg kan ændre på hvordan jeg agerer på det.

Det er mit ansvar hvor meget det får lov til at fylde.

Så for min egen skyld vælger jeg, at tilgive dem.

Det betyder ikke at jeg enig i deres opførelse eller behandling af mig. Det betyder heller ikke, at jeg vil finde mig i det igen.

Det betyder at jeg i mine tanker og i mit hjerte tilgiver dem.

 

Det ER svært

Selvfølgelig er det svært. Hvis det var let, så ville der jo ikke være uvenskab og fjendtlig her på jorden.

Familier opløses på grund af sårede følelser.

Venskaber går i stykker på den bekostning.

Mange mennesker er virkelig kede af det, fordi der er mennesker i deres liv, som har gjort dem ondt.

Alt dette ville ikke være tilfældet, hvis det var let at tilgive.

Men jeg tror inderligt på, at det er vores eget ansvar hvordan vi reagerer og hvor meget vi tillader det at fylde. Så for mit eget vedkommende vælger jeg nu at gå med tilgivelsen.

Der popper stadig negative tanker op.

Det giver stadig et lille stik i hjertet, som da jeg åbnede Instagram her til morgens, men det er okay.

Stikket er lidt mindre end i går, og endnu mindre end i sidste uge.

Når tankerne begynder at sværme, så husker jeg nu mig selv på, at jeg tilgiver! Ikke for deres skyld, men for min egen.

 

Det mest kærlige vi kan gøre for os selv er, at tilgive.

Både de andre, men også os selv.

Og ligesom med al anden form for selv-udvikling, så kræver det øvelse.

Øvelse kræver bevidsthed.

Jeg fik bevidstheden den anden dag.

Du får den nu.

Hvem skal du tilgive? Hvad skal du tilgive?

 

 

Husk at du altid kan følge med på Facebook, hvor jeg ofte inspirer til refleksion over alt det der sker i vores liv.

 

Advents-konkurrence

Slået op d. af Mette
1. søndag i advent og det er blevet tid til en lille konkurrence🎅🎄
 
VIND 1X KROPSTERAPI ❤️
 
Jeg er allerede i gavehumør (måske fordi jeg var så heldig, at nissen havde husket mig i morges😉😂), så derfor skal en af jer da forkæles med 1x kropsterapi❤️
 
SÅDAN DELTAGER DU:
Få ind på Facebook og gør følgende:
 
– Du skal like opslaget OG siden (Bodycompassion v/Mette Juszczyk)
 
– Skriv en kommentar og fortæl mig, hvad du glæder dig mest til ved den kommende jul🎄🎅
 
– Du må meget gerne tagge et menneske du holder af, som du synes også skal have muligheden for at vinde❤️
 
– Jeg vil blive virkelig glad, hvis du har lyst til at dele opslaget❤️

 
Konkurrencen er ikke sponsoreret af eller har anden forbindelse til Facebook.
Præmien kan ikke ombyttes.
Præmien skal benyttes inden 28/2-19
 
Vinderen findes den 9/12-18👍🏼
Du kan læse mere om kropsterapi lige her:
Og du kan læse mere om mig her:

3 tiltag du selv kan gøre, hvis du er stresset

Slået op d. af Mette

For et par dage siden skrev jeg lidt om stresshåndtering, og hvad du skal være opmærksom på i den henseende. Det indlæg kan du læse her  “Hjælp til stresshåndtering”

 

Men hvad kan du egentlig gøre selv?

 

Som jeg fortalte for et par dage siden, så er noget af det vigtigste i forbindelse med stresshåndtering, at du får kroppen med. Du skal være opmærksom på, at du får brændt dine stresshormoner af, så de ikke ophobes i kroppen.

Hvis du får hjælp af en professionel i forbindelse med din stress, det kan for eksempel være en stresscoach, en psykolog, en kropsterapeut eller anden, så vil du blive bedt om at gøre et stykke arbejde derhjemme. Du vil blive bedt om at yde en indsats i det daglige, for på den måde at ændre den stressede tilstand, som du er i.  Du kan nemlig ikke nøjes med at dukke op en gang hver anden uge, lytte til de gode råd og så ellers ikke foretage dig andet 😉 Surt show, I know, men hvis du virkelig vil ændre din tilstand, bliver du nødt til at gøre noget anderledes.

 

3 tiltag du selv kan gøre, hvis du er stresset

 

I dag vil jeg dele 3 tiltag med dig, som er dem de fleste får med sig, når de går fra enten en stresscoaching eller kropsterapi hos mig.

 

1 – Sørg for motion hver dag

For at brænde stresshormonerne af er motion vigtigt. Hvad der også er vigtigt er, at det ikke drejer som hård motion. Det handler altså ikke om at du løber 5 km hver dag eller styrketræner hårdt i centret.

Tværtimod så skal du ikke motionere hårdere end at du kan føre en helt almindelig samtale undervejs. Det vil sige at du går eller cykler en tur i helt almindeligt, roligt tempo.

Giv din krop 30 minutters motion om dagen. Og allerhelst ude i den fri natur, da naturen virker afstressende.

Har du svært ved at prioritere 30 minutter om dagen? Så start med mindre 😉 20 minutter er bedre end 10 minutter, og 10 minutter er bedre end ingenting.

Er det helt umuligt for dig at komme af sted? Så tag blot sko og jakke på og stil dig ud på fortovet. Det er helt okay. I morgen gør du det samme, og dagen efter igen. Måske en dag det lykkes dig at gå i bare 5 minutter. Det er alt sammen små skridt i den rigtige retning, og det er det der betyder noget på den lange bane.

 

 

2 – Lyt til en guidet meditation

Det der med at meditere, det kan være rigtig svært hvis man aldrig har prøvet det før. Heldigvis er der masser hjælp at hente og ofte helt gratis. Når du mediterer mærker du din krop. Og ved hjælp af en guidet meditation kan du simpelthen påvirke din krop positivt.

Som stresscoach anbefaler jeg altid, at du hver dag lytter til en guidet meditation der hedder “stress af” som du kan finde som app. Det er Bjarne Toftegaard der står bag appen. Første del som tager 17 minutter er gratis. Den er opbygget sådan, at den påvirker dig på 3 forskellige niveauer. Brug den for eksempel hver eftermiddag efter arbejde. Du kan jo eventuelt sidde i bilen og lytte til den, inden du henter børn. Sværere behøver det ikke at være.

 

 

3 – Prioriter din søvn

Når din krop er stresset, så er den på overarbejde. Derfor kræver den søvn for at kunne restituere. Derfor er det vigtigt, at du prioriterer at sove godt og nok. Det gør du bedst ved (i hvert fald for en periode) at have en fast sengetid. Vidste du for eksempel, at hvis du en aften kommer en time senere i seng end normalt, så har du næste dag, hvad er svarer til en times jetlag. Det tager i øvrigt din krop 24 timer, at komme sig over den times jetlag.

Men det kan være svært at sove, når man er stresset. Derfor vil jeg råde dig til, at være ret bevidst om hvordan du forbereder dig op til din søvn.

  • Har du svært ved at falde i søvn på grund af tanker, så sæt dig og skriv alle dine tanker ned lige inden du går i seng
  • Sluk for alle skærme (TV, PC, tablet, telefon) en time før du skal sove
  • Stop med at drikke kaffe inden kl. 15.00 om eftermiddagen
  • Sørg for at dit soveværelse er luftet godt ud og der er rart at være

Hvis du alligevel ikke kan sove, så kan du prøve at forestille dig en hvid tavle for dit indre. Skriv nu i tankerne tallet 100. dernæst forestiller du dig, at du hvisker tallet ud og i stedet skriver 99. Sådan fortsætter du dernedad. Alternativt kan du tænke tilbage på en rigtig god oplevelse du har haft.

 

 

 

Stress er en tilstand – du har et ansvar for at komme ud af den igen

Det kan selvfølgelig lyde meget omstændigt med de her tiltag. De kræver jo noget af dig, og det sidste du har brug for, hvis du er stresset er endnu flere opgaver. Jeg vil dog alligevel opfordre dig til at prøve det af. For det er dit ansvar at der bliver taget hånd om din stress. Det er dig og kun dig, der kan ændre på tilstanden inden i dig.

Vil du vide mere om hvordan jeg kan hjælpe dig i forhold til din stress? Så læs mere om Kropsterapi og stresscoaching herunder:

 

>>>> Kropsterapi <<<<<

>>>>> Stresscoaching <<<<< 

Disse tiltag er til dig, der er lettere stresset og har brug for at gøre noget selv. Oplever du alvorlige symptomer på stress, skal du kontakte din læge og evt. have professionel hjælp.

 

 

Hjælp til stresshåndtering

Slået op d. af Mette

Cirka 80-90% af alle dem, der kommer i forløb hos mig, de kommer for at få hjælp til stresshåndtering. Derfor vil jeg i dette indlæg komme ind på hvilke muligheder du, hvis du kæmper med stress i din hverdag.

Der findes jo et hav af muligheder for at få hjælp til stresshåndtering. Først må vi dog se på hvad stress er. Derefter vil jeg se på hvilke muligheder for stresshåndtering der tilbydes, og til sidst vil jeg give dig mine gode råd i forbindelse med stress.

 

Hvad er stress?

Stress er en naturlig mekanisme, som vi allesammen er født med. Hvis ikke vi var i stand til at opleve stress, så var menneskearten formentlig uddø for længe siden. Stress er mekanisme, der er beregnet til at kunne hjælpe os i kritiske situationer.  Forestil dig blot, at du levede for hundredetusind år siden ude på savannen. Hvis der kom en sabeltiger forbi, ville din stressmekanisme blive udløst, og du ville enten gå i kamp- eller flugt-mode.

Stress har siden tidernes morgen gjort os i stand til at yde en ekstra indsats, specielt fysisk, i en krævende situation. I vores moderne verden er det dog sjældent, at vi skal yde noget ekstra fysisk, når vi bliver udsat for en krævende situation. Derfor bliver vores stress heller ikke brændt af. Den bliver så at sige ophobet i vores krop.

Når vi oplever stressede situationer vil vores krop frigive 2 hormoner. Nemlig Adrenalin og Kortisol. Lige når den stressede situation opstår, vil vi få et “skud” adrenalin og lige kort efter vil kroppen begynde at frigive Kortisol.

Adrenalin er med til at skærpe vores reaktioner. Adrenalin er det hormon, der er med til at give os hjertebanken, svedige håndflader, ændret åndedræt, øget tissetrang mm.

Kortisol som frigives lidt senere end Adrenalin er med til at mobilisere kroppen og hjernens ressourcer til at yde det optimale. Det er Kortisol, der på længere sigt giver os de mere alvorlige stress-symptomer som for eksempel at du glemmer ting, bliver mindre social, blive opfarende/aggressiv, oplever blødnings-forstyrrelser, får mave-tarm-problemer mm.

 

 

Stress kan komme af mange ting

Både fysiske og psykiske belastninger kan ligge til grund for at vores krop frigiver stresshormonerne. Men som skrevet tidligere så giver vi i dag ikke vores krop mulighed for at brænde disse hormoner af på samme måde, som man gjorde for hundredetusind år siden.

Vi kan sammenligne vores reaktion på stress med den måde, som dyr reagerer på. Hvis du forestiller dig en antilope, der går og græsser fredelig ude på savannen. Pludselig kommer der en løve i fuld firspring, den vil gerne have en god frokost. Det udløser øjeblikkeligt en stress-reaktion hos antilopen. Den sætter af sted, og spæner for livet. Dens hjerte pumper hårdt. Den sveder. Den mobiliserer alle de ressourcer den har.

Skulle det ske at løven må vende hjem uden frokost, så vil man se en glad antilope, der står og ryster. Den ryster fordi den er så påvirket af stress-hormoner. Det er sindssygt smart af antilopen at ryste, for på den måde får den brændt alle stress-hormonerne af, så de ikke ophobes i kroppen.

 

Hvornår har du sidst rystet?

For os mennesker er problemet, at vi ikke ryster efter at have været udsat for en stressende situation. Og samtidig udsættes vi måske for dem dag efter dag, så vi når aldrig at brænde nogle af stress-hormonerne af. Derfor ophobes de i vores krop.

 

Stresshåndtering

Der findes mange metoder til at håndtere stress på. Fælles for dem alle er dog, at de i et eller andet omfang hjælper kroppen med at frigive nogle af de ophobede stresshormoner. Det er uanset om det er stresscoaching, kropsterapi, yoga, mindfullness eller noget femte.

Og det er også det du skal være opmærksom på i forhold til den metode du vælger. Du skal lægge mærke til, hvordan din krop reagerer på den hjælp til stresshåndtering som du vælger. Rigtig mange stressede mennesker har svært ved at mærke deres krop og dens behov. De har simpelthen været nødt til at lukke ned for kroppen, for det var for overvældende at skulle lytte til den.

Så når du giver dig i kast med en eller anden form for stresshåndtering, så vær bevidst om hvordan det påvirker din krop. Og så selvfølgelig også hvordan det påvirker dig psykisk. Hjælper det dig til at fjerne årsagen til din stress eller bliver det blot en midlertidig symptombehandling.

 

Bodycompassion tilbyder

Hos Bodycompassion fylder stresshåndtering rigtig meget. Det gør det, fordi det oftest er den første udfordring folk står med. Du kan ikke tage store og vigtige beslutninger i dit liv, hvis du samtidig er i en stressede livssituation. Derfor starter vi som regel med at få styr på stressen. Både den fysiske stress, der er i kroppen og ved at arbejde med selve årsagen til at du blev stresset.

Helt konkret tilbyder jeg to muligheder, nemlig kropsterapi og stresscoaching.

Kropsterapi er en unik behandlingsform der med udgangspunkt i dybdegående, pulserende massage, zoneterapi, akupressur, åndedrætsteknik og samtaleterapi hjælper dig og din krop til at frigive kroppens stress. Du vil allerede efter første behandling mærke en lethed og ro i kroppen. På den måde giver du din krop mulighed til at arbejde for dig i stedet for imod dig. Kroppen husker, og har du gamle stressreaktioner med dig, så er det vigtigt at give plads til at de bliver bearbejdet. Det gøres nemt og behageligt igennem kropsterapi.

 

>>>>> Læs mere om kropsterapi her <<<<<

 

Stresscoaching er et coachingforløb specielt designet til mennesker med stress. Stresscoaching er en række samtaler, hvor du vil få redskaber til at komme ovenpå igen, og du vil lære at forebygge stress. Du vil igennem et stresscoaching-forløb opnå mere overskud både fysisk og psykisk.

 

>>>>> Læs mere om stresscoaching her <<<<<

Nå, hvad laver du så til dagligt?

Slået op d. af Mette

Når jeg møder nye mennesker, så er det ret typisk, at jeg enter spørger dem, eller de spørger mig “Nå, hvad laver du så til dagligt?”. I det spørgsmål ligger underforstået “Hvad arbejder du med?”. Vi mener jo ikke “laver du mad til din familie?” eller “sørger du altid for at hente og bringe børn til fritidsaktiviteter?” eller nogle af de tusind andre ting, der står på den daglige to-do-liste.

Nej, vi vil gerne vide hvad folk arbejder med! Og hold nu op, hvor kan der ligge mange følelser i lige præcis det spørgsmål. Jeg har selv oplevet både at blive vildt engageret, men også vildt frustreret.

For nogle dage er man rigtig stolt af det arbejde, man laver og vil gerne fortælle om det. Andre dage er man så presset, at man mest af alt har lyst til aldrig at møde op på jobbet igen.

Og så er der de perioder af livet, hvor man måske ikke lige har kontakten til et job. Det kan der være rigtig mange grunde til. Måske er man blevet fyret eller har sagt op. Måske er man sygemeldt og kæmper for at finde fodfæstet igen. Eller man er ved at skifte retning i sit liv.

 

Min egen fortælling

For lidt over 2 år siden sagde jeg mit job som folkeskolelærer op. Det var en beslutning, som jeg helt inderste inde vidste var den rigtige.

Men jeg vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske derefter. Jovist var jeg i gang med at blive certificeret coach. Men lad os være ærlige et øjeblik 😉 Rigtig mange mennesker har efterhånden en eller anden form for coaching med i baggagen. Så når jeg sagde, at jeg var ved at uddanne mig til coach, så blev jeg mødt af “Nå okay, ja jeg har jo også selv været på et aftenkursus i coaching. Det er såmænd fint nok, men altså det kan man jo ikke leve af”.

Fordi jeg ikke selv vidste, hvad jeg ville bruge den der coach-uddannelse til, så endte jeg som regel med (ubevidst) at give dem ret.

Kald dig nu bare skolelærer

Jeg husker tydeligt en efterårsdag et par måneder efter, at jeg var stoppet i mit lærerjob.

Jeg var med min veninde ude at bade. Vi var ved at “træne os op” til at blive vinterbadere. Så der stod vi ude på badebroen sammen med en flok halvnøgne mennesker. En af damerne kendte jeg fra tidligere. Hun har passet mig som barn, og hun vidste, at jeg havde været skolelærer, men også at jeg havde sagt op for at blive selvstændig.

En af de andre vinterbadere spurgte mig “Nå, hvad laver du så til dagligt?” og jeg blev lidt grebet af panik, for nu skulle jeg jo fortælle, at jeg var selvstændig coach og kropsterapeut (i hvert fald i gang med uddannelsen ;-)). Jeg var åbenbart noget rodet i min forklaring, og damen der kender mig bryder ind og siger “Mette, sig du er skolelærer, det er da meget nemmere”. LIGE der vidste jeg, at jeg skulle se at finde ud af, hvad jeg skulle svare på det spørgsmål, når jeg fremover blev spurgt.

For nej, jeg var ikke skolelærer mere. Den titel passede ganske enkelt ikke til mig længere. Jeg havde truffet det modige valg, at jeg ikke længere ville være skolelærer. Alt i mig strittede, da hun foreslog, at jeg bare kunne blive ved med at kalde mig skolelærer, fordi det var det nemmeste. Jeg havde ikke valgt at sige mit faste og trygge job op, fordi det var nemt. Når jeg ikke med sikkerhed i stemmen sige kunne sige, hvad jeg så arbejdede med, så blev det meget tydeligt for mig, at jeg ikke anede, hvad jeg ville med mit liv.

For det er jo i bund og grund det vi siger med vores job-titel. Vi fortæller hvad der interesserer os. Vi viser, hvad vi vælger at bruge vores tid på. Og uanset om vi vil det ej, så bliver vi sat ned i nogle kasser og ind på en social rangstige, når vi nævner hvilket job vi har.

Vores job siger en hel del om os

Rigtig meget af vores identitet som voksen ligger i vores job-titel. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at det bliver dobbelt op på svært, når vi af en eller anden grund ikke har et arbejde, eller ikke kan arbejde.

Men det er okay at tingene ind imellem er svært! For det er i den proces, at vi lærer så ufatteligt meget om os selv, og om hvad vi vil med det her liv. Ja, det betyder måske perioder, hvor du ikke har et entydigt svar på HVAD du laver. Men det er faktisk også meget sjovere at finde ud af HVEM du er. Hvem ønsker du at være, når du er sammen med dine børn? Hvem vil du gerne være som kone, veninde og karrierekvinde? Hvem er det, du gerne vil møde, når du kigger dig selv i spejlet?

Når du har fundet du af det, så bliver det så meget nemmere at svare på HVAD du laver eller vil lave.

I dag ved jeg HVEM jeg er, når jeg ikke længere er skolelærer, og henover de seneste par måneder er jeg også blevet helt skarp på HVAD jeg laver. Men læg lige mærke til, at det altså er over to år siden, at jeg sagde mit job som skolelærer op. De år har jeg brugt på at lære HVEM jeg er!

I dag kan jeg med stolthed i stemmen sige at “Jeg er selvstændig kropsterapeut, coach og foredragsholder og jeg beskæftiger mig med livsdesign!”

 

Hvordan trives du med den job-titel du har i dag? Hvis du skulle være noget andet, hvad ville du så være? Hvem er du udover den job-titel du har? Er du der i livet hvor du gerne vil være?

Knus og kram fra

Mette

PS: Hvis du gerne vil finde ind til kernen af hvem du er og lære, hvordan du kan leve et liv, der er meningsfyldt og skønt for dig, så kom med på forløbet “VærDig- 4 aftener med fokus på…”. Jeg lover dig fuld valuta for pengene, og når forløbet er slut, vil du også med stolthed i stemmen kunne sige “Jeg er xxx og jeg beskæftiger mig med xxx”.

Du har ansvaret for at skabe det liv, der passer til dig. Start heller i dag end i morgen, for du ved ikke hvor lang tid du har at gøre godt med.

 

 

 

 

P

Vil du ændre din fremtid? Så må du acceptere din nutid!

Slået op d. af Mette

Mange af os drømmer om at skabe (store) ændringer i vores fremtid. For at det kan lade sig gøre, er der dog en ting du er nødt til først, og det er at acceptere hvor du er nu.

Lyder det kringlet? Så læs med videre. Måske du kan blive lidt klogere på hvorfor og hvordan.

Hvad drømmer du om?

Hvis du ligner de skønne kvinder, der er i forløb hos mig, så går du rundt med en enkelt eller flere drømme i maven. Drømme om et liv, der er på en eller anden måde er bedre end der hvor du befinder dig nu. Det er i hvert fald de færreste, der drømmer om et liv, der er værre end der hvor de er nu 😉

Måske drømmer du om

Et nyt job?

En rejse?

Et barn?

Et vægttab?

En mand?

Eller noget helt 6., 7. eller 8.?

 

Uanset hvad du drømmer om, så er det noget der er med til at højne kvaliteten af dit liv fremover. Prøv et øjeblik at lukke øjnene og forstil dig, hvordan det er at være dig, når din drøm går i opfyldelse… Dejligt ik’? Det kan give helt sommerfugle i maven, at forestille sig, at man ligger på den der lækre bounty-strand, eller står med sin lille nye baby i armene, bliver gift med manden i sit liv, eller at man måske skal møde ind på sit nye arbejde for første gang.

 

Al ændring sker med accept

Alt for mange drømme strander fordi vi ikke finder vejen hen til dem. Fordi det simpelthen er for svært at se vejen. Måske fordi vi har sat vores drøm op på en piedestal, hvor der er så langt op, at vi opgiver på forhånd.

Jeg er jo kæmpe fortaler for, at vi skal følge vores drømme. Jeg mangler endnu at møde et menneske, der har en drøm, der er umulig. Alle de drømme jeg har hørt om indtil videre, både professionelt og privat er drømme, der er mulige (måske lige bortset fra enkle der drømmer om et biologisk barn, og som af den ene eller anden årsag ikke kan blive gravid).

Noget jeg til gengæld ikke mangler at møde, det er forhindringerne, der bremser lige præcis den her drøm.

Jeg har ikke tid nok

Jeg har ikke penge nok

Der er ingen der støtter mig

Det er ikke lige så nemt for mig, som det er for alle andre

Man kan jo ikke bare…

Jeg bliver nødt til at …

Du kan nok selv tilføje flere 😉

 

Find dit fokus

Hvis du gerne vil ændre dit mindset omkring disse undskyldninger, så bliver du nødt til at kigge ærligt på dem.

Tag et ærligt kig på det, der forhindrer dig i at nå dit mål. Og så skal du acceptere,at sådan er det lige nu! For eksempel kan du acceptere, at du ikke har penge nok LIGE NU. Se på din situation og accepter, at det er der du er lige nu.

Accept er IKKE lige med at du lader det blive ved det. Men det frigiver din energi, så du i stedet kan fokusere på det, som du kan ændre. Et skifte fra “Jeg kan jo ikke følge min drøm, fordi jeg ikke har penge nok” til “Jeg vil følge min drøm, og selvom jeg ikke har penge nok lige nu, så vil jeg gå efter dem”. Med det skifte vil du begynde at få øje på de små tiltag du kan gøre i det daglige for at komme et skridt tættere på din drøm. Du kan simpelthen lægge en plan for hvordan du kan komme tættere på din drøm

Skal du for eksempel droppe frokosten i kantinen og have madpakke med i stedet?

Skal du bruge din aften på at læse ny viden i stedet for at se tv?

Skal du starte til boksning i stedet for zumba for at møde en spændende mand?

 

Hvilke ting i dit liv skal du acceptere LIGE NU, for at kunne få fokus på det du drømmer om?

 

Hav en dejlig mandag fyldt med kærlighed til dig selv <3

Kram fra

Mette

 

PS: Hvis du vil blive endnu skarpere på hvordan du kommer til at leve dit drømme liv, så har jeg to tilbud til dig lige pt.

  1. Jeg afholder en gratis workshop med fokus på at skabe sit drømme liv tirsdag den 11/9-18. Klik HER for mere information
  2. Jeg tilbyder et forløb i personligt livsdesign, der tager udgangspunkt i dit liv, dine forhindringer og dine drømme. Klik HER for mere information

Jeg følte, at der manglede noget…

Slået op d. af Mette

Kender du følelsen af, at der mangler noget i dit liv?

Kender du følelsen af træthed i kroppen, tankemylder eller uro, hver gang du vil slappe af.

I mange år havde jeg en følelse af, at mangle noget i livet. Men uanset hvor jeg vendte mig hen, så var der ingen, der kunne fortælle mig hvad det var.

Jeg havde jo det hele! En dejlig mand, der forgudede mig, 3 skønne børn, et stort hus, søde venner og vi var ude at rejse flere gange om året. Jeg burde jo være glad! Hvordan kunne jeg tillade mig at brokke mig, når nu der fandtes familier, der var oplevede sygdom, sorg, skilsmisser, økonomisk ruin mm..

Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og være glad?

Stik mig en livskrise, tak!

I al hemmelighed gik jeg rundt og ønskede, at jeg ville blive udsat for en stor livskrise. For så kunne det da være, at jeg endelig ville finde det, som jeg manglede.

For når jeg søgte svar på, hvor jeg kunne finde min lykke og glæde, fortalte andre om hvordan de, efter en stor krise, havde fundet glæden sådan for alvor. Det ville jeg også!

Men hvordan skaffer man lige en stor livskrise? Jeg ønskede trods alt ikke at blive skilt, miste dem jeg holdt af eller at blive fyret (okay, det ønskede jeg faktisk, men vidste også godt, at hvis det skulle ske, så skulle jeg virkelig gå langt over nogle grænser, som jeg på ingen måde var interesseret i;-)).

Hov, var det en livskrise?

Nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer, og sådan var det også for mig;-) For jeg befandt mig lige midt i livskrise. En livskrise der havde rod i ekstremt tankemylder, en krop der var tung og ugidelig og i en følelse af nærmest ikke at kunne kende mig selv.

Jeg havde udviklet mig til en sur dame, der altid havde en “flugtplan” klar, når hun skulle være sammen med sin familie – “Her børn, tag en iPad” “Skal i små banditter ikke ud til mormor?” “Ikke i aften skat, jeg skal simpelthen SÅ tidligt op i morgen” “Lad os invitere nogle mennesker forbi (læs: så skal jeg ikke være alene med jer)”.

Jeg husker tydeligt den aften, det gik op for mig, at jeg rent psykisk var ved at ramme bunden med 180 km/t. Min krop sagde tydeligt stop, min hjerne kværnede derud af, og jeg hørte en masse larm inde i mit hoved, selvom jeg sad i mit mørke, stille køkken.

Lige der vidste jeg, at hvis ikke jeg gjorde noget andet nu, så ville jeg ende med en livskrise, der hedder “Stress-sygemeldt i meget lang tid”. Så der sad jeg og vidste, at her var den livskrise, jeg havde efterlyst så længe! Men så viste det sig, at der ikke kom nogle og reddede mig…. Whaaat? Her gik jeg og troede, at når bare man ramte bunden enten fysisk, økonomisk, eller som mig, psykisk, så ville der stå en hærskare af engle, klar til at vise en vejen til evig lykke og glæde.

Hmm, hvis dem du venter på ikke dukker op, hvad gør du så?

Prøv et øjeblik at forestille dig, at du har lavet lækker mad, dækket pænt op og tændt op i pejsen, fordi du har inviteret gæster. Du har virkelig gjort det fint og pænt, og du er helt klar. Så ringer telefonen. Dine gæster er blevet syge, de kaster op på stribe og kan simpelthen ikke komme i aften. Hvad gør du så?

Jeg ved godt, hvad jeg gør;-) Først bliver jeg virkelig skuffet! Jeg tænker, at så kan det hele også være ligegyldigt. Jeg får formentlig lyst til at give op, slukke pejsen, give maden til hunden. Når de følelser lige har fået lov til at være der, så kan jeg vælge 2 ting. Enten kan jeg følge min første indskyldelse og give op, hvilket helt klart vil efterlade mig i et rigtig elendigt humør. Eller jeg kan vælge at tage ansvar for mig selv og mit eget humør. Det kan jeg gøre ved at sætte mig til bords, nyde al den lækre mad, drikke et glas vin foran pejsen og nyde, at jeg har fået en enestående mulighed for at gøre noget godt for mig selv.

Det var det samme i den situation, som jeg stod i med den aften for år tilbage.

Da jeg opdagede, at der ikke kom nogle for at hjælpe mig op ad hullet, kunne jeg være fortsat dernedad med 180 km/t. Men jeg valgte altså at stoppe op, og så give mig selv en hjælpende hånd.

I dag venter jeg ikke længere

I dag har jeg skabt det liv, som jeg ikke vidste, at jeg drømte om. Jeg er selvstændig på andet år, jeg har masser af tid med mine børn (tid som jeg endelig nyder), jeg har netop været på mit livs rejse sammen med min mand og vores 3 børn. Jeg deltager ofte i kurser, der gør mig klogere og giver mig en masse energi. Jeg starter mange af mine morgener med at løbe en tur og bade i havet. Jeg springer ud af sengen om morgenen, og jeg glæder mig til mandag morgen. Både mine børn og jeg er mindre syge (faktisk har mine børn tilsammen haft maks 5 sygedage fordelt over de sidste 2 år! Med tre børn, hvoraf en går i børnehave, så er det en rigtig god statistik;-)), vi griner mere og vi drømmer stort. Havde du fortalt mig for 3 år siden, at mit liv ville blive sådan, havde jeg ikke troet dig. Jeg havde simpelthen ikke fantasi til at se, hvordan det skulle være muligt!

Men jeg har lært, at alt er muligt, hvis vi virkelig ønsker det. Jeg tror på, at hvis der er noget vi virkelig vil, så kan vi også.

 

 

Jo, det er også muligt for dig!

Alt hvad du drømmer om er muligt! Og ja, jeg ved godt at du måske tænker, at det er nemt for mig at sige. At jeg (og alle andre der lever deres drømmeliv) har haft andre forudsætninger end dig. At du ikke kan følge dine drømme fordi X, Y og Z. Jeg har selv været der, så jeg kender alle undskyldningerne 😉

Jeg kan så godt forstå, hvorfor du tænker sådan. Men vid, at det du har gang i lige nu, er at sabotere det for dig selv. Du står og venter på den engleskare, der skal bane vejen for din lykke og glæde. Men den kommer ikke! Der er kun en engel,der kan hjælpe dig, og det er DIG. Det er DIT ansvar at skabe det liv, som du (ikke vidste du) drømmer om. Vejen dertil kan være svær og kringlet, men den begynder altid med det første skridt.

 

Rigtig god rejse, du smukke!

Knus og kram fra

Mette

 

PS:

Hvis du er interesseret i at blive klogere på, hvordan du skaber dit drømmeliv, så har jeg lige pt. to tilbud til dig:

  1. Min gratis workshop “Vær moDIG” som jeg afholder den 11/9-18. Læs mere og tilmeld dig HER
  2. Mit forløb i livsdesign, som er din personlige rejse hen mod det liv, du drømmer om. Læs mere HER

 

 

Monkey see, monkey do! Børn gør som du gør, ikke som du siger…

Slået op d. af Mette

I sidste uge var jeg ude at vandre. Og nej vi taler ikke om en planlagt, velovervejet og organiseret vandretur;-) Vi taler om en tur, som blev planlagt, da jeg åbnede øjnene onsdag morgen. Med afgang samme dag til middag! Og så alligevel ikke… for den tur har spøgt i mit hoved i mange år.

Det startede da jeg cirka 11 år…

Jeg kan huske en sommerferie for nok 25 år siden. Min mor boede alene med mine to søstre og jeg. Jeg kan kun forestille hvordan hendes hverdag har været, nu hvor jeg selv er mor til 3 børn.

Da det blev sommerferie arrangerede min mor pasning af os tre piger. Vi blev vist splittet op og passet forskellige steder. Jeg husker det ikke helt præcist, men jeg ved at det var helt okay, og jeg ikke følte jeg led nogen form for overlast;-) For min mor havde i tankerne, at hun ville ud at vandre. Så hun tog færgen fra Tårs til Spodsbjerg. Med sig havde hun en rygsæk med lidt rent tøj, penge og i hånden havde hun en snor, der endte nede ved en stor schæferhund.

Jeg mener at hun var af sted i 4-5 dage, Turen gik til Fyn og overnatningen foregik på hotel (ja, det kan man åbenbart godt, selvom man har en stor hund med :-D).

Når jeg bliver voksen

Jeg kan huske, at jeg var dybt imponeret over min mor. Jeg syntes at hun var mega-sej, og jeg vidste at jeg ville gøre noget lignende en dag. Jeg ville også kaste mig ud i eventyret, tage vandrestøvlerne på og så bare gå derudaf. For mig er det indbegrebet af frihed, det hun gjorde den sommerferie.

Når jeg sidder her som voksen og tænker over det, så synes jeg stadig, at min mor var mega-sej at hun gjorde det. Ikke så meget for den fysiske udfordring (elvom det også er sejt), men fordi at hun var ligeglad med hvad andre måtte tænke om, at hun fik sine tre børn passet i en lille uges tid ud af nok maks 3 ugers sommerferie. Jeg synes hun er så mega-sej, at hun huskede at nære sig selv og tage sine egne behov alvorligt, især i en situation, hvor der ikke stod en mand på sidelinjen og støttede hende og kunne tage over på børnene. Hun viste os børn, at mor også har lov til at gøre det, der er rigtigt og vigtigt for hende.

Alt det gik jeg og tænkte på, da jeg var på vej hjem fra mit eget lille eventyr. Ved at jeg (gentagende gange) har set min mor fylde sin egen “energi-beholder” først, for derefter at give til os, så har jeg lært noget meget vigtigt her i livet. Jeg har lært at stoppe op i tide, før jeg brænder helt ud. Jeg har lært, at jeg gerne må gøre ting, som andre måske synes er lidt vildt eller åndsvagt. Jeg har lært, at børn ikke tager skade af, at mor husker at nære sig selv først. At når mor får ilt, så har hun så meget mere at give af.

Monkey see, monkey do

Da jeg gik ud på mit lille eventyr var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg nok skulle klare den. Flere gange undervejs gjorde det helt ufatteligt ondt i mine fødder og i hofterne (23 kilos oppakning og 19 km ud og 19 km hjem, er nok lidt i overkanten, når man ikke har gået med vægt på ryggen i mange år;-)). Min hjerne skreg på at give op, men inderste inde så vidste jeg, at jeg sagtens kunne. Jeg har jo set min mor gøre det, så selvfølgelig var det ikke umuligt. Jeg har lært, at man nogle gange er nødt til at presse citronen lidt , hvis man gerne vil de store eventyr. Den tid du bruger på dig selv, den kommer aldrig dårligt tilbage.

Da jeg kom hjem 24 timer senere med vabler på fødderne og blå mærker på hofterne var det med en stolthed over at have gjort det.

Allerede dagen efter mit lille eventyr, viste min datter mig, hvor vigtigt den tur var. For der stod min 8-årige datter pludselig ude i haven i fuld sving med at slå mit telt op. Hun ville sove i telt alene!

Lige præcis derfor er det så vigtigt, at vi gør det, vi drømmer om. For vi inspirerer vores børn. Vi lærer dem, at de kan hvad de vil. Vi viser dem med vores handlinger, hvordan de skal nære sig selv. Når vi tror på os selv, lærer vores børn at gøre det samme.

Vores børn gør ikke som vi siger, men som vi gør!