I morgen bliver det bedre…

Endnu en gang lå jeg i sengen, og kiggede op i loftet. Endnu en gang lå jeg og opgjorde dagen i tal.

3 – det antal måltider, jeg burde havde spist

5 – antallet af måltider, jeg reelt havde spist

4 – antallet af gange, jeg havde været i slikskabet

90 – antallet af minutter over min optimale sengetid

600 – antallet af gram, jeg vejede mere i dag end i går

0 – antallet af løbet kilometer

2 – antallet af nedsmeltninger over mine børn

-200 – antallet af procent jeg havde lyst til min mand

10.000 – antallet af negative tanker om mig selv

10 – antallet af procent, jeg troede på, at i morgen ville blive bedre

Nu skal man jo ikke være hverken psykolog eller ugebladsforfatter for at kunne gennemskue, at det her ikke var opskriften på et lykkeligt liv.

Men ikke desto mindre, så var det mit liv…

Og hver aften lovede jeg mig selv at i morgen, SÅ ville jeg tage mig sammen.

Så ville jeg droppe sukker, hvidt brød, kaffe og at skælde mine børn ud. Så ville jeg løbe mindst 5 kilometer i den friske luft, spis 600-900 gram grønsager og forføre min mand, inden jeg lagde mig til at sove senest klokken 22.00.

Næste dag blev sjældent bedre end den forrige!

For allerede inden klokken slog 8.00 havde jeg drukket dagens første kop koffein, skældt ungerne ud og snakket grimt til mit eget spejlbillede.

Ej, det passer faktisk ikke helt. For jeg undgik spejle. Jeg kunne sagtens se hvor grim og tyk jeg var, uden at kigge i noget spejl. Min indre snak var som en virkelig dårlig 90’er CD, der var gået i hak.

“Du kan da heller ikke noget”

“Hvorfor skal du være så tyk?”

“Kan du virkelig ikke en gang tage dig sammen og lade chokoladen ligge, svage læs?”

“Ja, du er da nok nødt til at tage noget make-up og pænt tøj på, hvis ikke folk skal afskye dig alt for meget!”

Og så kunne jeg jo lige så godt fortsætte

Jeg har efterfølgende opdaget, at mit syn på al ting var 100% præget af “Alt eller intet”-tankegangen. Alt var enten sort eller hvidt, godt eller dårligt, sundt eller usundt. Der fandtes simpelthen ikke en mellemvej.

Når man lever på den måde, så blev det bare rigtig svært at ændre noget.

For hvis INTET var, at jeg spiste 100% sundt, sov præcis klokken 22.00, ikke rørte kaffe og aldrig skældte mine børn ud, så var ALT jo, det fuldstændig modsatte.

Så når jeg havde startet dagen med at drikke en kop kaffe og skælde børnene ud over glemte aftaler, lektier, gymnastiktøj mm., så blev (den måske i andre øjne noget mystiske) konklusion, at jeg lige så godt kunne fortsætte med usund mad, en halv plade Marabou, mere kaffe og gå alt for sent i seng.

Er jeg mon helt alene?

Jeg kan godt blive helt nervøs, når jeg skriver det her. For hvad vil du ikke tænke om mig? Jeg er garanteret den eneste, der har levet så mærkeligt. Og jeg er nervøs for, at jeg måske slet ikke er kommet så langt. Tænk sig hvis det bare er noget, jeg bilder mig ind. Måske jeg faktisk er tyk og grim, men bare har fået bildt mig selv noget andet/nyt ind?

Kender du de tanker? Den ene side af mig, håber virkelig, at du ikke kender til det. Den anden og noget mere egoistiske side af mig håber, at du kender det, for så er jeg ikke helt alene.

Pludselig blev i morgen bedre

På et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor det gjorde så ondt at leve mit liv, at jeg blev nødt til at gøre noget andet end jeg plejede. Og jeg fristes næsten til at skrive “And the rest is history” 😉

For i dag kan jeg ikke gå forbi et spejl, uden at blinke til mig selv og sige “Hvad så der, din smækre-lækre tøs? Hvor ser du dejlig ud!”. Jeg lytter til hvad min krop har brug for, og ikke mindst har jeg fundet ud af, at der findes en måde at leve på, der IKKE er “Alt eller Intet”.

I dag lever jeg efter mottoet “Både Og”. Jeg kan sagtens både spise chokolade og grønsager. Jeg kan skælde ud og sige undskyld. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg accepterer den jeg (også) er, så bliver der mere plads og ro inden i mig. Jeg dur ikke til Alt eller Intet, som jeg i så mange år prøvede at leve efter.

I dag er der kontant afregning hvis jeg forsøger med Alt eller Intet. For eksempel hvis jeg falder i et gammelt mønster, der fortæller mig, at NU skal det være slut med chokolade. Så snart jeg har tænkt tanken, at nu må jeg ikke spise chokolade mere, så vågner min indre 2-årige pige, der bedste trodsalder vis gør det præcis modsatte.

Det har hun jo nok altid gjort, jeg har bare ikke været bevidst om hende før. Nu kan jeg fysisk mærke hende. Hvordan hun reagerer, stamper i gulvet og insisterer på at få sin vilje.

Men som med mine børn, så kommer jeg længst med kærlighed. Det er faktisk den eneste måde, jeg kan få hende til at være stille på. Ved at fortælle hende (mig selv), at hun er elsket, og at hun også har ret til at være her. Jeg lover hende, at chokolade selvfølgelig ikke bliver forbudt, at hun gerne må nyde det, hvis blot hun vil huske at mærke efter.

Både Og – hele vejen rundt

Jeg tror på, at vi skal turde at være med Både Og i alt, hvad vi gør. Det er ikke nemt at tillade, når man har været vant til Alt eller Intet. Så man skal turde at starte i det små.

Og så kan man da lige så godt starte der, hvor det er nemt for en, og så stille og roligt udvide det til hele livet. Måske er det chokoladen, du skal kigge på? Måske er det spejlbilledet? Måske er det forholdet til dine børn, mand, svigermor eller chef? Måske er det dine sengetider?

Jeg ved godt at det her er en stor sammenblanding af mange forskellige aspekter af livet. Men er det ikke sådan livet er? Vi kan ikke isolere de forskellige dele af vores liv. Vi kan ikke være mega seje og glade i vores privatliv, hvis jobbet sejler. Og modsat. Vi kan ikke få en sund krop uden at kigge på vores sengetider og forholdet til vores mand. Vi kan ikke få et naturligt forhold til sukker/chokolade, hvis ikke vi er villige til at deale med vores følelser.

Vi hænger sammen på tusindvis af måder, og det er det jeg mener med Både Og.

Vi skal skabe balance i de her mange sammenhænge, for kun sådan kan vi skabe os et liv, der er rart at leve!

Kan kropsterapi hjælpe på lavt selvværd?

Der er kommet et spørgsmål i den brevkasse, som jeg endnu ikke har oprettet 😉

(Men hey, hvis der er interesse for en brevkasse, hvor jeg svarer på spørgsmål om livet, hverdagen, kroppen og sindet, så prik endelig til mig. Jeg vil elske at svare på sådanne spørgsmål :-))

Nå men det spørgsmål, der er kommet i den endnu ikke eksisterende brevkasse, lyder nogenlunde sådan her:

Hej Mette

Du skriver at kropsterapi kan hjælpe i forhold til lavt selvværd. Hvordan hænger det overhovedet sammen?

Med venlig hilsen

XX

Det vil jeg selvfølgelig gerne komme med mit bud på.

For jeg oplever, både på egen krop og hos de skønne mennesker, der lægger sig på min briks, at kropsterapien er med til at skabe et bedre selvværd.

Et stærkt selvværd er at vide, at man er elsket for den man ER – ikke for det man gør eller kan!

For at vide dette, skal man stole på sig selv og turde være med sine følelser.

Alle sine følelser!

Også dem som vi har lært at opfatte som negative (vrede, ked af det-hed, sorg, grådighed, misundelse, jalousi, overvældethed m.fl.)

Mange af os har igennem vores opvækst lært, at vi ikke må have/være de såkaldte negative følelser.

Vi har pakket nærmest halvdelen af os selv væk. I forsøget på at passe ind og være et menneske, som andre kan lide.

Vi har lært, at hvis vi gjorde dette, så blev vi rost (= elsket). Så hvis vi for eksempel fik ros for altid at være så smilende, så har vi lært at smil og grin = kærlighed.

Det betyder så også, at vi kommer til at smile og måske smågrine hele tiden, også selvom der ikke er noget at smile eller grine af.

Jeg oplever jævnligt kvinder, der ligger på briksen og det gør ondt på dem. Måske er de faktisk rigtig irriteret indeni. Men udtrykket er smil og grin… “Hi-hi – Shit det gør ondt – Hi-hi”

Kropsterapi åbner op for den reelle følelse

Gennem kropsterapien kommer du i kontakt med de følelser, der ligger nedenunder det, som du umiddelbart viser.

Du lærer, at de følelser er okay. At de gerne må være der.

Og når først du er kommet i kontakt med de følelser, begynder du at mærke, hvordan du virkelig har det.

Når du kan mærke, hvordan du har det, kan du også lære at mærke, hvad du har brug for. Og ikke mindst handle på disse behov.

Det er for mig at se, noget af det vigtigste i forhold til et stærkt selvværd.

At man tager sig af sig selv og sine behov.

At man ved, at man fortjener at have det godt.

At man ikke skal indrette sig efter det man tror, andre vil have, fordi man stoler på, at man er elsket uanset hvad. Fordi man jo allerede er elsket uden forbehold AF SIG SELV!

Hvordan foregår det så rent praktisk?

Det her blev en lidt snørklet forklaring på, hvordan jeg ser sammenhængen mellem kropsterapi og selvværd.

Når du lægger dig på briksen hos mig til kropsterapi, så kan du tage det ganske roligt. Det er ikke den her forklaring, som du skal huske/forstå eller forholde dig til.

Du skal blot tage imod og være villig til at mærke, hvad der sker i din krop. Du skal have lyst til være nysgerrig på de følelser, der dukker op, og så skal du turde stole på, at jeg guider dig blidt igennem processen.

Er du blevet nysgerrig på kropsterapi og vil du booke en tid, så kan du læse mere og gøre det her:

Jeg ønsker dig en skøn weekend og husk:

De kærligste hilsner

Mette

Kroppen husker – gør du?

I dag vil jeg fortælle dig en historie, som sket både ganske for nyligt og alligevel for mange år siden, dengang jeg var en 14-15 år gammel.

Det var en varm og solrig aften her i sommerferien.

Jeg var kørt ud til mit yndlingssted på Vestlolland. Der hvor skov og hav mødes.

Som så ofte før var jeg trukket i løbe-tøjet og -skoene, og begav mig ud på min sædvanlige tur. Først igennem skoven, for så at kunne slutte af med udsigten udover Østersøen.

Det gik vældigt derudaf, indtil jeg ramte digekronen. For pludselig og nærmest ud af det blå blev der åbnet for himlens sluser.

På under et minut var jeg gennemblødt! Du ved på den der måde, hvor man kan mærke, at der ikke findes en eneste tør plet på ens krop.

Problemet var dog ikke vandet. Det var trods alt en varm aften.

Problemet var at mens jeg oksede hen af diget, som kom tordenvejret i det fjerne. Ikke tæt på, men dog kunne jeg se lyn og høre bulder…

Og min krop begyndte at ryste, vejrtrækningen blev overfladisk og tårerne steg op i øjnene.

Jeg kunne slet ikke være i det.

Jeg er ikke den store fan af tordenvejr. Faktisk er jeg ret bange for tordenvejr, men jeg plejer dog trods alt ikke at reagere så voldsomt.

Min eneste tanke var at ringe til min MOR. Jeg havde brug for min mor! Og så ramte det mig…. Hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde!

Det her skete nemlig også, da jeg var ung

Pludselig kom det hele væltende i en stor pærevælling. Halsen snørrede sig sammen, og jeg følte, at jeg næsten ikke kunne få luft.

Det jeg huskede skete en aften for en 22-23 år siden.

Jeg havde været til et arrangement med min klasse. Det var blevet mørkt og jeg skulle cykle hjem. Det her var før mobiltelefonens tid, skal vi lige huske på 😉

På vej hjem blev det det vildeste tordenvejr, som jeg nogensinde har oplevet.

Metrologisk var det sikkert ikke værre end andre tordenvejr, men for mig står det som et fuldstændigt sindssygt uvejr. Lynene kom hurtigere, end at jeg kunne nå at registrere dem, og bragene var så høje, at jeg stadig kan høre det.

Der cyklede jeg på vej hjem. Og jeg var BANGE! Hold nu op hvor var jeg bange!!

Jeg mindes at for hvert lyn, der slog ned, så takkede jeg Gud for, at jeg stadig var i live.

Jeg kom hjem, og efterfølgende kan man da undre sig over, at jeg ikke stod af cyklen, trak i sikkerhed og ventede med at cykle resten af vejen hjem, til uvejret var drevet over.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg ved ikke hvorfor.

Måske var jeg trods alt mere bange for at komme for sent hjem end for tordenvejret?

Eller også var min hjerne ikke udviklet nok til at tænke i det alternativ?

Eller måske, og det som jeg senere hen har erfaret at jeg ofte gør, så nægtede jeg at stoppe, fordi det jo kunne ses som et svaghedstegn.

Uanset hvad så sætte den her oplevelse sig i min krop. Jeg har ikke på noget tidspunkt, før den her sommer, koblet oplevelsen fra dengang sammen med min frygt for tordenvejr i dag sammen.

Men derude på diget kom det hele væltende. Min krop huskede i den grad hvor bange den var dengang. Den reagerede fuldstændig som den skulle, ved at trække sig sammen, gøre mig mindre og være forberedt på det værste.

Den reagerede både på oplevelsen af tordenvejr her og nu, men i den grad også på en gammel oplevelse, som ikke var blevet bearbejdet.

Og sådan gør vores krop altid…

Vores krop husker alt det vi har været udsat for, og den reagerer så snart den oplever noget, der tilnærmelsesvis kan minde om en tidligere oplevelse.

Det kender vi fra for eksempel soldater, der har været i kamp. Der kan høje lyde udløse en voldsom reaktion, fordi kroppen tror, at den er tilbage i krigszonen.

Men det gælder også for mindre episoder, som vi måske har glemt. Som for eksempel min frygt for tordenvejr. Den der oplevelse af at hele kroppen snørrer sig sammen, at det bliver svært at trække vejret og følelsen af hele det indre er i oprør.

Og de følelser kan komme i mange forskellige situationer, ikke kun tordenvejr 😉

Hvad gjorde jeg så?

Nu har jeg efterhånden rigtig stor erfaring med at arbejde med min krop, så jeg brugte selvfølgelig nogle af de redskaber, som jeg har lært igennem kropsterapien.

På den måde kom jeg igennem både løbeturen og tordenvejret med en følelse af at det var okay. Jeg fik løsnet min krop ved hjælp af min vejrtrækning.

Men mere vigtigt så fik jeg givet omsorg til den unge pige, der stadig bor inde i mig, og som var så bange dengang.

Ved at møde hende, og forsikre hende om, at jeg nok skal passe på hende og at jeg godt kan forstå, at hun reagerede som hun gjorde, styrker jeg mit eget selvværd og troen på mig selv.

For gamle oplevelser der ikke er blevet hørt og anerkendt har det med at skabe ballade for os senere i livet. Stille og roligt lærer den unge pige, at det er okay at passe på sig selv først og fremmest, og at det for eksempel ikk er et svaghedstegn lige at vente lidt.

For mig er det en vigtig læring.

Hvad med dig? Hvad vil være vigtigt for dig at lære? Hvad gør du i dag, som ikke gavner dig der hvor du er i dit liv lige nu?

Jeg ønsker dig en fantastisk dag <3

De kærligste hilsner

Mette

PS. Hvis du også vil lære teknikkerne til at være med din krop, når den bliver bange, når den snørrer sig sammen eller på anden måde viser dig, at der er noget, der ikke er som det skal være, så er du velkommen til kropsterapi hos mig.

Du kan læse mere og booke tid her:

Hvad fortæller dine hofter og dit bækken dig?

Som kvinde ved vi godt hvad hofter er 😉

Det er dem, der gerne skulle være tydeligt markeret, så tøjet hænger lidt pænere. Og hvis vores hofter er for store i forhold til diverse skønhedsidealer, hvis de ikke er markeret nok eller på anden måde ikke lever op til vores krav, så kan vi godt blive ret træt af dem. Det er dog en helt anden snak, end den vi skal have i dag.

Det skal nemlig handle om det indre

Vores hofter er centeret for kroppens balance.

For mange tusind år siden mennesket for mange tusind år siden rejste sig op, og begyndte at gå rundt på to ben i stedet for fire, har hofterne været omdrejningspunktet for alle vores bevægelser.

Derudover så hviler vores ryg på hofterne, hvilket betyder, at hvis du har problemer med hofterne, så vil du også få problemer med ryggen på sigt.

Hvis du mærker på dine hofter (læg dig evt. ned og mærk kanten af hofteskålen), kan du mærke, at hofterne nærmest danner en skål, der udgør det der kaldes bækkenbunden.

Har du født børn, så har du helt sikkert stiftet bekendtskab med din bækkenbund og musklerne i den.

I vores bækkenbund skal der være plads til mave, tarme mm., så derfor får spændinger i dette område selvfølgelig betydning hvor meget plads organerne har, hvor meget næring de kan optage og om de i det hele taget kan virke ordentligt.

Inden i bunden af vores bækken er der en muskel, der skal sørge for hele vores underlivs velbefindende.

Hvis denne muskel er for spændt eller for slap, vil det have stor betydning i forhold til orgasme, for tidlig eller for sen sædafgang, inkontinens og problemer med at skulle på toilettet.

Så det er ikke for sjov, når vi gang på gang tudes ørene fulde af, at vi skal sørge for at træne vores bækkenbund.

Bækkenet og hofternes betydning i forhold til sexlivet

Hvis dit bækken er meget spændt, kan det volde problemer i forhold til dit sexliv. Det er en problematik, som jeg støder på i klinikken. Derfor vil jeg forsøge at beskrive hvordan det hænger sammen.

Jeg var også lidt inde på det i indlægget om spændinger i balderne og i dette Facebook-opslag.

Hvis bækkenet fastlåst kan det resultere i tidlig orgasme eller sædafgang. Det skyldes at spændingerne begrænser evnen til at rumme ophidselsen, og derfor bliver kroppen nødt til at “aflade” den seksuelle energi.

Hvis kroppen er afspændt, vil ophidselsen stige og energien i stedet brede sig til resten af kroppen.

Hvis bækkenet er meget spændt kan det resultere i udebleven orgasme. Det skyldes at spændingerne gør det svært for energien at oplade området nok.

Den psykologiske betydning af hofterne og bækkenet

Da bækkenet rummer kønsorganerne, er den center for seksualiteten og for kvinders vedkommende også fødsel. Derudover er det også her, at kroppen kommer af med sine affaldsstoffer i form af urin og afføring.

Det betyder at det er i dette område, at der ligger nogle af de allerdybeste og allertidligste hæmninger, som bliver pålagt barnet.

Både piger og drenge bliver pålagt bestemte krav og restriktioner. Det er dog især pigerne, der får af vide, at de “skal opføre sig ordentligt”, “samle benene” og “tage sig sammen”.

Disse krav gør at barnet ubevidst spænder op i bækkenet. Og det er også disse spændinger, der sagtens kan forstyrre senere i livet.

Derudover spænder vi også op i vores hofter, når vi oplever, at vi skal passe på os selv. Fordi vi er kommet op på to ben, er hele vores forside og den mest sårbare del af os også blevet blottet.

Når vi føler os “truet” på den ene eller anden måde, vil vi ubevidst trække hofterne lidt sammen, og det vil skabe spændinger.

Sidst men ikke mindst er stivhed i hofter og bækken et tegn på en overordnet frygt i livet samt modstand på forandring.

Oplever du at du får lyst til at holde dig på hofterne under en behandling hos mig? Så er det altså en hel naturlig reaktion, fordi du vil beskytte det her område, som er så afgørende for menneskets overlevelse.

Har du endnu ikke prøvet en kropsterapeutisk behandling? Har du lyst til at læse mere og måske booke en tid? Så se mere her: Bodycompassions Kropsterapi

Hvad fortæller dine balder om dig?

I går havde jeg en kvinde på briksen, som havde utroligt ømme balder. Det kom faktisk helt bag på hende, at hun havde så ondt lige der…


Det gør det for de fleste 😉 Vi skænker nemlig ikke vores balder ret mange tanker.

Jovist tænker vi over, om de er på vej sydover, om de er blevet mere flade med årene (det er de tit 😉 ) eller om de fyldt med appelsinhud.

Men det der virkelig betyder i forhold til vores balder, det tænker vi ikke over.


Først når vi ligger på briksen, og en venlig kropsterapeut stikker en spids albue ned i dem – SÅ kan vi mærke dem!


Det er faktisk ikke så underligt, at de er ømme.

Du kender garanteret til udtrykket ” at klemme balderne sammen”.

Når vi er presset og skal yde lidt ekstra, så klemmer vi balderne sammen. Psykisk, men så sandelig også fysisk. Det er det, der sætter sig som spændinger og gør at balderne kan blive så ømme.

Ej blot til pynt

Balderne indeholder nogle af kroppens største muskler. Når de her muskler bliver brugt, så forbrænder de en masse energi (psst – det betyder at hvis du gerne vil have gang i din forbrænding, så er det en god idé at få gang i de der balder 😉 ).

Men hvor mange af os sidder ikke ned det meste af dagen? Vi bruger ikke vores balder på den måde, som de er skabt til.

Til gengæld oplever vi en masse pres udefra. Vi skal tage os sammen. Vi skal være lidt hurtigere, lidt dygtigere, vi skal lige lidt mere.

Det kan give os en fornemmelse af, at hvis vi blot slapper en lille smule af, så falder vi helt fra hinanden. Det har vi jo ikke lyst til, og dermed klemmer vi balderne endnu mere sammen.

Hvad sker der hvis du slapper af?

Det spurgte jeg min klient om i går.

Hendes svar kom ret hurtigt.

“Så bliver jeg doven!”

Som om at doven er det værste man kan være.

Så jeg tillader mig at spørge: Hvad sker der, hvis du er doven? Hvad er det du frygter der sker, hvis du bliver doven?

Jeg tror så faktisk, at den her skønne kvinde har ret. Hvis hun slipper balderne og ikke hele tiden skal tage sig sammen, så bliver hun nok mere doven.

Men det skyldes udelukkende, at hun knokler mere end hun har godt af. Ingen af os vil nogensinde ligge på sofaen resten af livet og aldrig komme uden for en dør (hvis og såfremt at vi ikke er syge, har diagnoser mm.). Hvis du ellers er sund og rask, så vil du nok ligge der et par dage, men derefter vil din krop blive rastløs og bede dig om at komme op og lave noget.

Så ja, til at starte med vil du blive doven, men det skyldes, at du alt for længe har overhørt din krops signaler om, at den har brug for en pause.

Så hvad fortæller dine balder dig?

Er det på tide at stoppe op og mærke efter?

Er dine balder ømme, fordi du så længe har klemt dem sammen?

Få evt. din partner til at massere dine balder, så vil du få et fingerpeg om hvordan tilstanden er dernede.

Har du brug for professionel hjælp til at mærke dine balder, og til at få dem til give slip? Så book tid til en kropsterapi-session og lad mig hjælpe dig.

Du kan læse mere og booke tid lige her:

Bliv klar til 2019

Jeg har lavet en flot e-bog til dig, der er klar til at gøre 2019 til dit bedste år nogensinde.
Du modtager bogen i din mailboks, klar til at blive printet ud, så du kan udfylde og gemme den. Bogen indeholder alle de spørgsmål, der skal til for at du kan reflektere over året der gik og året der kommer.

 

De kærligste hilsner
Mette Juszczyk

 

PS: Når du skriver dig op til e-bogen vil du samtidig blive skrevet op til Bodycompassions nyhedsbrev. Det kan du selvfølgelig og til hver en tid afmelde dig igen.

 

[optin-cat id=”898″]

Om jul, julestress og manglende julepynt

I går den 20/12-18 kunne jeg konstatere, at jeg nok aldrig før har været så sent ude i forhold til at pynte op til jul 😉

For helt ærligt, hvilken mor har ikke sørget for et julepyntet hus den 20. december?

Når folk har spurgt mig, om jeg var klar til jul, har jeg (ærlig som jeg jo er) svaret, at det følte jeg at jeg var, men at jeg altså ikke havde pyntet op endnu.

I starten af december blev det kommenteret med et “Nå, men det når du jo nok”.

Her den sidste uges tid er det udelukkende (og faktisk af en del) blevet kommenteret med “Det kan du da ikke være bekendt overfor dine børn!”

 

Det eneste julepynt, som jeg har nået at finde frem… Indtil videre 😉

 

Det fik mig til at tænke på noget…

Nemlig hvad er jul og julestemning for mig og min familie? Og hvorfor kan jeg egentlig ikke være det bekendt overfor mine børn? Hvorfor er julepynt = en god jul for børnene (og de voksne).

Derfor besluttede jeg mig for at udspørge mine børn, om deres tanker vedrørende julepynt, julestemning og de voksnes julestress.

Deres svar var ret så kloge (selvfølgelig, de er jo mine børn 😉 ), og ikke mindst ret vigtige til os voksne.

Så jeg har spurgt dem, om jeg må dele deres svar med jer. Det må jegheldigvis gerne.

Det kommende er deres ord, og derfor deler jeg det også som en slags “interview” med jer. Min søn Jakob er 11 år, og min datter Sofia er 8 år.

 

“Interview”

Mor: Nå børn, jeg har tænkt på noget. Hvordan synes i, at julestemningen er i år?

Jakob: Jeg synes, den er vildt god. Jeg har faktisk ikke glædet mig så meget over julen i mange år, som jeg gør i år.

Sofia: Den er rigtig god.

 

Mor: Okay, hvad er det, der gør at den er god?

Jakob: Altså vi hygger mere i år, og vi har haft meget mere “familietid” i år end vi plejer. Det giver en god følelse.

Sofia: Jeg synes den er god fordi vi i år, har nået at åbne mange flere låger i vores julekalender end vi plejer. Vi er jo med i år, også med vores kalenderlys. Og så har vi alle 5 set julekalender sammen næsten hver aften. Det er dejligt.

 

Mor: Men hvad tænker i om, at vi ikke har fået noget julepynt op endnu?

Jakob: Det betyder ikke noget, for vi ved jo godt, at det er jul. Vi har lavet andre ting, der har med jul at gøre, og det synes jeg er vigtigere end om der er pyntet op.

Sofia: Det gør ikke noget, for det er alligevel den bedste december.

 

Mor: Så hvad mener i, er det vigtigste i forhold til jul og julestemningen?

Sofia: At vi er sammen.

Jakob: At de voksne har mere tid sammen med os, og så nok også at de husker gaverne 😉 Men altså at der er tid til at hygge, det er det vigtigste for mig.

 

Så har du (heller) ikke styr på julen endnu?

Så vil jeg egentlig bare sige, at det betyder ikke en dyt.

Det er ikke børnene, der har store krav om farvekoordinerede julepynt, de rigtige julesmåkager og hjemmelavet konfekt.

De vil allerhelst have det mest dyrebare vi kan give dem, nemlig vores tid.

Når vi hygger om dem med vores tid og vores nærvær, så skaber vi julestemning.

Men når vi skal nå tusind ting i løbet af december i form af 5 forskellige jule-arrangementer, 10 kasser med julepynt der skal hænge rigtigt, og hjemmebag i 7 varianter, så kan vi ikke give dem vores tid.

Den bliver jo brugt et andet sted!

En time brugt kan aldrig erstattes. Den kommer aldrig tilbage, og der kan ikke bestilles en ny på nettet.

 

Gør dig selv og dine børn en tjeneste

Lad være med at lytte til dem, der mener at julen SKAL være på en bestemt måde.

Ja ja, måske det fungerer for din svigermor at bage alt selv.

Måske din mor synes, at det kun er rigtig jul, når den store kasse med julepynt er spredt ud i alle kroge.

Men de er ikke dig, og du er ikke dem!

Så gør det, der passer til dig og din familie.

Og lad for Guds skyld være med at have dårlig samvittighed over det du IKKE når. Glæd dig i stedet over det du faktisk når, og det du gør med nærvær.

Der er jo forskel på at tænde for julekalenderen, og lade ungerne sidde og se den alene, mens du lige ordner køkkenet eller tjekker Facebook. Eller om du faktisk sætter dig sammen med dem og er nærværende i det i ser. De elsker jo at kunne snakke med dig om handlingen bagefter.

 

Har du styr på det hele?

Og har dine børn hele december mærket dit nærvær og haft glæde af din tid?

Fedt! Hvor er jeg (og sikkert også mange andre) misundelige på dit overskud 🙂

 

Til os andre vil jeg blot sige, at julen handler en følelse, ikke om mængden af julepynt, hjemmebag eller gaver!

 

Hav den skønneste jul

Kærligst

Mette

 

Om at tilgive det liv man har levet

Jeg er ret optaget af ord som fortrydelse, accept og tilgivelse i øjeblikket

Så jeg gik i gang med at skrive et blog-indlæg om lige præcis det emne.

Men som det ofte sker, når noget ikke føles helt rigtigt, som blev jeg ikke færdig.

Altså emnet var rigtigt, tankerne var rigtige og jeg ville virkelig gerne skrive det indlæg.

Så jeg prøvede, og blev heldigvis afbrudt…

Det gav mig nemlig tid til lige at tænke lidt mere over det.

Jeg slog et billede op på Instagram, hvor jeg spurgte ind til det, folk havde fortrudt igennem livet.

Og her til morgens slog det mig så, at det jo faktisk er heftige sager, det her med at fortryde noget inderligt.

Derfor kan jeg heller ikke skrive og udgive et indlæg, der er en løs snak over emnet.

Jeg vil være ærlig om det, jeg selv fortryder, for jeg ved inderst inde, at det er det, der skal frem nu.

Kun på den måde kan jeg få healet det område af mit liv.

 

 

Men det kræver mod at være så ærlig!

Og det er jo ofte mangel på mod, der afholder os fra at snakke 100% ærligt med menneskerne omkring os.

Det er mangel på mod, der skaber forskruede billeder af, hvordan man burde have det.

Det er mangel på mod, der er skyld i at vi går med store, uforløste knuder inden i.

For hvis vi turde at være modige, og fortælle om alle de gange, vi ikke lever op til vores egne, samfundets og mediernes krav om hvordan man er et godt menneske, en fantastisk mor og en hengivende kæreste, så tror jeg, at vi alle ville kunne trække vejret lidt lettere.

 

Så hvad er det med det der fortrydelse?

I øjeblikket ser jeg julekalenderen “Theo og den magiske Talisman” sammen med mine børn.

I det ene afsnit skulle de to hovedpersoner, Theo og Simone, møde deres største fortrydelser.

Faunen, der viste dem vejen, sagde blandt andet, at vi alle fortryder noget her i livet. Theo fulgte senere op med, at vi bliver nødt til at acceptere det, som vi fortryder.  Det tror jeg, at de begge har ret i.

Der er ikke nogen af os, der går igennem et helt liv, uden at vi gør eller ikke gør noget, som vi efterfølgende fortryder.

Det er også et tema, som jeg ofte møder hos mine klienter. At de fortryder, at de ikke gjorde eller sagde det ene, eller at de faktisk fik gjort eller sagt det andet.

 

Min egen fortrydelse

Når jeg tænker tilbage på den del af mit voksenliv, som jeg har levet de sidste 11,5 år, så er der især en ting, som jeg fortryder.

Nemlig måden jeg lod min frygt for andres dømmende blikke, blive styrende for hvordan jeg opdragede min ældste søn.

Han var ikke ret gammel første gang, han fik en time-out ude i entréen. Bare det at skrive det gør ondt i mit hjerte.

Men jeg ville for alt i verdenen ikke have, at nogle skulle synes, at han var uopdragen. Så han blev opdraget!

Når vi var nogen steder opførte han sig jo eksemplarisk… Mor var stolt af ham.

Når vi var alene hjemme, så var han ligesom alle andre små børn.

Selvfølgelig skal der prøves grænser af, og selvfølgelig skal der sættes grænser fra forældrenes side.

 

Men min måde at sætte grænser på var over grænsen!

Når jeg kom træt hjem fra arbejde. Når jeg var udmattet og havde ladet mine grænser overskride hele dagen. Når jeg var dødtræt af mig selv, og når jeg ikke anede hvad der egentlig gjorde mig glad her i livet…

Så lod jeg mine frustrationer gå ud over min søn.

Når han afprøvede mine grænser for hvor mange gange, man måtte hive CD’erne ud af skabet, hvad man måtte sige til de voksne eller hvor længe, man kunne være om at gøre som man blev bedt om, så blev jeg GAL!

Jeg har råbt af ham (virkelig, virkeligt højt) flere gange end jeg har tal på.

Jeg har taget ham i arm og ben og smidt han ind i sin seng.

Jeg har smækket med døre…

Jeg har ladet ham græde sig i søvn…

Jeg har ham føle sig alene og forkert…

 

At skrive det her kræver alt mit mod. Ikke fordi jeg er bange for din fordømmelse, men fordi jeg skal turde mærke hvad jeg egentlig har været skyld i. Jeg skal mærke hvordan jeg (mis)brugte min magt over et lille og uskyldigt barn. Mit eget lille og uskyldige barn. Ham jeg har ansvaret for at passe på og holde om når han er bange. I stedet var jeg i en periode den, som han blev bange for.

 

 

 

Der er altid en årsag

Ingen mennesker vågner om morgenen og tænker “I dag vil jeg råbe af mit barn. I dag vil jeg være en lorte-mor”!

Det gjorde jeg heller ALDRIG.

Tværtimod vågnede jeg ofte og tænkte “I dag skal være bedre end i går. I dag vil kysse, kramme og elske ham uanset hvad”.

Men fordi jeg ikke elskede mig, kunne jeg heller ikke elske ham nok. Vi kan nemlig ALDRIG elske andre højere end vi elsker os selv. Det kan måske godt føles sådan, men så er det ofte fordi kærligheden bliver forvekslet med for eksempel omsorg og beskytter-trang.

Fordi jeg ikke lyttede til den stemme inden i mig, der fortalte mig, at jeg ikke havde det godt, så blev jeg mere og mere frustreret.

Først den dag hvor jeg tillod mig selv at erkende, at jeg ikke havde det godt, begyndte tingene at ændre sig. Og da jeg opdagede, at det udelukkende var MIT ansvar, at få det godt igen, begyndte det virkeligt at rykke.

 

I dag ser verden helt anderledes ud

Heldigvis er det aldrig for sent at gøre tingene anderledes.

Og heldigvis er vores børn noget af det mest omstillingsparate, fleksible og ikke mindst tilgivende der findes.

I dag har jeg en søn (og en datter og endnu en søn) der stortrives, og det gør de kun fordi at jeg også stortrives.

Det betyder absolut ikke, at alt altid er fryd og gammen og at mine børn aldrig er uvenner eller helt på tværs.

Men det betyder at de bliver rummet med alle deres følelser.

I dag kan jeg nemlig sagtens være sammen med et barn, der er gal eller sur og stadig elske ham/hende med alt hvad de er.

Det kan jeg kun fordi, at jeg har lært også at elske mig selv med alt hvad jeg er.

Det vil sige også elske mig selv, når jeg er en sur kæ….,  der er træt og ikke har fået mad nok 😉  Ikke kun elske mig selv, når jeg er sød og opfører mig pænt.

 

Min rejse er ikke enestående

Tværtimod så ser jeg den igen og igen hos kvinder, der vælger at tage ansvaret for deres eget liv og lykke.

Når de vælger at se på dem selv med kærlige og medfølende øjne.

Når de ved, at de er værd at elske præcis som de er.

 

Det her sker ikke over natten

Og det sker i hvert fald ikke af sig selv.

Hvis du kan genkende dig selv bare en lille smule i det jeg har skrevet, så vil jeg opfordre dig til at lytte til det sted inden i dig, der hvisker.

Hvad hviskes der?

Hvad er det, som du ikke er helt tilfreds med?

Hvordan ville du ønske, at dit liv var?

Når du begynder at lytte til den der lille stemme inden i, så er du i gang med at blive bevidst. Med bevidsthed kommer muligheden for at tage ansvar.

 

Du fortjener et liv i kærlighed og overflod, og jeg VED at du kan skabe det. Gør det – for din og din families skyld.

 

Kærligst

Mette

 

PS:

Føler du dig alene og vil du gerne have hjælp til dine egen rejse? Så vil jeg anbefale dig at kigge nærmere her:

>>>> Hjælp til at skabe dit drømmeliv <<<<<

 

 

 

 

 

 

 

 

Et farvel til “Bedste vennen/veninden”

Børn kan være noget så stride ved hinanden.

Men os der har en lille smule erfaring med voksenlivet, vi ved at det også gør sig gældende for voksne. 

For hvorfor er det egentlig, at vores børn snakker som de gør, og siger de ting de gør?

Det er jo fordi, at de har hørt dem fra os voksne. Måske ikke lige fra dig og mig, men så fra en kammerat, der har hørt det fra en voksen. 

“Så er du ikke min bedste ven mere”

Den besked fik min søn i går, da jeg hentede ham.

Det kom sig af noget med en Lego-skyder, som der var et andet barn, der gerne ville have fingrene i. 

Helt naturligt selvfølgelig, for min søn skulle jo hjem.

Og i sådan en børnehave gælder det om at holde sig til, hvis der er noget man gerne vil have. 

Min søn var ikke helt klar til at slippe Lego-skyderen, så han nægtede. 

Så var det, at han fik af vide, at så kunne han ikke være lille Børges (okay, Børge det er bare et dæknavn, ik’ ;-)) bedste ven mere. 

Lige præcis den sætning fik mig til at tænke på noget

For det her med “Bedste venner” eller “Bedste veninder”, det kan jeg om nogen nikke genkendende til. 

Det har vel altid været sådan, at man skulle have en bedste ven eller veninde.

Sådan har det i hvert fald været i de kredse, som jeg er kommet i. 

Og det bliver selvfølgelig givet videre til vores børn.

Jeg skal være den sidste til at hævde mig.

Jeg er også kommet til at spørge (især min datter, ush den svier lidt), hvem der var deres bedste ven/veninde. 

Hvis vi lige tager voksenbrillen på

Så er det dælme noget underligt noget, at rangliste sine venner på den måde. 

Hvorfor er det, at vi har behov for at sætte vores venner eller veninder i kassen, hvor nogle er bedre end andre? 

Som sagt skal jeg være den sidste til at sige noget

For jeg har altid kæmpet med det at have en bedste veninde. 

Jeg har haft mange gennem tiden.

Men de er allesammen uden undtagelse forsvundet igen. 

Så hvor meget var de så bedste veninder, kan man spørge sig selv? 

Måske er de forsvundet, fordi jeg har følt mig overset som “Bedste veninde”….

Fordi de pludselig fandt andre, som de åbenlyst fortalte mig, var deres nye “Bedste veninde”. 

Når man pludselig bliver skiftet ud på den måde, så gør det ondt. Og så kan venskaber gå i stykker. 

Hvis vi i stedet havde lært, at alle venskaber har værdi, og ingen er bedre end andre, så tror jeg faktisk, at flere af mine venskaber ville bestå i dag. 

Kunne man forestille sig?

At vi i stedet for at have “Bedste venner” og “Bedste veninder” lærte både vores børn og os selv, at venskaber fylder forskelligt på forskellige tidspunkter i vores liv. 

At i perioder bruger vi meget tid sammen med Ursula (igen er vi ude i noget med dæknavn ;-)), og i andre perioder bruger vi meget tid sammen med Magdalene. 

Vi kunne også med fordel lære, at vi har venner til forskellige formål.

Nogle er gode at snakke snakke om børn og børneopdragelse med, andre er fantastiske at drikke drinks med og andre igen kan vi dele vores passion for stramaj-syning med. 

Når vi kategoriserer nogle som “Bedste” 

Så siger vi samtidig, at der er andre, der ikke er lige så gode.

I bund og grund ville vi jo ikke finde os i det, hvis det blev sagt med lige præcis de ord. 

Men fordi det er pakket ind i en måde at snakke på, som vi altid har brugt, så lægger vi knap nok mærke til det. 

Jeg kender i hvert fald personligt følelsen af ikke at være den “Bedste” hos nogle.

Jeg har gennem flere perioder af mit liv oplevet, at de veninder jeg havde, allesammen havde en anden veninde, som de omtalte som deres “Bedste veninde”. 

På samme måde har jeg selv brugt udtrykket også i forbindelse med snak med andre veninder.

I dag skammer jeg mig over det

For jeg ved, at jeg har været med til puste til noget meget sårbart i det andet menneske, nemlig at hun ikke var den “Bedste”. 

Og det passer jo ikke. Vi er alle sammen de bedste, vi udfylder bare hver især forskellige funktioner på forskellige tidspunkter. 

Men det betyder ikke, at nogle er bedre end andre! 

Skal vi ikke blive bedre til at passe på hinanden og hinandens følelser?

Jeg synes det vil klæde os hver især, at huske på hvordan vi bruger sproget. For jeg er sikker på, at det ikke er vores intention, at gøre andre kede af det. 

Men fordi vi ureflekteret bruger talemåder, som vi er vokset op med, så kommer vi til det alligevel. 

Og eftersom at vi, der kan læse med på den her blog ikke går i børnehaven mere, må vi gå foran med det gode forbillede. 

Jeg synes at vi skal blive opmærksomme på at vi ikke kommer andre mennesker i kasser med labels som “God, bedre, Bedst”.