fbpx

Om at tilgive det liv man har levet

Jeg er ret optaget af ord som fortrydelse, accept og tilgivelse i øjeblikket

Så jeg gik i gang med at skrive et blog-indlæg om lige præcis det emne.

Men som det ofte sker, når noget ikke føles helt rigtigt, som blev jeg ikke færdig.

Altså emnet var rigtigt, tankerne var rigtige og jeg ville virkelig gerne skrive det indlæg.

Så jeg prøvede, og blev heldigvis afbrudt…

Det gav mig nemlig tid til lige at tænke lidt mere over det.

Jeg slog et billede op på Instagram, hvor jeg spurgte ind til det, folk havde fortrudt igennem livet.

Og her til morgens slog det mig så, at det jo faktisk er heftige sager, det her med at fortryde noget inderligt.

Derfor kan jeg heller ikke skrive og udgive et indlæg, der er en løs snak over emnet.

Jeg vil være ærlig om det, jeg selv fortryder, for jeg ved inderst inde, at det er det, der skal frem nu.

Kun på den måde kan jeg få healet det område af mit liv.

 

 

Men det kræver mod at være så ærlig!

Og det er jo ofte mangel på mod, der afholder os fra at snakke 100% ærligt med menneskerne omkring os.

Det er mangel på mod, der skaber forskruede billeder af, hvordan man burde have det.

Det er mangel på mod, der er skyld i at vi går med store, uforløste knuder inden i.

For hvis vi turde at være modige, og fortælle om alle de gange, vi ikke lever op til vores egne, samfundets og mediernes krav om hvordan man er et godt menneske, en fantastisk mor og en hengivende kæreste, så tror jeg, at vi alle ville kunne trække vejret lidt lettere.

 

Så hvad er det med det der fortrydelse?

I øjeblikket ser jeg julekalenderen “Theo og den magiske Talisman” sammen med mine børn.

I det ene afsnit skulle de to hovedpersoner, Theo og Simone, møde deres største fortrydelser.

Faunen, der viste dem vejen, sagde blandt andet, at vi alle fortryder noget her i livet. Theo fulgte senere op med, at vi bliver nødt til at acceptere det, som vi fortryder.  Det tror jeg, at de begge har ret i.

Der er ikke nogen af os, der går igennem et helt liv, uden at vi gør eller ikke gør noget, som vi efterfølgende fortryder.

Det er også et tema, som jeg ofte møder hos mine klienter. At de fortryder, at de ikke gjorde eller sagde det ene, eller at de faktisk fik gjort eller sagt det andet.

 

Min egen fortrydelse

Når jeg tænker tilbage på den del af mit voksenliv, som jeg har levet de sidste 11,5 år, så er der især en ting, som jeg fortryder.

Nemlig måden jeg lod min frygt for andres dømmende blikke, blive styrende for hvordan jeg opdragede min ældste søn.

Han var ikke ret gammel første gang, han fik en time-out ude i entréen. Bare det at skrive det gør ondt i mit hjerte.

Men jeg ville for alt i verdenen ikke have, at nogle skulle synes, at han var uopdragen. Så han blev opdraget!

Når vi var nogen steder opførte han sig jo eksemplarisk… Mor var stolt af ham.

Når vi var alene hjemme, så var han ligesom alle andre små børn.

Selvfølgelig skal der prøves grænser af, og selvfølgelig skal der sættes grænser fra forældrenes side.

 

Men min måde at sætte grænser på var over grænsen!

Når jeg kom træt hjem fra arbejde. Når jeg var udmattet og havde ladet mine grænser overskride hele dagen. Når jeg var dødtræt af mig selv, og når jeg ikke anede hvad der egentlig gjorde mig glad her i livet…

Så lod jeg mine frustrationer gå ud over min søn.

Når han afprøvede mine grænser for hvor mange gange, man måtte hive CD’erne ud af skabet, hvad man måtte sige til de voksne eller hvor længe, man kunne være om at gøre som man blev bedt om, så blev jeg GAL!

Jeg har råbt af ham (virkelig, virkeligt højt) flere gange end jeg har tal på.

Jeg har taget ham i arm og ben og smidt han ind i sin seng.

Jeg har smækket med døre…

Jeg har ladet ham græde sig i søvn…

Jeg har ham føle sig alene og forkert…

 

At skrive det her kræver alt mit mod. Ikke fordi jeg er bange for din fordømmelse, men fordi jeg skal turde mærke hvad jeg egentlig har været skyld i. Jeg skal mærke hvordan jeg (mis)brugte min magt over et lille og uskyldigt barn. Mit eget lille og uskyldige barn. Ham jeg har ansvaret for at passe på og holde om når han er bange. I stedet var jeg i en periode den, som han blev bange for.

 

 

 

Der er altid en årsag

Ingen mennesker vågner om morgenen og tænker “I dag vil jeg råbe af mit barn. I dag vil jeg være en lorte-mor”!

Det gjorde jeg heller ALDRIG.

Tværtimod vågnede jeg ofte og tænkte “I dag skal være bedre end i går. I dag vil kysse, kramme og elske ham uanset hvad”.

Men fordi jeg ikke elskede mig, kunne jeg heller ikke elske ham nok. Vi kan nemlig ALDRIG elske andre højere end vi elsker os selv. Det kan måske godt føles sådan, men så er det ofte fordi kærligheden bliver forvekslet med for eksempel omsorg og beskytter-trang.

Fordi jeg ikke lyttede til den stemme inden i mig, der fortalte mig, at jeg ikke havde det godt, så blev jeg mere og mere frustreret.

Først den dag hvor jeg tillod mig selv at erkende, at jeg ikke havde det godt, begyndte tingene at ændre sig. Og da jeg opdagede, at det udelukkende var MIT ansvar, at få det godt igen, begyndte det virkeligt at rykke.

 

I dag ser verden helt anderledes ud

Heldigvis er det aldrig for sent at gøre tingene anderledes.

Og heldigvis er vores børn noget af det mest omstillingsparate, fleksible og ikke mindst tilgivende der findes.

I dag har jeg en søn (og en datter og endnu en søn) der stortrives, og det gør de kun fordi at jeg også stortrives.

Det betyder absolut ikke, at alt altid er fryd og gammen og at mine børn aldrig er uvenner eller helt på tværs.

Men det betyder at de bliver rummet med alle deres følelser.

I dag kan jeg nemlig sagtens være sammen med et barn, der er gal eller sur og stadig elske ham/hende med alt hvad de er.

Det kan jeg kun fordi, at jeg har lært også at elske mig selv med alt hvad jeg er.

Det vil sige også elske mig selv, når jeg er en sur kæ….,  der er træt og ikke har fået mad nok 😉  Ikke kun elske mig selv, når jeg er sød og opfører mig pænt.

 

Min rejse er ikke enestående

Tværtimod så ser jeg den igen og igen hos kvinder, der vælger at tage ansvaret for deres eget liv og lykke.

Når de vælger at se på dem selv med kærlige og medfølende øjne.

Når de ved, at de er værd at elske præcis som de er.

 

Det her sker ikke over natten

Og det sker i hvert fald ikke af sig selv.

Hvis du kan genkende dig selv bare en lille smule i det jeg har skrevet, så vil jeg opfordre dig til at lytte til det sted inden i dig, der hvisker.

Hvad hviskes der?

Hvad er det, som du ikke er helt tilfreds med?

Hvordan ville du ønske, at dit liv var?

Når du begynder at lytte til den der lille stemme inden i, så er du i gang med at blive bevidst. Med bevidsthed kommer muligheden for at tage ansvar.

 

Du fortjener et liv i kærlighed og overflod, og jeg VED at du kan skabe det. Gør det – for din og din families skyld.

 

Kærligst

Mette

 

PS:

Føler du dig alene og vil du gerne have hjælp til dine egen rejse? Så vil jeg anbefale dig at kigge nærmere her:

>>>> Hjælp til at skabe dit drømmeliv <<<<<

 

 

 

 

 

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


Modtag bogen "Genveje til succes i hverdagen"
Og skriv dig samtidig op til gratis viden, gode tilbud og nyheder sendt direkte til din mailboks.  
Dit privatliv er vigtigt! Derfor sælger eller videregiver jeg aldrig dine oplysninger.