Et farvel til “Bedste vennen/veninden”

Børn kan være noget så stride ved hinanden.

Men os der har en lille smule erfaring med voksenlivet, vi ved at det også gør sig gældende for voksne. 

For hvorfor er det egentlig, at vores børn snakker som de gør, og siger de ting de gør?

Det er jo fordi, at de har hørt dem fra os voksne. Måske ikke lige fra dig og mig, men så fra en kammerat, der har hørt det fra en voksen. 

“Så er du ikke min bedste ven mere”

Den besked fik min søn i går, da jeg hentede ham.

Det kom sig af noget med en Lego-skyder, som der var et andet barn, der gerne ville have fingrene i. 

Helt naturligt selvfølgelig, for min søn skulle jo hjem.

Og i sådan en børnehave gælder det om at holde sig til, hvis der er noget man gerne vil have. 

Min søn var ikke helt klar til at slippe Lego-skyderen, så han nægtede. 

Så var det, at han fik af vide, at så kunne han ikke være lille Børges (okay, Børge det er bare et dæknavn, ik’ ;-)) bedste ven mere. 

Lige præcis den sætning fik mig til at tænke på noget

For det her med “Bedste venner” eller “Bedste veninder”, det kan jeg om nogen nikke genkendende til. 

Det har vel altid været sådan, at man skulle have en bedste ven eller veninde.

Sådan har det i hvert fald været i de kredse, som jeg er kommet i. 

Og det bliver selvfølgelig givet videre til vores børn.

Jeg skal være den sidste til at hævde mig.

Jeg er også kommet til at spørge (især min datter, ush den svier lidt), hvem der var deres bedste ven/veninde. 

Hvis vi lige tager voksenbrillen på

Så er det dælme noget underligt noget, at rangliste sine venner på den måde. 

Hvorfor er det, at vi har behov for at sætte vores venner eller veninder i kassen, hvor nogle er bedre end andre? 

Som sagt skal jeg være den sidste til at sige noget

For jeg har altid kæmpet med det at have en bedste veninde. 

Jeg har haft mange gennem tiden.

Men de er allesammen uden undtagelse forsvundet igen. 

Så hvor meget var de så bedste veninder, kan man spørge sig selv? 

Måske er de forsvundet, fordi jeg har følt mig overset som “Bedste veninde”….

Fordi de pludselig fandt andre, som de åbenlyst fortalte mig, var deres nye “Bedste veninde”. 

Når man pludselig bliver skiftet ud på den måde, så gør det ondt. Og så kan venskaber gå i stykker. 

Hvis vi i stedet havde lært, at alle venskaber har værdi, og ingen er bedre end andre, så tror jeg faktisk, at flere af mine venskaber ville bestå i dag. 

Kunne man forestille sig?

At vi i stedet for at have “Bedste venner” og “Bedste veninder” lærte både vores børn og os selv, at venskaber fylder forskelligt på forskellige tidspunkter i vores liv. 

At i perioder bruger vi meget tid sammen med Ursula (igen er vi ude i noget med dæknavn ;-)), og i andre perioder bruger vi meget tid sammen med Magdalene. 

Vi kunne også med fordel lære, at vi har venner til forskellige formål.

Nogle er gode at snakke snakke om børn og børneopdragelse med, andre er fantastiske at drikke drinks med og andre igen kan vi dele vores passion for stramaj-syning med. 

Når vi kategoriserer nogle som “Bedste” 

Så siger vi samtidig, at der er andre, der ikke er lige så gode.

I bund og grund ville vi jo ikke finde os i det, hvis det blev sagt med lige præcis de ord. 

Men fordi det er pakket ind i en måde at snakke på, som vi altid har brugt, så lægger vi knap nok mærke til det. 

Jeg kender i hvert fald personligt følelsen af ikke at være den “Bedste” hos nogle.

Jeg har gennem flere perioder af mit liv oplevet, at de veninder jeg havde, allesammen havde en anden veninde, som de omtalte som deres “Bedste veninde”. 

På samme måde har jeg selv brugt udtrykket også i forbindelse med snak med andre veninder.

I dag skammer jeg mig over det

For jeg ved, at jeg har været med til puste til noget meget sårbart i det andet menneske, nemlig at hun ikke var den “Bedste”. 

Og det passer jo ikke. Vi er alle sammen de bedste, vi udfylder bare hver især forskellige funktioner på forskellige tidspunkter. 

Men det betyder ikke, at nogle er bedre end andre! 

Skal vi ikke blive bedre til at passe på hinanden og hinandens følelser?

Jeg synes det vil klæde os hver især, at huske på hvordan vi bruger sproget. For jeg er sikker på, at det ikke er vores intention, at gøre andre kede af det. 

Men fordi vi ureflekteret bruger talemåder, som vi er vokset op med, så kommer vi til det alligevel. 

Og eftersom at vi, der kan læse med på den her blog ikke går i børnehaven mere, må vi gå foran med det gode forbillede. 

Jeg synes at vi skal blive opmærksomme på at vi ikke kommer andre mennesker i kasser med labels som “God, bedre, Bedst”.