I morgen bliver det bedre…

Slået op d. af Mette

Endnu en gang lå jeg i sengen, og kiggede op i loftet. Endnu en gang lå jeg og opgjorde dagen i tal.

3 – det antal måltider, jeg burde havde spist

5 – antallet af måltider, jeg reelt havde spist

4 – antallet af gange, jeg havde været i slikskabet

90 – antallet af minutter over min optimale sengetid

600 – antallet af gram, jeg vejede mere i dag end i går

0 – antallet af løbet kilometer

2 – antallet af nedsmeltninger over mine børn

-200 – antallet af procent jeg havde lyst til min mand

10.000 – antallet af negative tanker om mig selv

10 – antallet af procent, jeg troede på, at i morgen ville blive bedre

Nu skal man jo ikke være hverken psykolog eller ugebladsforfatter for at kunne gennemskue, at det her ikke var opskriften på et lykkeligt liv.

Men ikke desto mindre, så var det mit liv…

Og hver aften lovede jeg mig selv at i morgen, SÅ ville jeg tage mig sammen.

Så ville jeg droppe sukker, hvidt brød, kaffe og at skælde mine børn ud. Så ville jeg løbe mindst 5 kilometer i den friske luft, spis 600-900 gram grønsager og forføre min mand, inden jeg lagde mig til at sove senest klokken 22.00.

Næste dag blev sjældent bedre end den forrige!

For allerede inden klokken slog 8.00 havde jeg drukket dagens første kop koffein, skældt ungerne ud og snakket grimt til mit eget spejlbillede.

Ej, det passer faktisk ikke helt. For jeg undgik spejle. Jeg kunne sagtens se hvor grim og tyk jeg var, uden at kigge i noget spejl. Min indre snak var som en virkelig dårlig 90’er CD, der var gået i hak.

“Du kan da heller ikke noget”

“Hvorfor skal du være så tyk?”

“Kan du virkelig ikke en gang tage dig sammen og lade chokoladen ligge, svage læs?”

“Ja, du er da nok nødt til at tage noget make-up og pænt tøj på, hvis ikke folk skal afskye dig alt for meget!”

Og så kunne jeg jo lige så godt fortsætte

Jeg har efterfølgende opdaget, at mit syn på al ting var 100% præget af “Alt eller intet”-tankegangen. Alt var enten sort eller hvidt, godt eller dårligt, sundt eller usundt. Der fandtes simpelthen ikke en mellemvej.

Når man lever på den måde, så blev det bare rigtig svært at ændre noget.

For hvis INTET var, at jeg spiste 100% sundt, sov præcis klokken 22.00, ikke rørte kaffe og aldrig skældte mine børn ud, så var ALT jo, det fuldstændig modsatte.

Så når jeg havde startet dagen med at drikke en kop kaffe og skælde børnene ud over glemte aftaler, lektier, gymnastiktøj mm., så blev (den måske i andre øjne noget mystiske) konklusion, at jeg lige så godt kunne fortsætte med usund mad, en halv plade Marabou, mere kaffe og gå alt for sent i seng.

Er jeg mon helt alene?

Jeg kan godt blive helt nervøs, når jeg skriver det her. For hvad vil du ikke tænke om mig? Jeg er garanteret den eneste, der har levet så mærkeligt. Og jeg er nervøs for, at jeg måske slet ikke er kommet så langt. Tænk sig hvis det bare er noget, jeg bilder mig ind. Måske jeg faktisk er tyk og grim, men bare har fået bildt mig selv noget andet/nyt ind?

Kender du de tanker? Den ene side af mig, håber virkelig, at du ikke kender til det. Den anden og noget mere egoistiske side af mig håber, at du kender det, for så er jeg ikke helt alene.

Pludselig blev i morgen bedre

På et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor det gjorde så ondt at leve mit liv, at jeg blev nødt til at gøre noget andet end jeg plejede. Og jeg fristes næsten til at skrive “And the rest is history” 😉

For i dag kan jeg ikke gå forbi et spejl, uden at blinke til mig selv og sige “Hvad så der, din smækre-lækre tøs? Hvor ser du dejlig ud!”. Jeg lytter til hvad min krop har brug for, og ikke mindst har jeg fundet ud af, at der findes en måde at leve på, der IKKE er “Alt eller Intet”.

I dag lever jeg efter mottoet “Både Og”. Jeg kan sagtens både spise chokolade og grønsager. Jeg kan skælde ud og sige undskyld. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg accepterer den jeg (også) er, så bliver der mere plads og ro inden i mig. Jeg dur ikke til Alt eller Intet, som jeg i så mange år prøvede at leve efter.

I dag er der kontant afregning hvis jeg forsøger med Alt eller Intet. For eksempel hvis jeg falder i et gammelt mønster, der fortæller mig, at NU skal det være slut med chokolade. Så snart jeg har tænkt tanken, at nu må jeg ikke spise chokolade mere, så vågner min indre 2-årige pige, der bedste trodsalder vis gør det præcis modsatte.

Det har hun jo nok altid gjort, jeg har bare ikke været bevidst om hende før. Nu kan jeg fysisk mærke hende. Hvordan hun reagerer, stamper i gulvet og insisterer på at få sin vilje.

Men som med mine børn, så kommer jeg længst med kærlighed. Det er faktisk den eneste måde, jeg kan få hende til at være stille på. Ved at fortælle hende (mig selv), at hun er elsket, og at hun også har ret til at være her. Jeg lover hende, at chokolade selvfølgelig ikke bliver forbudt, at hun gerne må nyde det, hvis blot hun vil huske at mærke efter.

Både Og – hele vejen rundt

Jeg tror på, at vi skal turde at være med Både Og i alt, hvad vi gør. Det er ikke nemt at tillade, når man har været vant til Alt eller Intet. Så man skal turde at starte i det små.

Og så kan man da lige så godt starte der, hvor det er nemt for en, og så stille og roligt udvide det til hele livet. Måske er det chokoladen, du skal kigge på? Måske er det spejlbilledet? Måske er det forholdet til dine børn, mand, svigermor eller chef? Måske er det dine sengetider?

Jeg ved godt at det her er en stor sammenblanding af mange forskellige aspekter af livet. Men er det ikke sådan livet er? Vi kan ikke isolere de forskellige dele af vores liv. Vi kan ikke være mega seje og glade i vores privatliv, hvis jobbet sejler. Og modsat. Vi kan ikke få en sund krop uden at kigge på vores sengetider og forholdet til vores mand. Vi kan ikke få et naturligt forhold til sukker/chokolade, hvis ikke vi er villige til at deale med vores følelser.

Vi hænger sammen på tusindvis af måder, og det er det jeg mener med Både Og.

Vi skal skabe balance i de her mange sammenhænge, for kun sådan kan vi skabe os et liv, der er rart at leve!

Kan kropsterapi hjælpe på lavt selvværd?

Slået op d. af Mette

Der er kommet et spørgsmål i den brevkasse, som jeg endnu ikke har oprettet 😉

(Men hey, hvis der er interesse for en brevkasse, hvor jeg svarer på spørgsmål om livet, hverdagen, kroppen og sindet, så prik endelig til mig. Jeg vil elske at svare på sådanne spørgsmål :-))

Nå men det spørgsmål, der er kommet i den endnu ikke eksisterende brevkasse, lyder nogenlunde sådan her:

Hej Mette

Du skriver at kropsterapi kan hjælpe i forhold til lavt selvværd. Hvordan hænger det overhovedet sammen?

Med venlig hilsen

XX

Det vil jeg selvfølgelig gerne komme med mit bud på.

For jeg oplever, både på egen krop og hos de skønne mennesker, der lægger sig på min briks, at kropsterapien er med til at skabe et bedre selvværd.

Et stærkt selvværd er at vide, at man er elsket for den man ER – ikke for det man gør eller kan!

For at vide dette, skal man stole på sig selv og turde være med sine følelser.

Alle sine følelser!

Også dem som vi har lært at opfatte som negative (vrede, ked af det-hed, sorg, grådighed, misundelse, jalousi, overvældethed m.fl.)

Mange af os har igennem vores opvækst lært, at vi ikke må have/være de såkaldte negative følelser.

Vi har pakket nærmest halvdelen af os selv væk. I forsøget på at passe ind og være et menneske, som andre kan lide.

Vi har lært, at hvis vi gjorde dette, så blev vi rost (= elsket). Så hvis vi for eksempel fik ros for altid at være så smilende, så har vi lært at smil og grin = kærlighed.

Det betyder så også, at vi kommer til at smile og måske smågrine hele tiden, også selvom der ikke er noget at smile eller grine af.

Jeg oplever jævnligt kvinder, der ligger på briksen og det gør ondt på dem. Måske er de faktisk rigtig irriteret indeni. Men udtrykket er smil og grin… “Hi-hi – Shit det gør ondt – Hi-hi”

Kropsterapi åbner op for den reelle følelse

Gennem kropsterapien kommer du i kontakt med de følelser, der ligger nedenunder det, som du umiddelbart viser.

Du lærer, at de følelser er okay. At de gerne må være der.

Og når først du er kommet i kontakt med de følelser, begynder du at mærke, hvordan du virkelig har det.

Når du kan mærke, hvordan du har det, kan du også lære at mærke, hvad du har brug for. Og ikke mindst handle på disse behov.

Det er for mig at se, noget af det vigtigste i forhold til et stærkt selvværd.

At man tager sig af sig selv og sine behov.

At man ved, at man fortjener at have det godt.

At man ikke skal indrette sig efter det man tror, andre vil have, fordi man stoler på, at man er elsket uanset hvad. Fordi man jo allerede er elsket uden forbehold AF SIG SELV!

Hvordan foregår det så rent praktisk?

Det her blev en lidt snørklet forklaring på, hvordan jeg ser sammenhængen mellem kropsterapi og selvværd.

Når du lægger dig på briksen hos mig til kropsterapi, så kan du tage det ganske roligt. Det er ikke den her forklaring, som du skal huske/forstå eller forholde dig til.

Du skal blot tage imod og være villig til at mærke, hvad der sker i din krop. Du skal have lyst til være nysgerrig på de følelser, der dukker op, og så skal du turde stole på, at jeg guider dig blidt igennem processen.

Er du blevet nysgerrig på kropsterapi og vil du booke en tid, så kan du læse mere og gøre det her:

Bodycompassions Kropsterapi

Jeg ønsker dig en skøn weekend og husk:

De kærligste hilsner

Mette

Et farvel til “Bedste vennen/veninden”

Slået op d. af Mette

Børn kan være noget så stride ved hinanden.

Men os der har en lille smule erfaring med voksenlivet, vi ved at det også gør sig gældende for voksne. 

For hvorfor er det egentlig, at vores børn snakker som de gør, og siger de ting de gør?

Det er jo fordi, at de har hørt dem fra os voksne. Måske ikke lige fra dig og mig, men så fra en kammerat, der har hørt det fra en voksen. 

“Så er du ikke min bedste ven mere”

Den besked fik min søn i går, da jeg hentede ham.

Det kom sig af noget med en Lego-skyder, som der var et andet barn, der gerne ville have fingrene i. 

Helt naturligt selvfølgelig, for min søn skulle jo hjem.

Og i sådan en børnehave gælder det om at holde sig til, hvis der er noget man gerne vil have. 

Min søn var ikke helt klar til at slippe Lego-skyderen, så han nægtede. 

Så var det, at han fik af vide, at så kunne han ikke være lille Børges (okay, Børge det er bare et dæknavn, ik’ ;-)) bedste ven mere. 

Lige præcis den sætning fik mig til at tænke på noget

For det her med “Bedste venner” eller “Bedste veninder”, det kan jeg om nogen nikke genkendende til. 

Det har vel altid været sådan, at man skulle have en bedste ven eller veninde.

Sådan har det i hvert fald været i de kredse, som jeg er kommet i. 

Og det bliver selvfølgelig givet videre til vores børn.

Jeg skal være den sidste til at hævde mig.

Jeg er også kommet til at spørge (især min datter, ush den svier lidt), hvem der var deres bedste ven/veninde. 

Hvis vi lige tager voksenbrillen på

Så er det dælme noget underligt noget, at rangliste sine venner på den måde. 

Hvorfor er det, at vi har behov for at sætte vores venner eller veninder i kassen, hvor nogle er bedre end andre? 

Som sagt skal jeg være den sidste til at sige noget

For jeg har altid kæmpet med det at have en bedste veninde. 

Jeg har haft mange gennem tiden.

Men de er allesammen uden undtagelse forsvundet igen. 

Så hvor meget var de så bedste veninder, kan man spørge sig selv? 

Måske er de forsvundet, fordi jeg har følt mig overset som “Bedste veninde”….

Fordi de pludselig fandt andre, som de åbenlyst fortalte mig, var deres nye “Bedste veninde”. 

Når man pludselig bliver skiftet ud på den måde, så gør det ondt. Og så kan venskaber gå i stykker. 

Hvis vi i stedet havde lært, at alle venskaber har værdi, og ingen er bedre end andre, så tror jeg faktisk, at flere af mine venskaber ville bestå i dag. 

Kunne man forestille sig?

At vi i stedet for at have “Bedste venner” og “Bedste veninder” lærte både vores børn og os selv, at venskaber fylder forskelligt på forskellige tidspunkter i vores liv. 

At i perioder bruger vi meget tid sammen med Ursula (igen er vi ude i noget med dæknavn ;-)), og i andre perioder bruger vi meget tid sammen med Magdalene. 

Vi kunne også med fordel lære, at vi har venner til forskellige formål.

Nogle er gode at snakke snakke om børn og børneopdragelse med, andre er fantastiske at drikke drinks med og andre igen kan vi dele vores passion for stramaj-syning med. 

Når vi kategoriserer nogle som “Bedste” 

Så siger vi samtidig, at der er andre, der ikke er lige så gode.

I bund og grund ville vi jo ikke finde os i det, hvis det blev sagt med lige præcis de ord. 

Men fordi det er pakket ind i en måde at snakke på, som vi altid har brugt, så lægger vi knap nok mærke til det. 

Jeg kender i hvert fald personligt følelsen af ikke at være den “Bedste” hos nogle.

Jeg har gennem flere perioder af mit liv oplevet, at de veninder jeg havde, allesammen havde en anden veninde, som de omtalte som deres “Bedste veninde”. 

På samme måde har jeg selv brugt udtrykket også i forbindelse med snak med andre veninder.

I dag skammer jeg mig over det

For jeg ved, at jeg har været med til puste til noget meget sårbart i det andet menneske, nemlig at hun ikke var den “Bedste”. 

Og det passer jo ikke. Vi er alle sammen de bedste, vi udfylder bare hver især forskellige funktioner på forskellige tidspunkter. 

Men det betyder ikke, at nogle er bedre end andre! 

Skal vi ikke blive bedre til at passe på hinanden og hinandens følelser?

Jeg synes det vil klæde os hver især, at huske på hvordan vi bruger sproget. For jeg er sikker på, at det ikke er vores intention, at gøre andre kede af det. 

Men fordi vi ureflekteret bruger talemåder, som vi er vokset op med, så kommer vi til det alligevel. 

Og eftersom at vi, der kan læse med på den her blog ikke går i børnehaven mere, må vi gå foran med det gode forbillede. 

Jeg synes at vi skal blive opmærksomme på at vi ikke kommer andre mennesker i kasser med labels som “God, bedre, Bedst”.