I morgen bliver det bedre…

Endnu en gang lå jeg i sengen, og kiggede op i loftet. Endnu en gang lå jeg og opgjorde dagen i tal.

3 – det antal måltider, jeg burde havde spist

5 – antallet af måltider, jeg reelt havde spist

4 – antallet af gange, jeg havde været i slikskabet

90 – antallet af minutter over min optimale sengetid

600 – antallet af gram, jeg vejede mere i dag end i går

0 – antallet af løbet kilometer

2 – antallet af nedsmeltninger over mine børn

-200 – antallet af procent jeg havde lyst til min mand

10.000 – antallet af negative tanker om mig selv

10 – antallet af procent, jeg troede på, at i morgen ville blive bedre

Nu skal man jo ikke være hverken psykolog eller ugebladsforfatter for at kunne gennemskue, at det her ikke var opskriften på et lykkeligt liv.

Men ikke desto mindre, så var det mit liv…

Og hver aften lovede jeg mig selv at i morgen, SÅ ville jeg tage mig sammen.

Så ville jeg droppe sukker, hvidt brød, kaffe og at skælde mine børn ud. Så ville jeg løbe mindst 5 kilometer i den friske luft, spis 600-900 gram grønsager og forføre min mand, inden jeg lagde mig til at sove senest klokken 22.00.

Næste dag blev sjældent bedre end den forrige!

For allerede inden klokken slog 8.00 havde jeg drukket dagens første kop koffein, skældt ungerne ud og snakket grimt til mit eget spejlbillede.

Ej, det passer faktisk ikke helt. For jeg undgik spejle. Jeg kunne sagtens se hvor grim og tyk jeg var, uden at kigge i noget spejl. Min indre snak var som en virkelig dårlig 90’er CD, der var gået i hak.

“Du kan da heller ikke noget”

“Hvorfor skal du være så tyk?”

“Kan du virkelig ikke en gang tage dig sammen og lade chokoladen ligge, svage læs?”

“Ja, du er da nok nødt til at tage noget make-up og pænt tøj på, hvis ikke folk skal afskye dig alt for meget!”

Og så kunne jeg jo lige så godt fortsætte

Jeg har efterfølgende opdaget, at mit syn på al ting var 100% præget af “Alt eller intet”-tankegangen. Alt var enten sort eller hvidt, godt eller dårligt, sundt eller usundt. Der fandtes simpelthen ikke en mellemvej.

Når man lever på den måde, så blev det bare rigtig svært at ændre noget.

For hvis INTET var, at jeg spiste 100% sundt, sov præcis klokken 22.00, ikke rørte kaffe og aldrig skældte mine børn ud, så var ALT jo, det fuldstændig modsatte.

Så når jeg havde startet dagen med at drikke en kop kaffe og skælde børnene ud over glemte aftaler, lektier, gymnastiktøj mm., så blev (den måske i andre øjne noget mystiske) konklusion, at jeg lige så godt kunne fortsætte med usund mad, en halv plade Marabou, mere kaffe og gå alt for sent i seng.

Er jeg mon helt alene?

Jeg kan godt blive helt nervøs, når jeg skriver det her. For hvad vil du ikke tænke om mig? Jeg er garanteret den eneste, der har levet så mærkeligt. Og jeg er nervøs for, at jeg måske slet ikke er kommet så langt. Tænk sig hvis det bare er noget, jeg bilder mig ind. Måske jeg faktisk er tyk og grim, men bare har fået bildt mig selv noget andet/nyt ind?

Kender du de tanker? Den ene side af mig, håber virkelig, at du ikke kender til det. Den anden og noget mere egoistiske side af mig håber, at du kender det, for så er jeg ikke helt alene.

Pludselig blev i morgen bedre

På et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor det gjorde så ondt at leve mit liv, at jeg blev nødt til at gøre noget andet end jeg plejede. Og jeg fristes næsten til at skrive “And the rest is history” 😉

For i dag kan jeg ikke gå forbi et spejl, uden at blinke til mig selv og sige “Hvad så der, din smækre-lækre tøs? Hvor ser du dejlig ud!”. Jeg lytter til hvad min krop har brug for, og ikke mindst har jeg fundet ud af, at der findes en måde at leve på, der IKKE er “Alt eller Intet”.

I dag lever jeg efter mottoet “Både Og”. Jeg kan sagtens både spise chokolade og grønsager. Jeg kan skælde ud og sige undskyld. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg accepterer den jeg (også) er, så bliver der mere plads og ro inden i mig. Jeg dur ikke til Alt eller Intet, som jeg i så mange år prøvede at leve efter.

I dag er der kontant afregning hvis jeg forsøger med Alt eller Intet. For eksempel hvis jeg falder i et gammelt mønster, der fortæller mig, at NU skal det være slut med chokolade. Så snart jeg har tænkt tanken, at nu må jeg ikke spise chokolade mere, så vågner min indre 2-årige pige, der bedste trodsalder vis gør det præcis modsatte.

Det har hun jo nok altid gjort, jeg har bare ikke været bevidst om hende før. Nu kan jeg fysisk mærke hende. Hvordan hun reagerer, stamper i gulvet og insisterer på at få sin vilje.

Men som med mine børn, så kommer jeg længst med kærlighed. Det er faktisk den eneste måde, jeg kan få hende til at være stille på. Ved at fortælle hende (mig selv), at hun er elsket, og at hun også har ret til at være her. Jeg lover hende, at chokolade selvfølgelig ikke bliver forbudt, at hun gerne må nyde det, hvis blot hun vil huske at mærke efter.

Både Og – hele vejen rundt

Jeg tror på, at vi skal turde at være med Både Og i alt, hvad vi gør. Det er ikke nemt at tillade, når man har været vant til Alt eller Intet. Så man skal turde at starte i det små.

Og så kan man da lige så godt starte der, hvor det er nemt for en, og så stille og roligt udvide det til hele livet. Måske er det chokoladen, du skal kigge på? Måske er det spejlbilledet? Måske er det forholdet til dine børn, mand, svigermor eller chef? Måske er det dine sengetider?

Jeg ved godt at det her er en stor sammenblanding af mange forskellige aspekter af livet. Men er det ikke sådan livet er? Vi kan ikke isolere de forskellige dele af vores liv. Vi kan ikke være mega seje og glade i vores privatliv, hvis jobbet sejler. Og modsat. Vi kan ikke få en sund krop uden at kigge på vores sengetider og forholdet til vores mand. Vi kan ikke få et naturligt forhold til sukker/chokolade, hvis ikke vi er villige til at deale med vores følelser.

Vi hænger sammen på tusindvis af måder, og det er det jeg mener med Både Og.

Vi skal skabe balance i de her mange sammenhænge, for kun sådan kan vi skabe os et liv, der er rart at leve!

Om tilgivelse – for din egen skyld

Der er et indlæg, der har boet i mig i noget tid efterhånden. Nemlig et indlæg om tilgivelse.

Det er jo ofte sådan, at det der ligger os på sindet, det er noget, vi selv kæmper med eller har kæmpet med.

Det er det samme der gør sig gældende for det her indlæg.

Jeg har dog gået om det som katten om den varme grød.

For kan man skrive om noget, som man ikke selv er 100 meter-mester i endnu?

Jeg tror måske endda en generel udfordring, som jeg har i forhold til bloggen her.

At jeg tror at jeg skal have styr på det hele og skrive de “rigtige” indlæg, hvis jeg skal bibringe værdi til dig, kære læser.

Men det er jo min egen fortælling til mig selv, ikke et bevist faktum. Så nu vover jeg pelsen.

Og det kommer jeg også til at gøre mere i fremtiden.

Altså at skrive indlæg, der handler om det der sker i mit liv lige nu, også de ting, som jeg endnu ikke har den store forkromede løsning på.

Måske vi sammen kan finde den.

 

I dag skal handle om tilgivelse

Og det skal det fordi det var det, der kom til mig for noget tid siden.

Jeg har nogle mennesker i mit liv, som har gjort mig rigtig kede af det.

Mennesker som jeg har stolet på 110%, og som jeg har troet ville mig det bedste.

Men nogle gange sker der jo det, at vi bliver skuffet.

Der sker også tit det, at vi får en trang til at skyde skylden 100% over på det andet menneske.

For det gør ondt!

Det gør så ondt, når deres ord får lov til at komme ind under huden på os.

Jeg føler mig i den grad svigtet og forladt, og de følelser er bare ikke rare at være i.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det nogle følelser, som kan få lov til at fylde rigtig meget, fordi vi helst ikke vil føle dem.

 

Så det har jeg bøvlet med – rigtig længe efterhånden

Faktisk har det været følelser, der har domineret hele 2018, når jeg har tænkt på det her ene menneske.

Det andet menneske er først kommet til her inden for de sidste par måneder (egentligt sjovt som vi bliver ved med at blive mødt med de samme udfordringer, indtil vi har optaget den læring, der ligger i dem).

Faktisk har jeg haft det sådan, at når jeg åbnede Instagram eller Facebook, så gav det lige et stik i hjertet, når der tonede et billede frem fra det her menneske.

Og så blev jeg sur og irriteret! Min mand har måtte lægge meget ører til al min galde. Men i bund og grund handlede min galde jo ikke om det her menneske.

Det handlede om den følelse jeg havde inden i af at være blevet svigtet og forladt.

En følelse som jeg, hvis jeg ville, kunne hele hos mig selv.

Men man kan ikke hele noget som helst, hvis man bliver ved med at holde fast i tankerne om hvad den anden har gjort.

 

Derfor kom tilgivelse til mig

Endnu en gang faldt tanken på de her mennesker, som ikke er fysisk i mit liv mere, men som stadig fylder en hel del psykisk.

Og som om at Universet tænkte “Okay, hun fatter det ikke selv, jeg må åbenbart fortælle hende det direkte” slog det ned i mig – “TILGIVELSE”!!!

 

Hmm, hvad mon jeg skulle med det?

Efter lidt venden og drejen det rundt slog det mig, at det jo er det jeg skal.

Jeg skal tilgive de her mennesker. Ikke for deres skyld, men for min egen.

Jeg skal tilgive dem, for kun på den måde kan jeg sætte mig selv fri af følelserne af at være blevet svigtet og forladt.

Jeg skal tilgive dem, fordi hvis ikke jeg gør, så vil de komme til at fylde for meget negativt i mit liv. Og jeg vil ikke fylde negativitet ind i mit liv.

Jeg kan ikke ændre på hvad de har fortalt mig. Men jeg kan ændre på hvordan jeg agerer på det.

Det er mit ansvar hvor meget det får lov til at fylde.

Så for min egen skyld vælger jeg, at tilgive dem.

Det betyder ikke at jeg enig i deres opførelse eller behandling af mig. Det betyder heller ikke, at jeg vil finde mig i det igen.

Det betyder at jeg i mine tanker og i mit hjerte tilgiver dem.

 

Det ER svært

Selvfølgelig er det svært. Hvis det var let, så ville der jo ikke være uvenskab og fjendtlig her på jorden.

Familier opløses på grund af sårede følelser.

Venskaber går i stykker på den bekostning.

Mange mennesker er virkelig kede af det, fordi der er mennesker i deres liv, som har gjort dem ondt.

Alt dette ville ikke være tilfældet, hvis det var let at tilgive.

Men jeg tror inderligt på, at det er vores eget ansvar hvordan vi reagerer og hvor meget vi tillader det at fylde. Så for mit eget vedkommende vælger jeg nu at gå med tilgivelsen.

Der popper stadig negative tanker op.

Det giver stadig et lille stik i hjertet, som da jeg åbnede Instagram her til morgens, men det er okay.

Stikket er lidt mindre end i går, og endnu mindre end i sidste uge.

Når tankerne begynder at sværme, så husker jeg nu mig selv på, at jeg tilgiver! Ikke for deres skyld, men for min egen.

 

Det mest kærlige vi kan gøre for os selv er, at tilgive.

Både de andre, men også os selv.

Og ligesom med al anden form for selv-udvikling, så kræver det øvelse.

Øvelse kræver bevidsthed.

Jeg fik bevidstheden den anden dag.

Du får den nu.

Hvem skal du tilgive? Hvad skal du tilgive?

 

 

Husk at du altid kan følge med på Facebook, hvor jeg ofte inspirer til refleksion over alt det der sker i vores liv.

 

Efter storm kommer stilhed

Nu er det sommer og sol, og vi kan næsten ikke huske, at det kan være anderledes. Men om bare 3-4 måneder vil de første efterårsstorme ramme vores lille land igen.

Jeg ELSKER de der efterårsstorme <3 Jeg elsker når det river og rusker i udenfor, og jeg fascineres af de stærke kræfter, der er på spil. Jeg elsker fornemmelsen af at blive blæst igennem, og ikke sjældent vil du finde mig ude ved vandet, når det rigtigt blæser. Jeg går gerne en tur i modvind ved havet, for at få den der fornemmelse af at være fuldstændig blæst igennem i kroppen.

 

Efter storm kommer stilhed

Lige så meget det larmer og rusker når vinden rigtig raser, lige så stille føles alt bagefter. For selvom stormen er skøn og voldsom og fuld af energi, så har vi og naturen også brug for, at det ikke varer ved forevigt. Vi har brug for at besigtige skaderne og reparere de tagsten og tagrender, der måske har lidt overlast. Vi får fjernet alle de gamle grene og blade, der ikke kunne holde til stormen. Vi ruster os til endnu en storm, så vi står stærkere næste gang.

Du har også brug for stilheden

Vi er ikke anderledes end naturen. Vi oplever også storme, hvor det hele rusker og ryster op i os. Det kan være storme af stress, arbejde og skrigende børn. Det kan være storme af sorg, frustrationer og vrede.  Men det kan også være storme af fester, fødselsdage, skønne projekter og vin på en hverdagsaften. Alt sammen ting der er fyldt med energi på den ene eller anden måde.

Til gengæld er vi ikke lige så gode som naturen til at lade stilheden sænke sig bagefter. Ofte befinder vi ofte midt i orkanens øje i uger, måneder og sågar år. Vi kan simpelthen ikke finde ud af at lade stilheden få plads. Men det er i stilheden, at vi bygger op. Det er der hvor vi kan se, hvilke tagrender der skal rettes op på. Det er i stilheden, at kroppen kan opbygge sine celler, så vi står stærkere næste gang vi møder en storm.

Glem stilheden og bliv syg

Jeg møder utroligt mange mennesker i min klinik, der på den ene eller anden måde er så overbelastet, at de ikke fungerer optimalt i deres liv. De har måske ondt i lænden eller skuldrene. Måske driller maven eller vejrtrækningen. De har svært ved at sove, fordi tankerne myldrer rundt. Deres hud slår ud, og de har ofte hovedpine om eftermiddagen. Alt sammen symptomer som man godt kan klare sig igennem hverdagen med. Som regel passer de nemlig stadig deres arbejde, børn og hjem. Men det er bare ikke særligt rart. Det føles i hvert fald ikke let og glædesfyldt.

Du må gerne…

Storme kan være livgivende og vigtige, men det er stilheden bagefter så sandelig også. Prøv næste gang du har været i en af dine storme, måske det allerede er i dag, at lægge mærke til hvad din krop har brug for bagefter. Læg mærke til om den er ekstra træt, er mere sulten, tørstig eller tung. Og husk så dig selv på, at det blot er din krops måde at sige “Hallo, der er lige nogle tagrender, der skal repareres, og nogle gamle, visne gren vi skal have flyttet, så vi kan bygge noget nyt og stærkere op”.

Nej det er ikke særligt nemt

Jeg ved det godt, du har ikke tid til stilheden. Du har så mange ting, du skal nå. Du har så mange krav, du skal sørge for at opfylde, og så er der jo også børnene, manden, jobbet, hjemmet og veninderne. Jeg ved det godt… for jeg har selv været der. Jeg ved godt, at det koster tid, hvis du begynder at lytte til kroppen og dens behov for stilhed. Det er ikke effektivt, og det vil kræve, at der er noget du siger nej til. Men spørgsmålet er om du i sidste ende, har råd til at lade være? Hvilken pris betaler du, når du konstant befinder dig i orkanens øje?

 

Hvad er det vi vil med det her liv?

Når jeg ser et stjerneskud

så ønsker jeg mig altid et langt og lykkeligt liv. Men oftere og oftere er jeg begyndt at spørge mig selv, hvad er egentligt et langt og lykkeligt liv?

I weekenden var jeg til bisættelse hos et menneske, der har betydet utroligt meget for mig og den familie, jeg er blevet en del af. Efter denne dag var det tydeligt, at hendes liv havde haft stor betydning for mange. Folk kom fra nær og fjern for at give hende en sidste hilsen. Vi der var den nærmest familie, var sammen hele dagen, først i kirke, så til kaffe, og så sluttede vi dagen af med aftensmad, hygge, sang, grin og tårer. Den dag var fuldstændig som den skulle være. Så smuk, stærk og samlende, præcis som hun havde været, da hun levede.

Jeg er sikker på, at det her var afslutningen på et langt og lykkeligt liv

Men ingen af os kan kopiere det liv og så forvente, at det vil gøre os lykkelige. Vi er nødt til at finde vores egen vej, også selvom det til tider virker utroligt svært.

Jeg har i mange år, ikke haft nogen som helst idé om hvad et lykkeligt liv var for mig. Et langt liv det var jeg nogenlunde klar på. Nemlig at jeg bliver mindst 90 år gammel.

Men et lykkeligt liv? Det er jo i bund og grund noget jeg selv skaber, og dermed er det også så meget sværere. Det ville klart være det nemmeste, hvis man ønskede sig et langt og lykkeligt liv, og så sad der en et sted og vidste præcis, hvad der skulle til for at gøre mig lykkelig. Men når jeg ikke en gang selv ved det, hvordan skulle andre så vide det, uanset hvor altseende og guddommelige de end måtte være?

Mit (og dit) lykkelige liv starter lige her og lige nu

Vi behøver ikke at vente på næste stjerneskud, for at få det der lykkelige liv. Vi har selv rammerne, vi skal bare udfylde dem på en måde, der giver mening for os.

Jeg har nogle af de mest fantastiske rammerne, hvis jeg vælger at se sådan på det. Jeg har en rask og stærk krop, tre raske og dejlige børn, den mest fantastiske og støttende mand, en skøn familie og svigerfamilie og de bedste venner man kan tænke sig. I bund og grund er jeg sikker på, at det er det, der betyder noget, når jeg når til vejs ende.

Så er det ikke afgørende om jeg havde råd til store julegaver, fik 6 i spansk eller ikke kan bage vaniljekranse. Det afgørende er, at jeg har betydet noget for nogle mennesker og at jeg har behandlet dem og mig selv med kærlighed og respekt.

Et lykkeligt liv kan se ud på mange måder

Herfra kan et lykkeligt liv udforme sig på mange måder. Måske skal jeg være hjemmegående, arbejdstager eller selvstændig. Måske skal jeg noget i en periode og noget andet i en anden. Jeg tror ikke, vi skal være så bange for at prøve lidt af det hele af.

Vi skal ikke være bange for at lave fejl, for det er i vores fejl, at vi lærer en masse. Måske lærer vi hvad vi gerne vil, men lige så vigtigt så lærer vi oftest, hvad vi i hvert fald ikke vil og ikke har lyst til.

Hvis vi ikke har lavet fejl, har vi aldrig rigtig prøvet noget nyt!

 

 

 

 

 

Når ens forhindringer tager fejl

Man kan godt komme til at sætte nogle forhindringer op for sig selv. Man kan også godt komme til at tage fejl;-)

Lige siden jeg startede Hverdagssundhed, og dermed sprang ud som selvstændig,  har jeg været (alt for) bevidst om, at jeg jo er bosiddende på Lolland. For mig har det været en forhindring, som jeg har trukket ned over mig selv i forhold til at skaffe kunder.

Jeg har fortalt mig selv, at der ikke er de samme muligheder for at sælge mine produkter hernede på Lolland. Jeg har hængt meget fast i den gængse tanke om at folk, der bor på Lolland ikke har samme økonomiske råderum som folk, der bor andre steder (læs: bor i København). Jeg har også haft den opfattelse at folk hernede, ikke bruger penge på deres eget velbefindende. Det er endda på trods af, at jeg er stor fortaler for det gode liv på Lolland og er kæmpe tilhænger af projekter som for eksempel Lolland-Falster Lovestorm.

Mine forhindringer

Men ovenstående fordomme er jo mine og heldigvis ikke et udtryk for sandheden. For er der noget jeg har lært over det sidste års tid, så er det at jeg ikke kan regne ud, hvad folk vil og ikke vil 😉 Og heldigvis for det. Men det viser jo bare med al tydelighed, at vi mennesker er rigtig gode til at sætte forhindringer op for os selv. Tænk hvis ikke jeg var hoppet ud i det her eventyr på trods af de forhindringer, jeg så foran mig. Så sad jeg ikke her i dag og skrev disse ord til dig. Så havde jeg ikke haft muligheden for at lave det, jeg brænder allermest for, nemlig at hjælpe mennesker til et bedre og friere liv.

 

Dine forhindringer

Du gør det garanteret også, sætter forhindringer op for dig selv. Måske er du bevidst om dem, men oftest er vi faktisk ikke særligt bevidste om vores egne indre “regler”.

Ved du for eksempel hvilke forhindringer, du sætter op for dig selv i forhold til kærlighed? Eller i forhold til din egen sundhed? Hvad med i forhold til dit job og karriere?

Prøv om du kan udfordre dig selv lidt på dine forhindringer. Måske viser det sig, at de slet ikke er så sande, som du går og tror. Hvis det viser sig, at dine forhindringer er sande, hvad er så det værste der er sket? Formentlig ikke andet end at du er blevet klogere på dig selv, og ved hvordan du skal gribe sagen an en anden gang, hvis du virkelig gerne vil lykkes med et projekt;-)

Vil du have hjælp?

Så tøv ikke med at kontakte mig. Det smarte ved den tid vi lever i i dag, er nemlig at vi ikke behøver at sidde overfor hinanden. Med hjælp fra Skype, Facetime eller ganske enkelt en telefon, kan jeg sagtens hjælpe dig, uanset hvor i verden eller landet du bor.  Også selvom jeg bor på Lolland 😀

 

Hav den skønneste dag

Kram fra Mette

 

Fredagslykke

Det er freeeeedag, hvis der skulle være nogen, der ikke har opdaget det;-)

Inden længe er det weekend, og jeg glæder mig til at få samlet rødderne herhjemme, hygge med fredagsslik, hjemmelavet burgere og en god film i fjerneren. Det er dæleme længe siden, at vi sidst har haft tid til det.

Jeg elsker de fredage, hvor vi ikke har nogen planer. Det giver den skønneste start på weekenden.

Fredag er også en god dag lige at blive opmærksom på sig selv. Stille og roligt lukke ned for ugen på jobbet, og vende opmærksomheden mod hvad der gør en selv godt.

Hvad vil du gøre for dig selv i dag? Skal der motion til? Er det et langt, varmt bad med tid til cremer mm. bagefter? Er det at lave en lækker caffé latte og sætte dig i din yndlingsstol og læse lidt i en god bog? Er det et glas rødvin og manden i hånden, mens i går en lille tur rundt haven i solnedgangen og lytter til fuglenes aftensang?

Tit og ofte skal der ikke så meget til før, at det føles som den vildeste luksus, men det kræver, at du er nærværende omkring dit valg. Hvis du ikke er nærværende når du går der i haven eller står under bruseren, så opdager du nærmest ikke at du har brugt tiden på noget, der kunne have gjort dig godt.

Lad aftenen i aften være af den skønneste slags<3

Møs og kram fra Mette

På sådan en søndag

Hvordan bruger du din søndag? Er du god til at slappe af og tage tingene som de kommer? Eller er søndagen spækket med planer om at nå alt det, du ikke nåede i løbet af ugen?

Jeg øver mig stadig i at holde søndagen fri, så jeg sammen med min familie kan gøre lige hvad der falder os ind. I dag er det dog ikke lykkes, for der er et kontor, der er ved at blive renoveret, der var en legeaftale for ældste-barnet og så drager jeg til København i morgen aften, og skal være der i 6 dage, så der er lige en masse ting, jeg føler, at jeg burde få styr på inden jeg tager af sted. Jeg ved jo, at det er noget pjut, at jeg vil have styr på ungernes aftaler, idrætstøj, hvem der henter hvornår, hvad de skal have at spise mm. Det er noget pjut, fordi min mand er en voksen mand, der fint er i stand til at tage vare på både vores børn, dyr OG sig selv. Han behøver ikke en barnepige, hvilket han ofte påpeger over for mig. Men min taknemmelighed over at han igen, igen er helt okay med, at jeg tager på uddannelse flere dage i træk er så stor, at jeg nærmest er villig til hvad som helst, der kan gøre det hele lidt lettere for ham. Denne taknemmelighed blandet med en god gang moderlig, dårlig samvittighed over at forlade mine børn i 6!! dage, har bevirket at dagen i dag har været et mystisk samsurium af opgaver som jeg følte, at jeg burde gøre, tanker om at jeg burde læse til eksamen (det er jo for pokker derfor, at jeg skal være væk i så mange dage, den der eksamen), følelsen af lyst til at lave hyggelige ting med mine børn, dårlig samvittighed over  alt det jeg kan se, jeg ikke når i dag, og så ikke mindst glæden over at det hele jo går alligevel.

Jeg bruger dagen i dag til at reflektere over, at man ikke altid får lige den dag, man havde håbet på, og at DET ER HELT OKAY. Livet kan ikke være lige ud af landevejen og en dans på roser hele tiden. Det er ikke de store ting eller følelser, der er på spil her, det er jeg helt klar over. Men tidligere ville især den dårlige samvittighed og følelsen af stress over det der ikke blev nået, have sendt mit humør i kulkælderen. I dag øver jeg mig i at acceptere, at tingene og følelserne er som de er, men jeg går ikke med de negative tanker.

Jeg vil invitere dig til at gøre det samme. Hvis du så småt panikker over, at der gik endnu en søndag, og du ikke fik nået alt det du gerne ville, inden en ny uge starter. Så hils følelserne velkommen, bruge et par minutter til at sætte dig i fred og ro og tænke lidt over hvad det gør ved dig, og beslut dig så for, at disse følelser ikke skal afgøre hvordan resten af din søndag bliver. Det er HELT OKAY, at du ikke har nået alt det du ville, det bliver mandag alligevel og det hele skal nok gå!

Husk på, at du gør det godt, og hvis du lader de positive sider ved dagen få din opmærksomhed, så vil det hele føles lidt lettere.

Tilbage er der kun at ønske dig den skønneste søndag aften, måske du skal tilbringe den i selskab med nogle håndboldherrerne på TV, eller måske skal du bruge den tid på at gøre et eller andet rart for dig selv?

 

Kram og møs fra Mette

 

Det du nærer

 

 

 

Bliver du selvcenteret af at lytte til dig selv?

Tænker du nogle gange, at det er noget værre fis, det der med at lytte til sine egne behov? For hvis vi alle sammen gjorde det, så ville verden være et ekstremt egoistisk sted at være? Og hvad skulle der egentlig ske med de små børn, der ikke kan klare sig selv, og hvad med kæresten, der aldrig kan finde ud dit og dat? Han/hun ville jo blive arbejdsløs/forladt/dø af sult/etc., hvis du begyndte at tage hensyn til dine egne behov.

Lad mig slå en ting fast;-) Hvis du tænker sådan, så er der ingen risiko for at du pludselig og ud af det blå fuldstændig glemmer alle omkring dig, og lader dine børn gå for lud og koldt vand uden nogen form for opmærksomhed! Du er et reflekterende og godt menneske, der vil andre det bedste. Hvorfor er det så lige, at du ikke vil dig selv det bedste? Hvorfor har DU ikke fortjent, at den person der er tættest på dig, sørger for at du får opfyldt dine behov.

Du kan jo starte i det små og prøve at tænke tilbage, hvor god er du til at opfylde de helt basale behov som din krop har? Får du vand nok HVER dag? Ikke bare noget med at “jeg drikker vist nok rigeligt med vand, jeg er i hvert fald ikke tørstig”. Men helt konkret VED du så, at du drikker min. 2 liter vand om dagen (og derudover kaffe, te mm.)?

Hvad med søvnen, får du sovet nok, så din krop kan restituere sig hver nat? Igen, ikke noget med at “jeg har vænnet mig til at sove 5-6 timer hver nat, det går fint”. NEJ, din krop har faktisk brug for søvn og hvile (og ja, her ved jeg godt, at du kan være maks udfordret, hvis du har et barn, der mener at det med at sove er stærkt overvurderet, men det er der heldigvis også råd for;-)) og 5-6 timer er for de færreste nok, også selvom at det lige i øjeblikket føles som at det går okay. Prøv at give dig selv muligheden for at sove 7-8 timer hver nat (og hvis det er helt umuligt pga. børn, så sørg for at hvile i løbet af dagen/gå tidligt i seng om aftenen) i første omgang bare en uge, du kan godt, det ved jeg 🙂  Ja jeg ved godt, at du så går glip af noget i fjernsynet eller på Facebook eller Instagram eller netaviserne eller hvad du nu bruger dine aftener på. Men tro mig, det er givet rigtig godt ud.

Du bliver ikke egoist lige med det samme, hvis du prøver at lytte til din krop i forhold til disse enkle fif til en hverdag, der er sundere og mere i kontakt med dig selv;-)

Hav den skønneste dag <3

Kram og møs fra Mette