Efter storm kommer stilhed

Nu er det sommer og sol, og vi kan næsten ikke huske, at det kan være anderledes. Men om bare 3-4 måneder vil de første efterårsstorme ramme vores lille land igen.

Jeg ELSKER de der efterårsstorme <3 Jeg elsker når det river og rusker i udenfor, og jeg fascineres af de stærke kræfter, der er på spil. Jeg elsker fornemmelsen af at blive blæst igennem, og ikke sjældent vil du finde mig ude ved vandet, når det rigtigt blæser. Jeg går gerne en tur i modvind ved havet, for at få den der fornemmelse af at være fuldstændig blæst igennem i kroppen.

 

Efter storm kommer stilhed

Lige så meget det larmer og rusker når vinden rigtig raser, lige så stille føles alt bagefter. For selvom stormen er skøn og voldsom og fuld af energi, så har vi og naturen også brug for, at det ikke varer ved forevigt. Vi har brug for at besigtige skaderne og reparere de tagsten og tagrender, der måske har lidt overlast. Vi får fjernet alle de gamle grene og blade, der ikke kunne holde til stormen. Vi ruster os til endnu en storm, så vi står stærkere næste gang.

Du har også brug for stilheden

Vi er ikke anderledes end naturen. Vi oplever også storme, hvor det hele rusker og ryster op i os. Det kan være storme af stress, arbejde og skrigende børn. Det kan være storme af sorg, frustrationer og vrede.  Men det kan også være storme af fester, fødselsdage, skønne projekter og vin på en hverdagsaften. Alt sammen ting der er fyldt med energi på den ene eller anden måde.

Til gengæld er vi ikke lige så gode som naturen til at lade stilheden sænke sig bagefter. Ofte befinder vi ofte midt i orkanens øje i uger, måneder og sågar år. Vi kan simpelthen ikke finde ud af at lade stilheden få plads. Men det er i stilheden, at vi bygger op. Det er der hvor vi kan se, hvilke tagrender der skal rettes op på. Det er i stilheden, at kroppen kan opbygge sine celler, så vi står stærkere næste gang vi møder en storm.

Glem stilheden og bliv syg

Jeg møder utroligt mange mennesker i min klinik, der på den ene eller anden måde er så overbelastet, at de ikke fungerer optimalt i deres liv. De har måske ondt i lænden eller skuldrene. Måske driller maven eller vejrtrækningen. De har svært ved at sove, fordi tankerne myldrer rundt. Deres hud slår ud, og de har ofte hovedpine om eftermiddagen. Alt sammen symptomer som man godt kan klare sig igennem hverdagen med. Som regel passer de nemlig stadig deres arbejde, børn og hjem. Men det er bare ikke særligt rart. Det føles i hvert fald ikke let og glædesfyldt.

Du må gerne…

Storme kan være livgivende og vigtige, men det er stilheden bagefter så sandelig også. Prøv næste gang du har været i en af dine storme, måske det allerede er i dag, at lægge mærke til hvad din krop har brug for bagefter. Læg mærke til om den er ekstra træt, er mere sulten, tørstig eller tung. Og husk så dig selv på, at det blot er din krops måde at sige “Hallo, der er lige nogle tagrender, der skal repareres, og nogle gamle, visne gren vi skal have flyttet, så vi kan bygge noget nyt og stærkere op”.

Nej det er ikke særligt nemt

Jeg ved det godt, du har ikke tid til stilheden. Du har så mange ting, du skal nå. Du har så mange krav, du skal sørge for at opfylde, og så er der jo også børnene, manden, jobbet, hjemmet og veninderne. Jeg ved det godt… for jeg har selv været der. Jeg ved godt, at det koster tid, hvis du begynder at lytte til kroppen og dens behov for stilhed. Det er ikke effektivt, og det vil kræve, at der er noget du siger nej til. Men spørgsmålet er om du i sidste ende, har råd til at lade være? Hvilken pris betaler du, når du konstant befinder dig i orkanens øje?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.