Hjælpsomhed eller over-ansvar

Slået op d. af Mette

Kender du det der med, at du bare rigtig gerne vil hjælpe?

Men at når du hjælper, så ender du også tit med enten at stå med hele ansvaret eller måske (og det kan føles endnu værre 😉 ) blive afvist i dit tilbud om hjælp?

Hvis du kender til dette fænomen, så er du ikke alene:-)

Fra hjælpsomhed til over-ansvar

Når man er vant til at hjælpe alle andre (og måske endda er vokset op med, at det er en værdi, at man har styr på alt), så er grænsen mellem at hjælpe til og tage for meget ansvar hårfin.

Og hvad mener jeg så med det?

Jo ser du, når du hjælper andre mennesker, så lader du dem finde ud af, hvad du skal hjælpe med. Du respekterer deres behov og måde at gøre tingene på. Det kan meget vel være, at du kan se en mere effektiv/billigere/nemmere måde at gøre tingene på. Men hvis ikke du er blevet bedt om hjælp til at effektivisere, så yder du blot hjælp til det, som du er blevet bedt om.

Når du tager (over-)ansvar for andre, så overtager du deres projekt. Så gør du tingene på den måde, som du synes er rigtig. Det er nemt, effektivt og hurtigt for dig.

MEN det er der en udfordring i. Nemlig at det faktisk er rigtig svært at tage imod hjælp, hvis man føler, at man bliver dikteret i hvilken retning, man skal gå.

Hvorfor det er så svært at bede om hjælp

Jeg tror, at det er derfor, mange har det rigtig svært med at bede om hjælp. Og det vi er rigtig mange, der har svært ved 😉

Stort set alle de kvinder jeg taler med, fortæller at de har svært ved at bede om og tage imod hjælp. De føler sig mindre værd og svage, hvis de er skal bede om hjælp.

Det har jeg reflekteret en del over. For når jeg spørger de samme kvinder, om de er gode til at hjælpe andre, er svaret altid JA. Og nej, de synes jo ikke, at dem de hjælper er mindre værd eller svage.

Og noget af det tror jeg altså hænger sammen med, at vi har en tendens til at overtage andres “projekter”, når vi skal hjælpe.

Den åndsvage badedragt

Jeg husker selv et meget tydeligt eksempel på lige præcis det her.

For snart rigtig mange år siden var vi i sommerhus med et vennepar. Jeg havde som altid pakket ALT til turen. Dengang havde jeg virkelig styr på ALT. Det føltes meget vigtigt, at man ikke kunne sætte en finger på noget som helst. Så i ugerne op til sørgede jeg for at skrive lange lister og pakke i et væk.

Hvad jeg også gjorde dengang var, at forsøge at forudsige alting og have styr på det også.

Derfor havde jeg blandt andet pakket en ekstra badedragt, i tilfælde af at den kvindelige del af venneparret havde glemt badetøj 😉

Skæbnen ville så, at det havde hun. Jeg følte mig nærmest i himlen, for nu blev der jo brug for min hjælpsomhed.

Problemet var bare, at hun ikke ville låne min badedragt. Hun ville købe en ny.

Jeg fortsod det slet ikke! Det var jo dyrt! Det var da åndssvagt, når hun havde en derhjemme, og nu havde jeg jo været så flink at tage en ekstra med.

Lad os bare sige, at stemningen blev noget trykket 😉

Her mange år efter går det pludselig op for mig, hvad det egentlig handlede om.

Det handlede nemlig ikke om den sk… badedragt, hverken for mig eller for hende.

Det handlede om, at jeg tog et ansvar, som slet ikke var mit, og dermed følte mig berettiget til at bestemme hvad der skulle ske.

Modsat følte hun, at grænserne blev overtrådt, for hun ville jo bare gerne selv have lov til at bestemme, hvad hun skulle have på kroppen 😉

Den sved dengang. Jeg ville jo bare hjælpe!

Efterfølgende har jeg oplevet lignende situationer, og på et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor jeg ikke gad at hjælpe andre mere. Det måtte de simpelthen selv om, når nu de ikke kunne finde ud af tage imod min hjælp.

Det kræver træning

I dag er jeg blevet bedre til at tilbyde min hjælp på modtagerens præmisser.

Når man gør det, tilbydes hjælpen fra et rent hjerte, der ikke forventer noget igen.

Når man tager over-ansvar, så hænger det ofte sammen med, at man gerne liiige vil have lidt anerkendelse og roses for, at man har mere styr på det, end den man hjælper 😉 Og så tilbydes hjælpen (bevidst eller ubevidst) med en bagttanke.

En af måderne at lægge dårlige vaner fra sig, er at ved gentagne gange at træne det, som man har svært ved.

Og så kan man italesætte det, om ikke andet så overfor sig selv. For eksempel når man bliver opmærksom på, at man er ved at tilbyde sin hjælp, så sige højt “Jeg hjælper gerne på dine præmisser, og jeg lover mig selv, at jeg ikke tager ansvaret for projektet”.

Der er nemlig ikke nogen af os, der bryder os om at blive “umyndiggjort”, og derfor er vi så bange for at tage imod hjælp, når den tilbydes.

Hvis nu vi vidste, at når vi tilbydes hjælp, så er det udelukkende fra et rent hjerte, og vi har stadig ansvaret for projektet, så tror jeg, at det ville blive meget nemmere for mange af os, at sige “Ja tak” til hjælp.

Hjælper du eller tager du over-ansvar?

Du ønskes den skønneste dag <3

Kærligst Mette

I morgen bliver det bedre…

Slået op d. af Mette

Endnu en gang lå jeg i sengen, og kiggede op i loftet. Endnu en gang lå jeg og opgjorde dagen i tal.

3 – det antal måltider, jeg burde havde spist

5 – antallet af måltider, jeg reelt havde spist

4 – antallet af gange, jeg havde været i slikskabet

90 – antallet af minutter over min optimale sengetid

600 – antallet af gram, jeg vejede mere i dag end i går

0 – antallet af løbet kilometer

2 – antallet af nedsmeltninger over mine børn

-200 – antallet af procent jeg havde lyst til min mand

10.000 – antallet af negative tanker om mig selv

10 – antallet af procent, jeg troede på, at i morgen ville blive bedre

Nu skal man jo ikke være hverken psykolog eller ugebladsforfatter for at kunne gennemskue, at det her ikke var opskriften på et lykkeligt liv.

Men ikke desto mindre, så var det mit liv…

Og hver aften lovede jeg mig selv at i morgen, SÅ ville jeg tage mig sammen.

Så ville jeg droppe sukker, hvidt brød, kaffe og at skælde mine børn ud. Så ville jeg løbe mindst 5 kilometer i den friske luft, spis 600-900 gram grønsager og forføre min mand, inden jeg lagde mig til at sove senest klokken 22.00.

Næste dag blev sjældent bedre end den forrige!

For allerede inden klokken slog 8.00 havde jeg drukket dagens første kop koffein, skældt ungerne ud og snakket grimt til mit eget spejlbillede.

Ej, det passer faktisk ikke helt. For jeg undgik spejle. Jeg kunne sagtens se hvor grim og tyk jeg var, uden at kigge i noget spejl. Min indre snak var som en virkelig dårlig 90’er CD, der var gået i hak.

“Du kan da heller ikke noget”

“Hvorfor skal du være så tyk?”

“Kan du virkelig ikke en gang tage dig sammen og lade chokoladen ligge, svage læs?”

“Ja, du er da nok nødt til at tage noget make-up og pænt tøj på, hvis ikke folk skal afskye dig alt for meget!”

Og så kunne jeg jo lige så godt fortsætte

Jeg har efterfølgende opdaget, at mit syn på al ting var 100% præget af “Alt eller intet”-tankegangen. Alt var enten sort eller hvidt, godt eller dårligt, sundt eller usundt. Der fandtes simpelthen ikke en mellemvej.

Når man lever på den måde, så blev det bare rigtig svært at ændre noget.

For hvis INTET var, at jeg spiste 100% sundt, sov præcis klokken 22.00, ikke rørte kaffe og aldrig skældte mine børn ud, så var ALT jo, det fuldstændig modsatte.

Så når jeg havde startet dagen med at drikke en kop kaffe og skælde børnene ud over glemte aftaler, lektier, gymnastiktøj mm., så blev (den måske i andre øjne noget mystiske) konklusion, at jeg lige så godt kunne fortsætte med usund mad, en halv plade Marabou, mere kaffe og gå alt for sent i seng.

Er jeg mon helt alene?

Jeg kan godt blive helt nervøs, når jeg skriver det her. For hvad vil du ikke tænke om mig? Jeg er garanteret den eneste, der har levet så mærkeligt. Og jeg er nervøs for, at jeg måske slet ikke er kommet så langt. Tænk sig hvis det bare er noget, jeg bilder mig ind. Måske jeg faktisk er tyk og grim, men bare har fået bildt mig selv noget andet/nyt ind?

Kender du de tanker? Den ene side af mig, håber virkelig, at du ikke kender til det. Den anden og noget mere egoistiske side af mig håber, at du kender det, for så er jeg ikke helt alene.

Pludselig blev i morgen bedre

På et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor det gjorde så ondt at leve mit liv, at jeg blev nødt til at gøre noget andet end jeg plejede. Og jeg fristes næsten til at skrive “And the rest is history” 😉

For i dag kan jeg ikke gå forbi et spejl, uden at blinke til mig selv og sige “Hvad så der, din smækre-lækre tøs? Hvor ser du dejlig ud!”. Jeg lytter til hvad min krop har brug for, og ikke mindst har jeg fundet ud af, at der findes en måde at leve på, der IKKE er “Alt eller Intet”.

I dag lever jeg efter mottoet “Både Og”. Jeg kan sagtens både spise chokolade og grønsager. Jeg kan skælde ud og sige undskyld. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg accepterer den jeg (også) er, så bliver der mere plads og ro inden i mig. Jeg dur ikke til Alt eller Intet, som jeg i så mange år prøvede at leve efter.

I dag er der kontant afregning hvis jeg forsøger med Alt eller Intet. For eksempel hvis jeg falder i et gammelt mønster, der fortæller mig, at NU skal det være slut med chokolade. Så snart jeg har tænkt tanken, at nu må jeg ikke spise chokolade mere, så vågner min indre 2-årige pige, der bedste trodsalder vis gør det præcis modsatte.

Det har hun jo nok altid gjort, jeg har bare ikke været bevidst om hende før. Nu kan jeg fysisk mærke hende. Hvordan hun reagerer, stamper i gulvet og insisterer på at få sin vilje.

Men som med mine børn, så kommer jeg længst med kærlighed. Det er faktisk den eneste måde, jeg kan få hende til at være stille på. Ved at fortælle hende (mig selv), at hun er elsket, og at hun også har ret til at være her. Jeg lover hende, at chokolade selvfølgelig ikke bliver forbudt, at hun gerne må nyde det, hvis blot hun vil huske at mærke efter.

Både Og – hele vejen rundt

Jeg tror på, at vi skal turde at være med Både Og i alt, hvad vi gør. Det er ikke nemt at tillade, når man har været vant til Alt eller Intet. Så man skal turde at starte i det små.

Og så kan man da lige så godt starte der, hvor det er nemt for en, og så stille og roligt udvide det til hele livet. Måske er det chokoladen, du skal kigge på? Måske er det spejlbilledet? Måske er det forholdet til dine børn, mand, svigermor eller chef? Måske er det dine sengetider?

Jeg ved godt at det her er en stor sammenblanding af mange forskellige aspekter af livet. Men er det ikke sådan livet er? Vi kan ikke isolere de forskellige dele af vores liv. Vi kan ikke være mega seje og glade i vores privatliv, hvis jobbet sejler. Og modsat. Vi kan ikke få en sund krop uden at kigge på vores sengetider og forholdet til vores mand. Vi kan ikke få et naturligt forhold til sukker/chokolade, hvis ikke vi er villige til at deale med vores følelser.

Vi hænger sammen på tusindvis af måder, og det er det jeg mener med Både Og.

Vi skal skabe balance i de her mange sammenhænge, for kun sådan kan vi skabe os et liv, der er rart at leve!

Kroppen husker – gør du?

Slået op d. af Mette

I dag vil jeg fortælle dig en historie, som sket både ganske for nyligt og alligevel for mange år siden, dengang jeg var en 14-15 år gammel.

Det var en varm og solrig aften her i sommerferien.

Jeg var kørt ud til mit yndlingssted på Vestlolland. Der hvor skov og hav mødes.

Som så ofte før var jeg trukket i løbe-tøjet og -skoene, og begav mig ud på min sædvanlige tur. Først igennem skoven, for så at kunne slutte af med udsigten udover Østersøen.

Det gik vældigt derudaf, indtil jeg ramte digekronen. For pludselig og nærmest ud af det blå blev der åbnet for himlens sluser.

På under et minut var jeg gennemblødt! Du ved på den der måde, hvor man kan mærke, at der ikke findes en eneste tør plet på ens krop.

Problemet var dog ikke vandet. Det var trods alt en varm aften.

Problemet var at mens jeg oksede hen af diget, som kom tordenvejret i det fjerne. Ikke tæt på, men dog kunne jeg se lyn og høre bulder…

Og min krop begyndte at ryste, vejrtrækningen blev overfladisk og tårerne steg op i øjnene.

Jeg kunne slet ikke være i det.

Jeg er ikke den store fan af tordenvejr. Faktisk er jeg ret bange for tordenvejr, men jeg plejer dog trods alt ikke at reagere så voldsomt.

Min eneste tanke var at ringe til min MOR. Jeg havde brug for min mor! Og så ramte det mig…. Hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde!

Det her skete nemlig også, da jeg var ung

Pludselig kom det hele væltende i en stor pærevælling. Halsen snørrede sig sammen, og jeg følte, at jeg næsten ikke kunne få luft.

Det jeg huskede skete en aften for en 22-23 år siden.

Jeg havde været til et arrangement med min klasse. Det var blevet mørkt og jeg skulle cykle hjem. Det her var før mobiltelefonens tid, skal vi lige huske på 😉

På vej hjem blev det det vildeste tordenvejr, som jeg nogensinde har oplevet.

Metrologisk var det sikkert ikke værre end andre tordenvejr, men for mig står det som et fuldstændigt sindssygt uvejr. Lynene kom hurtigere, end at jeg kunne nå at registrere dem, og bragene var så høje, at jeg stadig kan høre det.

Der cyklede jeg på vej hjem. Og jeg var BANGE! Hold nu op hvor var jeg bange!!

Jeg mindes at for hvert lyn, der slog ned, så takkede jeg Gud for, at jeg stadig var i live.

Jeg kom hjem, og efterfølgende kan man da undre sig over, at jeg ikke stod af cyklen, trak i sikkerhed og ventede med at cykle resten af vejen hjem, til uvejret var drevet over.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg ved ikke hvorfor.

Måske var jeg trods alt mere bange for at komme for sent hjem end for tordenvejret?

Eller også var min hjerne ikke udviklet nok til at tænke i det alternativ?

Eller måske, og det som jeg senere hen har erfaret at jeg ofte gør, så nægtede jeg at stoppe, fordi det jo kunne ses som et svaghedstegn.

Uanset hvad så sætte den her oplevelse sig i min krop. Jeg har ikke på noget tidspunkt, før den her sommer, koblet oplevelsen fra dengang sammen med min frygt for tordenvejr i dag sammen.

Men derude på diget kom det hele væltende. Min krop huskede i den grad hvor bange den var dengang. Den reagerede fuldstændig som den skulle, ved at trække sig sammen, gøre mig mindre og være forberedt på det værste.

Den reagerede både på oplevelsen af tordenvejr her og nu, men i den grad også på en gammel oplevelse, som ikke var blevet bearbejdet.

Og sådan gør vores krop altid…

Vores krop husker alt det vi har været udsat for, og den reagerer så snart den oplever noget, der tilnærmelsesvis kan minde om en tidligere oplevelse.

Det kender vi fra for eksempel soldater, der har været i kamp. Der kan høje lyde udløse en voldsom reaktion, fordi kroppen tror, at den er tilbage i krigszonen.

Men det gælder også for mindre episoder, som vi måske har glemt. Som for eksempel min frygt for tordenvejr. Den der oplevelse af at hele kroppen snørrer sig sammen, at det bliver svært at trække vejret og følelsen af hele det indre er i oprør.

Og de følelser kan komme i mange forskellige situationer, ikke kun tordenvejr 😉

Hvad gjorde jeg så?

Nu har jeg efterhånden rigtig stor erfaring med at arbejde med min krop, så jeg brugte selvfølgelig nogle af de redskaber, som jeg har lært igennem kropsterapien.

På den måde kom jeg igennem både løbeturen og tordenvejret med en følelse af at det var okay. Jeg fik løsnet min krop ved hjælp af min vejrtrækning.

Men mere vigtigt så fik jeg givet omsorg til den unge pige, der stadig bor inde i mig, og som var så bange dengang.

Ved at møde hende, og forsikre hende om, at jeg nok skal passe på hende og at jeg godt kan forstå, at hun reagerede som hun gjorde, styrker jeg mit eget selvværd og troen på mig selv.

For gamle oplevelser der ikke er blevet hørt og anerkendt har det med at skabe ballade for os senere i livet. Stille og roligt lærer den unge pige, at det er okay at passe på sig selv først og fremmest, og at det for eksempel ikk er et svaghedstegn lige at vente lidt.

For mig er det en vigtig læring.

Hvad med dig? Hvad vil være vigtigt for dig at lære? Hvad gør du i dag, som ikke gavner dig der hvor du er i dit liv lige nu?

Jeg ønsker dig en fantastisk dag <3

De kærligste hilsner

Mette

PS. Hvis du også vil lære teknikkerne til at være med din krop, når den bliver bange, når den snørrer sig sammen eller på anden måde viser dig, at der er noget, der ikke er som det skal være, så er du velkommen til kropsterapi hos mig.

Du kan læse mere og booke tid her:

Kropsterapi

Om tilgivelse – for din egen skyld

Slået op d. af Mette

Der er et indlæg, der har boet i mig i noget tid efterhånden. Nemlig et indlæg om tilgivelse.

Det er jo ofte sådan, at det der ligger os på sindet, det er noget, vi selv kæmper med eller har kæmpet med.

Det er det samme der gør sig gældende for det her indlæg.

Jeg har dog gået om det som katten om den varme grød.

For kan man skrive om noget, som man ikke selv er 100 meter-mester i endnu?

Jeg tror måske endda en generel udfordring, som jeg har i forhold til bloggen her.

At jeg tror at jeg skal have styr på det hele og skrive de “rigtige” indlæg, hvis jeg skal bibringe værdi til dig, kære læser.

Men det er jo min egen fortælling til mig selv, ikke et bevist faktum. Så nu vover jeg pelsen.

Og det kommer jeg også til at gøre mere i fremtiden.

Altså at skrive indlæg, der handler om det der sker i mit liv lige nu, også de ting, som jeg endnu ikke har den store forkromede løsning på.

Måske vi sammen kan finde den.

 

I dag skal handle om tilgivelse

Og det skal det fordi det var det, der kom til mig for noget tid siden.

Jeg har nogle mennesker i mit liv, som har gjort mig rigtig kede af det.

Mennesker som jeg har stolet på 110%, og som jeg har troet ville mig det bedste.

Men nogle gange sker der jo det, at vi bliver skuffet.

Der sker også tit det, at vi får en trang til at skyde skylden 100% over på det andet menneske.

For det gør ondt!

Det gør så ondt, når deres ord får lov til at komme ind under huden på os.

Jeg føler mig i den grad svigtet og forladt, og de følelser er bare ikke rare at være i.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det nogle følelser, som kan få lov til at fylde rigtig meget, fordi vi helst ikke vil føle dem.

 

Så det har jeg bøvlet med – rigtig længe efterhånden

Faktisk har det været følelser, der har domineret hele 2018, når jeg har tænkt på det her ene menneske.

Det andet menneske er først kommet til her inden for de sidste par måneder (egentligt sjovt som vi bliver ved med at blive mødt med de samme udfordringer, indtil vi har optaget den læring, der ligger i dem).

Faktisk har jeg haft det sådan, at når jeg åbnede Instagram eller Facebook, så gav det lige et stik i hjertet, når der tonede et billede frem fra det her menneske.

Og så blev jeg sur og irriteret! Min mand har måtte lægge meget ører til al min galde. Men i bund og grund handlede min galde jo ikke om det her menneske.

Det handlede om den følelse jeg havde inden i af at være blevet svigtet og forladt.

En følelse som jeg, hvis jeg ville, kunne hele hos mig selv.

Men man kan ikke hele noget som helst, hvis man bliver ved med at holde fast i tankerne om hvad den anden har gjort.

 

Derfor kom tilgivelse til mig

Endnu en gang faldt tanken på de her mennesker, som ikke er fysisk i mit liv mere, men som stadig fylder en hel del psykisk.

Og som om at Universet tænkte “Okay, hun fatter det ikke selv, jeg må åbenbart fortælle hende det direkte” slog det ned i mig – “TILGIVELSE”!!!

 

Hmm, hvad mon jeg skulle med det?

Efter lidt venden og drejen det rundt slog det mig, at det jo er det jeg skal.

Jeg skal tilgive de her mennesker. Ikke for deres skyld, men for min egen.

Jeg skal tilgive dem, for kun på den måde kan jeg sætte mig selv fri af følelserne af at være blevet svigtet og forladt.

Jeg skal tilgive dem, fordi hvis ikke jeg gør, så vil de komme til at fylde for meget negativt i mit liv. Og jeg vil ikke fylde negativitet ind i mit liv.

Jeg kan ikke ændre på hvad de har fortalt mig. Men jeg kan ændre på hvordan jeg agerer på det.

Det er mit ansvar hvor meget det får lov til at fylde.

Så for min egen skyld vælger jeg, at tilgive dem.

Det betyder ikke at jeg enig i deres opførelse eller behandling af mig. Det betyder heller ikke, at jeg vil finde mig i det igen.

Det betyder at jeg i mine tanker og i mit hjerte tilgiver dem.

 

Det ER svært

Selvfølgelig er det svært. Hvis det var let, så ville der jo ikke være uvenskab og fjendtlig her på jorden.

Familier opløses på grund af sårede følelser.

Venskaber går i stykker på den bekostning.

Mange mennesker er virkelig kede af det, fordi der er mennesker i deres liv, som har gjort dem ondt.

Alt dette ville ikke være tilfældet, hvis det var let at tilgive.

Men jeg tror inderligt på, at det er vores eget ansvar hvordan vi reagerer og hvor meget vi tillader det at fylde. Så for mit eget vedkommende vælger jeg nu at gå med tilgivelsen.

Der popper stadig negative tanker op.

Det giver stadig et lille stik i hjertet, som da jeg åbnede Instagram her til morgens, men det er okay.

Stikket er lidt mindre end i går, og endnu mindre end i sidste uge.

Når tankerne begynder at sværme, så husker jeg nu mig selv på, at jeg tilgiver! Ikke for deres skyld, men for min egen.

 

Det mest kærlige vi kan gøre for os selv er, at tilgive.

Både de andre, men også os selv.

Og ligesom med al anden form for selv-udvikling, så kræver det øvelse.

Øvelse kræver bevidsthed.

Jeg fik bevidstheden den anden dag.

Du får den nu.

Hvem skal du tilgive? Hvad skal du tilgive?

 

 

Husk at du altid kan følge med på Facebook, hvor jeg ofte inspirer til refleksion over alt det der sker i vores liv.

 

Nå, hvad laver du så til dagligt?

Slået op d. af Mette

Når jeg møder nye mennesker, så er det ret typisk, at jeg enter spørger dem, eller de spørger mig “Nå, hvad laver du så til dagligt?”. I det spørgsmål ligger underforstået “Hvad arbejder du med?”. Vi mener jo ikke “laver du mad til din familie?” eller “sørger du altid for at hente og bringe børn til fritidsaktiviteter?” eller nogle af de tusind andre ting, der står på den daglige to-do-liste.

Nej, vi vil gerne vide hvad folk arbejder med! Og hold nu op, hvor kan der ligge mange følelser i lige præcis det spørgsmål. Jeg har selv oplevet både at blive vildt engageret, men også vildt frustreret.

For nogle dage er man rigtig stolt af det arbejde, man laver og vil gerne fortælle om det. Andre dage er man så presset, at man mest af alt har lyst til aldrig at møde op på jobbet igen.

Og så er der de perioder af livet, hvor man måske ikke lige har kontakten til et job. Det kan der være rigtig mange grunde til. Måske er man blevet fyret eller har sagt op. Måske er man sygemeldt og kæmper for at finde fodfæstet igen. Eller man er ved at skifte retning i sit liv.

 

Min egen fortælling

For lidt over 2 år siden sagde jeg mit job som folkeskolelærer op. Det var en beslutning, som jeg helt inderste inde vidste var den rigtige.

Men jeg vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske derefter. Jovist var jeg i gang med at blive certificeret coach. Men lad os være ærlige et øjeblik 😉 Rigtig mange mennesker har efterhånden en eller anden form for coaching med i baggagen. Så når jeg sagde, at jeg var ved at uddanne mig til coach, så blev jeg mødt af “Nå okay, ja jeg har jo også selv været på et aftenkursus i coaching. Det er såmænd fint nok, men altså det kan man jo ikke leve af”.

Fordi jeg ikke selv vidste, hvad jeg ville bruge den der coach-uddannelse til, så endte jeg som regel med (ubevidst) at give dem ret.

Kald dig nu bare skolelærer

Jeg husker tydeligt en efterårsdag et par måneder efter, at jeg var stoppet i mit lærerjob.

Jeg var med min veninde ude at bade. Vi var ved at “træne os op” til at blive vinterbadere. Så der stod vi ude på badebroen sammen med en flok halvnøgne mennesker. En af damerne kendte jeg fra tidligere. Hun har passet mig som barn, og hun vidste, at jeg havde været skolelærer, men også at jeg havde sagt op for at blive selvstændig.

En af de andre vinterbadere spurgte mig “Nå, hvad laver du så til dagligt?” og jeg blev lidt grebet af panik, for nu skulle jeg jo fortælle, at jeg var selvstændig coach og kropsterapeut (i hvert fald i gang med uddannelsen ;-)). Jeg var åbenbart noget rodet i min forklaring, og damen der kender mig bryder ind og siger “Mette, sig du er skolelærer, det er da meget nemmere”. LIGE der vidste jeg, at jeg skulle se at finde ud af, hvad jeg skulle svare på det spørgsmål, når jeg fremover blev spurgt.

For nej, jeg var ikke skolelærer mere. Den titel passede ganske enkelt ikke til mig længere. Jeg havde truffet det modige valg, at jeg ikke længere ville være skolelærer. Alt i mig strittede, da hun foreslog, at jeg bare kunne blive ved med at kalde mig skolelærer, fordi det var det nemmeste. Jeg havde ikke valgt at sige mit faste og trygge job op, fordi det var nemt. Når jeg ikke med sikkerhed i stemmen sige kunne sige, hvad jeg så arbejdede med, så blev det meget tydeligt for mig, at jeg ikke anede, hvad jeg ville med mit liv.

For det er jo i bund og grund det vi siger med vores job-titel. Vi fortæller hvad der interesserer os. Vi viser, hvad vi vælger at bruge vores tid på. Og uanset om vi vil det ej, så bliver vi sat ned i nogle kasser og ind på en social rangstige, når vi nævner hvilket job vi har.

Vores job siger en hel del om os

Rigtig meget af vores identitet som voksen ligger i vores job-titel. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at det bliver dobbelt op på svært, når vi af en eller anden grund ikke har et arbejde, eller ikke kan arbejde.

Men det er okay at tingene ind imellem er svært! For det er i den proces, at vi lærer så ufatteligt meget om os selv, og om hvad vi vil med det her liv. Ja, det betyder måske perioder, hvor du ikke har et entydigt svar på HVAD du laver. Men det er faktisk også meget sjovere at finde ud af HVEM du er. Hvem ønsker du at være, når du er sammen med dine børn? Hvem vil du gerne være som kone, veninde og karrierekvinde? Hvem er det, du gerne vil møde, når du kigger dig selv i spejlet?

Når du har fundet du af det, så bliver det så meget nemmere at svare på HVAD du laver eller vil lave.

I dag ved jeg HVEM jeg er, når jeg ikke længere er skolelærer, og henover de seneste par måneder er jeg også blevet helt skarp på HVAD jeg laver. Men læg lige mærke til, at det altså er over to år siden, at jeg sagde mit job som skolelærer op. De år har jeg brugt på at lære HVEM jeg er!

I dag kan jeg med stolthed i stemmen sige at “Jeg er selvstændig kropsterapeut, coach og foredragsholder og jeg beskæftiger mig med livsdesign!”

 

Hvordan trives du med den job-titel du har i dag? Hvis du skulle være noget andet, hvad ville du så være? Hvem er du udover den job-titel du har? Er du der i livet hvor du gerne vil være?

Knus og kram fra

Mette

PS: Hvis du gerne vil finde ind til kernen af hvem du er og lære, hvordan du kan leve et liv, der er meningsfyldt og skønt for dig, så kom med på forløbet “VærDig- 4 aftener med fokus på…”. Jeg lover dig fuld valuta for pengene, og når forløbet er slut, vil du også med stolthed i stemmen kunne sige “Jeg er xxx og jeg beskæftiger mig med xxx”.

Du har ansvaret for at skabe det liv, der passer til dig. Start heller i dag end i morgen, for du ved ikke hvor lang tid du har at gøre godt med.

 

 

 

 

P

Efter storm kommer stilhed

Slået op d. af Mette

Nu er det sommer og sol, og vi kan næsten ikke huske, at det kan være anderledes. Men om bare 3-4 måneder vil de første efterårsstorme ramme vores lille land igen.

Jeg ELSKER de der efterårsstorme <3 Jeg elsker når det river og rusker i udenfor, og jeg fascineres af de stærke kræfter, der er på spil. Jeg elsker fornemmelsen af at blive blæst igennem, og ikke sjældent vil du finde mig ude ved vandet, når det rigtigt blæser. Jeg går gerne en tur i modvind ved havet, for at få den der fornemmelse af at være fuldstændig blæst igennem i kroppen.

 

Efter storm kommer stilhed

Lige så meget det larmer og rusker når vinden rigtig raser, lige så stille føles alt bagefter. For selvom stormen er skøn og voldsom og fuld af energi, så har vi og naturen også brug for, at det ikke varer ved forevigt. Vi har brug for at besigtige skaderne og reparere de tagsten og tagrender, der måske har lidt overlast. Vi får fjernet alle de gamle grene og blade, der ikke kunne holde til stormen. Vi ruster os til endnu en storm, så vi står stærkere næste gang.

Du har også brug for stilheden

Vi er ikke anderledes end naturen. Vi oplever også storme, hvor det hele rusker og ryster op i os. Det kan være storme af stress, arbejde og skrigende børn. Det kan være storme af sorg, frustrationer og vrede.  Men det kan også være storme af fester, fødselsdage, skønne projekter og vin på en hverdagsaften. Alt sammen ting der er fyldt med energi på den ene eller anden måde.

Til gengæld er vi ikke lige så gode som naturen til at lade stilheden sænke sig bagefter. Ofte befinder vi ofte midt i orkanens øje i uger, måneder og sågar år. Vi kan simpelthen ikke finde ud af at lade stilheden få plads. Men det er i stilheden, at vi bygger op. Det er der hvor vi kan se, hvilke tagrender der skal rettes op på. Det er i stilheden, at kroppen kan opbygge sine celler, så vi står stærkere næste gang vi møder en storm.

Glem stilheden og bliv syg

Jeg møder utroligt mange mennesker i min klinik, der på den ene eller anden måde er så overbelastet, at de ikke fungerer optimalt i deres liv. De har måske ondt i lænden eller skuldrene. Måske driller maven eller vejrtrækningen. De har svært ved at sove, fordi tankerne myldrer rundt. Deres hud slår ud, og de har ofte hovedpine om eftermiddagen. Alt sammen symptomer som man godt kan klare sig igennem hverdagen med. Som regel passer de nemlig stadig deres arbejde, børn og hjem. Men det er bare ikke særligt rart. Det føles i hvert fald ikke let og glædesfyldt.

Du må gerne…

Storme kan være livgivende og vigtige, men det er stilheden bagefter så sandelig også. Prøv næste gang du har været i en af dine storme, måske det allerede er i dag, at lægge mærke til hvad din krop har brug for bagefter. Læg mærke til om den er ekstra træt, er mere sulten, tørstig eller tung. Og husk så dig selv på, at det blot er din krops måde at sige “Hallo, der er lige nogle tagrender, der skal repareres, og nogle gamle, visne gren vi skal have flyttet, så vi kan bygge noget nyt og stærkere op”.

Nej det er ikke særligt nemt

Jeg ved det godt, du har ikke tid til stilheden. Du har så mange ting, du skal nå. Du har så mange krav, du skal sørge for at opfylde, og så er der jo også børnene, manden, jobbet, hjemmet og veninderne. Jeg ved det godt… for jeg har selv været der. Jeg ved godt, at det koster tid, hvis du begynder at lytte til kroppen og dens behov for stilhed. Det er ikke effektivt, og det vil kræve, at der er noget du siger nej til. Men spørgsmålet er om du i sidste ende, har råd til at lade være? Hvilken pris betaler du, når du konstant befinder dig i orkanens øje?

 

Jeg elsker frihed

Slået op d. af Mette

For mig er frihed altafgørende!

Det lyder måske voldsomt, især i en verden hvor vi faktisk er meget lidt frie. Men jeg ved helt inderst inde, at hvis jeg får sat mig i situatoner, hvor jeg ikek føler frihed, så trives jeg ganske enkelt ikke. Jeg begynder ubevidst at sabotere det for mig selv. Jeg er oftere ked af det og jeg har også et par gange eller tre oplevet, at stressen stod og bankede ret så kraftigt på min dør. Så for mig er det vigtigt, at jeg skaber et liv med frihed. For mig er frihed, at jeg selv bestemmer.

Det betyder ikke, at jeg skal sælge alt og rejse rundt som normade ude i den store verden. Det betyder heller ikke, at jeg skal leve på en sten og ikke vide, om der er råd til næste husleje. For mig betyder det blot, at jeg selv bestemmer hvad jeg vil lave, hvornår og med hvem. Det betyder at jeg kan finde på at arbejde om aftenen og i weekenden, ligesom jeg kan finde på at holde fri mandag formiddag.

Det betyder at jeg har en del tid, hvor jeg er alene, for det er vigtigt for mig at kunne vælge til, hvornår jeg vil være sammen med andre mennesker. Jeg samler nemlig bedst energi når jeg er alene, så for mig er det den totale frihed og luksus, at være alene i løbet af hverdagene.

Vi ser ofte vores værdier, når de mangler

Når jeg møder mennesker rundt omkring, så elsker jeg at tale om livsværdier. Hvilke værdier er vigtige for dig? Hvilke værdier vil du for alt i verden ikke gå på kompromis med? Hvad bruger du din tid på? Hvordan stemmer det overens med dine værdier?

Vi kommer allesammen til fra tid til anden, at glemme hvad der er vigtig for os. Så får vi sagt ja til opgaver, ting, arrangementer, hvor vi egentligt burde have sagt nej. Det er der hvor vi kæmper os af sted, knokler for at få det til at lykkedes, og hvor alt, og alle der er har med det at gøre irriterer os. Vi sidder med følelse af vi gør det her, fordi det bør vi jo. Vi skal bare lige have det overstået, og derefter kan vi få lov til at trække vejret frit igen.

Når du er i den følelse, så kan du være sikker på, at du handler i uoverensstemmelse med dine værdier.

Vores livsværdier er vores vejviser

Jeg oplever tit, at når vi mennesker bliver helt skarpe på, hvad der er de vigtigste værdier i lige præcis vores liv, så får vi det nemmere. Vi ved hvad vi vil og ikke vil. Vi får det vi ønsker os, livet flasker sig ganske enkelt nemmere for os.

Du kan jo heller ikke køre af sted i din bil med GPS’en tændt og forvente at nå i mål, hvis du har glemt at indstille destinationen på GPS’en;-)

Du har typisk 3 til 7 værdier, som du gør klogt i at finde frem til.

Øvelse

Rigtig mange mennesker får aldrig sat sig ned, og defineret hvad der er vigtigt for dem. Det er dem, der altid er sådan lidt små-utilfredse. Det er dem der brokker sig over alle andre, og som ofte føler, at hvis bare X og Y skete, så ville jeg endelig blive glad. Men X og Y sker aldrig rigtigt, for så mangler der Z og W.

_________________

_________________

 

og lever du efter andres værdier, så bliver du aldrig rigtig glad.

For at finde dine værdier, vil jeg opfordre dig til at sætte dig med et stykke papir i fred og ro.

Start med at skrive ned hvad der er vigtigt for dig. Det kan for eksempel være: Nærvær, udvikling, eventyrlyst, tryghed, taknemmelighed, loyalitet, spiritualitet, sundhed, frihed, mod, samhørighed, intelligens, stilhed, tid alene, humor, glæde, kærlighed, succes, anerkendelse, ærlighed, sikkerhed, familie, beslutsomhed,  gavmildhed (find selv på flere;-)). Du kan garanteret allerede nu mærke, hvilke værdier der vækker genklang i dig.

Spørg dig selv, hvilke ønsker du har i livet lige nu. Måske drømmer du om en ny bil, et nyt hus, et nyt køkken, ny uddannelse? Spørg så dig selv, hvilke følelser som for eksempel den nye bil skal give dig. Måske er svaret: anerkendelse, glæde eller succes. Så er det den følelse som den nye bil vil give dig, der er din livsværdi.

Brug også din intuition. Livsværdier skal ikke tænkes men mærkes. Så når der er en værdi, der føles rigtig nede i kroppen (du kan garanteret, hvis du giver dig selv lov, mærke det i maven, hvis det er en værdi, der virkelig betyder noget for dig.

Du kan også tænke på en aktivitet, der giver dig energi. Det kan for eksempel være at læse en god bog. Prøv at forestil dig, at du gør den aktivitet lige nu. Hvilken følelse giver det dig? I eksemplet med bogen, kan det være at det giver dig en følelse af tid alene, kærlighed eller stilhed? Den følelse du får i den situation er også en af dine livsværdier.

Hvordan kan du integrere dine livsværdier?

Når nu du har fundet dine livsværdier, så er det tid til at kigge på, hvordan du kan integrere dem i dit hverdagsliv. Måske opdager du, at du allerede gør det, så ros og anerkend dig selv for det. Det kan også være, at du kan se, at du gang på gang går på kompromis med dine egne værdier.

_______________

En værdi der aldrig har kostet dig noget

Er ikke en værdi!

______________

 

Hvis vi vil leve et liv i overensstemmelse med vores værdier, så vil de også koste os noget fra tid til anden. Det kan være, at du skal til at sige mere fra. Det kan også være at du skal kigge dig om efter en ny arbejdsplads. Det kan være, at der er en veninde, der ikke skal have lov til at fylde så meget  i dit liv. Kun du ved hvad det er for dig. Men lov mig dog, at du øver dig i at lytte mere til dine værdier, de er din guide her i livet. Hvis du giver dem lov, vil de vise dig vejen til det bedste liv for dig.