Når ens forhindringer tager fejl

Man kan godt komme til at sætte nogle forhindringer op for sig selv. Man kan også godt komme til at tage fejl;-)

Lige siden jeg startede Hverdagssundhed, og dermed sprang ud som selvstændig,  har jeg været (alt for) bevidst om, at jeg jo er bosiddende på Lolland. For mig har det været en forhindring, som jeg har trukket ned over mig selv i forhold til at skaffe kunder.

Jeg har fortalt mig selv, at der ikke er de samme muligheder for at sælge mine produkter hernede på Lolland. Jeg har hængt meget fast i den gængse tanke om at folk, der bor på Lolland ikke har samme økonomiske råderum som folk, der bor andre steder (læs: bor i København). Jeg har også haft den opfattelse at folk hernede, ikke bruger penge på deres eget velbefindende. Det er endda på trods af, at jeg er stor fortaler for det gode liv på Lolland og er kæmpe tilhænger af projekter som for eksempel Lolland-Falster Lovestorm.

Mine forhindringer

Men ovenstående fordomme er jo mine og heldigvis ikke et udtryk for sandheden. For er der noget jeg har lært over det sidste års tid, så er det at jeg ikke kan regne ud, hvad folk vil og ikke vil 😉 Og heldigvis for det. Men det viser jo bare med al tydelighed, at vi mennesker er rigtig gode til at sætte forhindringer op for os selv. Tænk hvis ikke jeg var hoppet ud i det her eventyr på trods af de forhindringer, jeg så foran mig. Så sad jeg ikke her i dag og skrev disse ord til dig. Så havde jeg ikke haft muligheden for at lave det, jeg brænder allermest for, nemlig at hjælpe mennesker til et bedre og friere liv.

 

Dine forhindringer

Du gør det garanteret også, sætter forhindringer op for dig selv. Måske er du bevidst om dem, men oftest er vi faktisk ikke særligt bevidste om vores egne indre “regler”.

Ved du for eksempel hvilke forhindringer, du sætter op for dig selv i forhold til kærlighed? Eller i forhold til din egen sundhed? Hvad med i forhold til dit job og karriere?

Prøv om du kan udfordre dig selv lidt på dine forhindringer. Måske viser det sig, at de slet ikke er så sande, som du går og tror. Hvis det viser sig, at dine forhindringer er sande, hvad er så det værste der er sket? Formentlig ikke andet end at du er blevet klogere på dig selv, og ved hvordan du skal gribe sagen an en anden gang, hvis du virkelig gerne vil lykkes med et projekt;-)

Vil du have hjælp?

Så tøv ikke med at kontakte mig. Det smarte ved den tid vi lever i i dag, er nemlig at vi ikke behøver at sidde overfor hinanden. Med hjælp fra Skype, Facetime eller ganske enkelt en telefon, kan jeg sagtens hjælpe dig, uanset hvor i verden eller landet du bor.  Også selvom jeg bor på Lolland 😀

 

Hav den skønneste dag

Kram fra Mette

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.