Et farvel til “Bedste vennen/veninden”

Slået op d. af Mette

Børn kan være noget så stride ved hinanden.

Men os der har en lille smule erfaring med voksenlivet, vi ved at det også gør sig gældende for voksne. 

For hvorfor er det egentlig, at vores børn snakker som de gør, og siger de ting de gør?

Det er jo fordi, at de har hørt dem fra os voksne. Måske ikke lige fra dig og mig, men så fra en kammerat, der har hørt det fra en voksen. 

“Så er du ikke min bedste ven mere”

Den besked fik min søn i går, da jeg hentede ham.

Det kom sig af noget med en Lego-skyder, som der var et andet barn, der gerne ville have fingrene i. 

Helt naturligt selvfølgelig, for min søn skulle jo hjem.

Og i sådan en børnehave gælder det om at holde sig til, hvis der er noget man gerne vil have. 

Min søn var ikke helt klar til at slippe Lego-skyderen, så han nægtede. 

Så var det, at han fik af vide, at så kunne han ikke være lille Børges (okay, Børge det er bare et dæknavn, ik’ ;-)) bedste ven mere. 

Lige præcis den sætning fik mig til at tænke på noget

For det her med “Bedste venner” eller “Bedste veninder”, det kan jeg om nogen nikke genkendende til. 

Det har vel altid været sådan, at man skulle have en bedste ven eller veninde.

Sådan har det i hvert fald været i de kredse, som jeg er kommet i. 

Og det bliver selvfølgelig givet videre til vores børn.

Jeg skal være den sidste til at hævde mig.

Jeg er også kommet til at spørge (især min datter, ush den svier lidt), hvem der var deres bedste ven/veninde. 

Hvis vi lige tager voksenbrillen på

Så er det dælme noget underligt noget, at rangliste sine venner på den måde. 

Hvorfor er det, at vi har behov for at sætte vores venner eller veninder i kassen, hvor nogle er bedre end andre? 

Som sagt skal jeg være den sidste til at sige noget

For jeg har altid kæmpet med det at have en bedste veninde. 

Jeg har haft mange gennem tiden.

Men de er allesammen uden undtagelse forsvundet igen. 

Så hvor meget var de så bedste veninder, kan man spørge sig selv? 

Måske er de forsvundet, fordi jeg har følt mig overset som “Bedste veninde”….

Fordi de pludselig fandt andre, som de åbenlyst fortalte mig, var deres nye “Bedste veninde”. 

Når man pludselig bliver skiftet ud på den måde, så gør det ondt. Og så kan venskaber gå i stykker. 

Hvis vi i stedet havde lært, at alle venskaber har værdi, og ingen er bedre end andre, så tror jeg faktisk, at flere af mine venskaber ville bestå i dag. 

Kunne man forestille sig?

At vi i stedet for at have “Bedste venner” og “Bedste veninder” lærte både vores børn og os selv, at venskaber fylder forskelligt på forskellige tidspunkter i vores liv. 

At i perioder bruger vi meget tid sammen med Ursula (igen er vi ude i noget med dæknavn ;-)), og i andre perioder bruger vi meget tid sammen med Magdalene. 

Vi kunne også med fordel lære, at vi har venner til forskellige formål.

Nogle er gode at snakke snakke om børn og børneopdragelse med, andre er fantastiske at drikke drinks med og andre igen kan vi dele vores passion for stramaj-syning med. 

Når vi kategoriserer nogle som “Bedste” 

Så siger vi samtidig, at der er andre, der ikke er lige så gode.

I bund og grund ville vi jo ikke finde os i det, hvis det blev sagt med lige præcis de ord. 

Men fordi det er pakket ind i en måde at snakke på, som vi altid har brugt, så lægger vi knap nok mærke til det. 

Jeg kender i hvert fald personligt følelsen af ikke at være den “Bedste” hos nogle.

Jeg har gennem flere perioder af mit liv oplevet, at de veninder jeg havde, allesammen havde en anden veninde, som de omtalte som deres “Bedste veninde”. 

På samme måde har jeg selv brugt udtrykket også i forbindelse med snak med andre veninder.

I dag skammer jeg mig over det

For jeg ved, at jeg har været med til puste til noget meget sårbart i det andet menneske, nemlig at hun ikke var den “Bedste”. 

Og det passer jo ikke. Vi er alle sammen de bedste, vi udfylder bare hver især forskellige funktioner på forskellige tidspunkter. 

Men det betyder ikke, at nogle er bedre end andre! 

Skal vi ikke blive bedre til at passe på hinanden og hinandens følelser?

Jeg synes det vil klæde os hver især, at huske på hvordan vi bruger sproget. For jeg er sikker på, at det ikke er vores intention, at gøre andre kede af det. 

Men fordi vi ureflekteret bruger talemåder, som vi er vokset op med, så kommer vi til det alligevel. 

Og eftersom at vi, der kan læse med på den her blog ikke går i børnehaven mere, må vi gå foran med det gode forbillede. 

Jeg synes at vi skal blive opmærksomme på at vi ikke kommer andre mennesker i kasser med labels som “God, bedre, Bedst”.

Om tilgivelse – for din egen skyld

Slået op d. af Mette

Der er et indlæg, der har boet i mig i noget tid efterhånden. Nemlig et indlæg om tilgivelse.

Det er jo ofte sådan, at det der ligger os på sindet, det er noget, vi selv kæmper med eller har kæmpet med.

Det er det samme der gør sig gældende for det her indlæg.

Jeg har dog gået om det som katten om den varme grød.

For kan man skrive om noget, som man ikke selv er 100 meter-mester i endnu?

Jeg tror måske endda en generel udfordring, som jeg har i forhold til bloggen her.

At jeg tror at jeg skal have styr på det hele og skrive de “rigtige” indlæg, hvis jeg skal bibringe værdi til dig, kære læser.

Men det er jo min egen fortælling til mig selv, ikke et bevist faktum. Så nu vover jeg pelsen.

Og det kommer jeg også til at gøre mere i fremtiden.

Altså at skrive indlæg, der handler om det der sker i mit liv lige nu, også de ting, som jeg endnu ikke har den store forkromede løsning på.

Måske vi sammen kan finde den.

 

I dag skal handle om tilgivelse

Og det skal det fordi det var det, der kom til mig for noget tid siden.

Jeg har nogle mennesker i mit liv, som har gjort mig rigtig kede af det.

Mennesker som jeg har stolet på 110%, og som jeg har troet ville mig det bedste.

Men nogle gange sker der jo det, at vi bliver skuffet.

Der sker også tit det, at vi får en trang til at skyde skylden 100% over på det andet menneske.

For det gør ondt!

Det gør så ondt, når deres ord får lov til at komme ind under huden på os.

Jeg føler mig i den grad svigtet og forladt, og de følelser er bare ikke rare at være i.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det nogle følelser, som kan få lov til at fylde rigtig meget, fordi vi helst ikke vil føle dem.

 

Så det har jeg bøvlet med – rigtig længe efterhånden

Faktisk har det været følelser, der har domineret hele 2018, når jeg har tænkt på det her ene menneske.

Det andet menneske er først kommet til her inden for de sidste par måneder (egentligt sjovt som vi bliver ved med at blive mødt med de samme udfordringer, indtil vi har optaget den læring, der ligger i dem).

Faktisk har jeg haft det sådan, at når jeg åbnede Instagram eller Facebook, så gav det lige et stik i hjertet, når der tonede et billede frem fra det her menneske.

Og så blev jeg sur og irriteret! Min mand har måtte lægge meget ører til al min galde. Men i bund og grund handlede min galde jo ikke om det her menneske.

Det handlede om den følelse jeg havde inden i af at være blevet svigtet og forladt.

En følelse som jeg, hvis jeg ville, kunne hele hos mig selv.

Men man kan ikke hele noget som helst, hvis man bliver ved med at holde fast i tankerne om hvad den anden har gjort.

 

Derfor kom tilgivelse til mig

Endnu en gang faldt tanken på de her mennesker, som ikke er fysisk i mit liv mere, men som stadig fylder en hel del psykisk.

Og som om at Universet tænkte “Okay, hun fatter det ikke selv, jeg må åbenbart fortælle hende det direkte” slog det ned i mig – “TILGIVELSE”!!!

 

Hmm, hvad mon jeg skulle med det?

Efter lidt venden og drejen det rundt slog det mig, at det jo er det jeg skal.

Jeg skal tilgive de her mennesker. Ikke for deres skyld, men for min egen.

Jeg skal tilgive dem, for kun på den måde kan jeg sætte mig selv fri af følelserne af at være blevet svigtet og forladt.

Jeg skal tilgive dem, fordi hvis ikke jeg gør, så vil de komme til at fylde for meget negativt i mit liv. Og jeg vil ikke fylde negativitet ind i mit liv.

Jeg kan ikke ændre på hvad de har fortalt mig. Men jeg kan ændre på hvordan jeg agerer på det.

Det er mit ansvar hvor meget det får lov til at fylde.

Så for min egen skyld vælger jeg, at tilgive dem.

Det betyder ikke at jeg enig i deres opførelse eller behandling af mig. Det betyder heller ikke, at jeg vil finde mig i det igen.

Det betyder at jeg i mine tanker og i mit hjerte tilgiver dem.

 

Det ER svært

Selvfølgelig er det svært. Hvis det var let, så ville der jo ikke være uvenskab og fjendtlig her på jorden.

Familier opløses på grund af sårede følelser.

Venskaber går i stykker på den bekostning.

Mange mennesker er virkelig kede af det, fordi der er mennesker i deres liv, som har gjort dem ondt.

Alt dette ville ikke være tilfældet, hvis det var let at tilgive.

Men jeg tror inderligt på, at det er vores eget ansvar hvordan vi reagerer og hvor meget vi tillader det at fylde. Så for mit eget vedkommende vælger jeg nu at gå med tilgivelsen.

Der popper stadig negative tanker op.

Det giver stadig et lille stik i hjertet, som da jeg åbnede Instagram her til morgens, men det er okay.

Stikket er lidt mindre end i går, og endnu mindre end i sidste uge.

Når tankerne begynder at sværme, så husker jeg nu mig selv på, at jeg tilgiver! Ikke for deres skyld, men for min egen.

 

Det mest kærlige vi kan gøre for os selv er, at tilgive.

Både de andre, men også os selv.

Og ligesom med al anden form for selv-udvikling, så kræver det øvelse.

Øvelse kræver bevidsthed.

Jeg fik bevidstheden den anden dag.

Du får den nu.

Hvem skal du tilgive? Hvad skal du tilgive?

 

 

Husk at du altid kan følge med på Facebook, hvor jeg ofte inspirer til refleksion over alt det der sker i vores liv.

 

Nå, hvad laver du så til dagligt?

Slået op d. af Mette

Når jeg møder nye mennesker, så er det ret typisk, at jeg enter spørger dem, eller de spørger mig “Nå, hvad laver du så til dagligt?”. I det spørgsmål ligger underforstået “Hvad arbejder du med?”. Vi mener jo ikke “laver du mad til din familie?” eller “sørger du altid for at hente og bringe børn til fritidsaktiviteter?” eller nogle af de tusind andre ting, der står på den daglige to-do-liste.

Nej, vi vil gerne vide hvad folk arbejder med! Og hold nu op, hvor kan der ligge mange følelser i lige præcis det spørgsmål. Jeg har selv oplevet både at blive vildt engageret, men også vildt frustreret.

For nogle dage er man rigtig stolt af det arbejde, man laver og vil gerne fortælle om det. Andre dage er man så presset, at man mest af alt har lyst til aldrig at møde op på jobbet igen.

Og så er der de perioder af livet, hvor man måske ikke lige har kontakten til et job. Det kan der være rigtig mange grunde til. Måske er man blevet fyret eller har sagt op. Måske er man sygemeldt og kæmper for at finde fodfæstet igen. Eller man er ved at skifte retning i sit liv.

 

Min egen fortælling

For lidt over 2 år siden sagde jeg mit job som folkeskolelærer op. Det var en beslutning, som jeg helt inderste inde vidste var den rigtige.

Men jeg vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske derefter. Jovist var jeg i gang med at blive certificeret coach. Men lad os være ærlige et øjeblik 😉 Rigtig mange mennesker har efterhånden en eller anden form for coaching med i baggagen. Så når jeg sagde, at jeg var ved at uddanne mig til coach, så blev jeg mødt af “Nå okay, ja jeg har jo også selv været på et aftenkursus i coaching. Det er såmænd fint nok, men altså det kan man jo ikke leve af”.

Fordi jeg ikke selv vidste, hvad jeg ville bruge den der coach-uddannelse til, så endte jeg som regel med (ubevidst) at give dem ret.

Kald dig nu bare skolelærer

Jeg husker tydeligt en efterårsdag et par måneder efter, at jeg var stoppet i mit lærerjob.

Jeg var med min veninde ude at bade. Vi var ved at “træne os op” til at blive vinterbadere. Så der stod vi ude på badebroen sammen med en flok halvnøgne mennesker. En af damerne kendte jeg fra tidligere. Hun har passet mig som barn, og hun vidste, at jeg havde været skolelærer, men også at jeg havde sagt op for at blive selvstændig.

En af de andre vinterbadere spurgte mig “Nå, hvad laver du så til dagligt?” og jeg blev lidt grebet af panik, for nu skulle jeg jo fortælle, at jeg var selvstændig coach og kropsterapeut (i hvert fald i gang med uddannelsen ;-)). Jeg var åbenbart noget rodet i min forklaring, og damen der kender mig bryder ind og siger “Mette, sig du er skolelærer, det er da meget nemmere”. LIGE der vidste jeg, at jeg skulle se at finde ud af, hvad jeg skulle svare på det spørgsmål, når jeg fremover blev spurgt.

For nej, jeg var ikke skolelærer mere. Den titel passede ganske enkelt ikke til mig længere. Jeg havde truffet det modige valg, at jeg ikke længere ville være skolelærer. Alt i mig strittede, da hun foreslog, at jeg bare kunne blive ved med at kalde mig skolelærer, fordi det var det nemmeste. Jeg havde ikke valgt at sige mit faste og trygge job op, fordi det var nemt. Når jeg ikke med sikkerhed i stemmen sige kunne sige, hvad jeg så arbejdede med, så blev det meget tydeligt for mig, at jeg ikke anede, hvad jeg ville med mit liv.

For det er jo i bund og grund det vi siger med vores job-titel. Vi fortæller hvad der interesserer os. Vi viser, hvad vi vælger at bruge vores tid på. Og uanset om vi vil det ej, så bliver vi sat ned i nogle kasser og ind på en social rangstige, når vi nævner hvilket job vi har.

Vores job siger en hel del om os

Rigtig meget af vores identitet som voksen ligger i vores job-titel. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at det bliver dobbelt op på svært, når vi af en eller anden grund ikke har et arbejde, eller ikke kan arbejde.

Men det er okay at tingene ind imellem er svært! For det er i den proces, at vi lærer så ufatteligt meget om os selv, og om hvad vi vil med det her liv. Ja, det betyder måske perioder, hvor du ikke har et entydigt svar på HVAD du laver. Men det er faktisk også meget sjovere at finde ud af HVEM du er. Hvem ønsker du at være, når du er sammen med dine børn? Hvem vil du gerne være som kone, veninde og karrierekvinde? Hvem er det, du gerne vil møde, når du kigger dig selv i spejlet?

Når du har fundet du af det, så bliver det så meget nemmere at svare på HVAD du laver eller vil lave.

I dag ved jeg HVEM jeg er, når jeg ikke længere er skolelærer, og henover de seneste par måneder er jeg også blevet helt skarp på HVAD jeg laver. Men læg lige mærke til, at det altså er over to år siden, at jeg sagde mit job som skolelærer op. De år har jeg brugt på at lære HVEM jeg er!

I dag kan jeg med stolthed i stemmen sige at “Jeg er selvstændig kropsterapeut, coach og foredragsholder og jeg beskæftiger mig med livsdesign!”

 

Hvordan trives du med den job-titel du har i dag? Hvis du skulle være noget andet, hvad ville du så være? Hvem er du udover den job-titel du har? Er du der i livet hvor du gerne vil være?

Knus og kram fra

Mette

PS: Hvis du gerne vil finde ind til kernen af hvem du er og lære, hvordan du kan leve et liv, der er meningsfyldt og skønt for dig, så kom med på forløbet “VærDig- 4 aftener med fokus på…”. Jeg lover dig fuld valuta for pengene, og når forløbet er slut, vil du også med stolthed i stemmen kunne sige “Jeg er xxx og jeg beskæftiger mig med xxx”.

Du har ansvaret for at skabe det liv, der passer til dig. Start heller i dag end i morgen, for du ved ikke hvor lang tid du har at gøre godt med.

 

 

 

 

P

Efter storm kommer stilhed

Slået op d. af Mette

Nu er det sommer og sol, og vi kan næsten ikke huske, at det kan være anderledes. Men om bare 3-4 måneder vil de første efterårsstorme ramme vores lille land igen.

Jeg ELSKER de der efterårsstorme <3 Jeg elsker når det river og rusker i udenfor, og jeg fascineres af de stærke kræfter, der er på spil. Jeg elsker fornemmelsen af at blive blæst igennem, og ikke sjældent vil du finde mig ude ved vandet, når det rigtigt blæser. Jeg går gerne en tur i modvind ved havet, for at få den der fornemmelse af at være fuldstændig blæst igennem i kroppen.

 

Efter storm kommer stilhed

Lige så meget det larmer og rusker når vinden rigtig raser, lige så stille føles alt bagefter. For selvom stormen er skøn og voldsom og fuld af energi, så har vi og naturen også brug for, at det ikke varer ved forevigt. Vi har brug for at besigtige skaderne og reparere de tagsten og tagrender, der måske har lidt overlast. Vi får fjernet alle de gamle grene og blade, der ikke kunne holde til stormen. Vi ruster os til endnu en storm, så vi står stærkere næste gang.

Du har også brug for stilheden

Vi er ikke anderledes end naturen. Vi oplever også storme, hvor det hele rusker og ryster op i os. Det kan være storme af stress, arbejde og skrigende børn. Det kan være storme af sorg, frustrationer og vrede.  Men det kan også være storme af fester, fødselsdage, skønne projekter og vin på en hverdagsaften. Alt sammen ting der er fyldt med energi på den ene eller anden måde.

Til gengæld er vi ikke lige så gode som naturen til at lade stilheden sænke sig bagefter. Ofte befinder vi ofte midt i orkanens øje i uger, måneder og sågar år. Vi kan simpelthen ikke finde ud af at lade stilheden få plads. Men det er i stilheden, at vi bygger op. Det er der hvor vi kan se, hvilke tagrender der skal rettes op på. Det er i stilheden, at kroppen kan opbygge sine celler, så vi står stærkere næste gang vi møder en storm.

Glem stilheden og bliv syg

Jeg møder utroligt mange mennesker i min klinik, der på den ene eller anden måde er så overbelastet, at de ikke fungerer optimalt i deres liv. De har måske ondt i lænden eller skuldrene. Måske driller maven eller vejrtrækningen. De har svært ved at sove, fordi tankerne myldrer rundt. Deres hud slår ud, og de har ofte hovedpine om eftermiddagen. Alt sammen symptomer som man godt kan klare sig igennem hverdagen med. Som regel passer de nemlig stadig deres arbejde, børn og hjem. Men det er bare ikke særligt rart. Det føles i hvert fald ikke let og glædesfyldt.

Du må gerne…

Storme kan være livgivende og vigtige, men det er stilheden bagefter så sandelig også. Prøv næste gang du har været i en af dine storme, måske det allerede er i dag, at lægge mærke til hvad din krop har brug for bagefter. Læg mærke til om den er ekstra træt, er mere sulten, tørstig eller tung. Og husk så dig selv på, at det blot er din krops måde at sige “Hallo, der er lige nogle tagrender, der skal repareres, og nogle gamle, visne gren vi skal have flyttet, så vi kan bygge noget nyt og stærkere op”.

Nej det er ikke særligt nemt

Jeg ved det godt, du har ikke tid til stilheden. Du har så mange ting, du skal nå. Du har så mange krav, du skal sørge for at opfylde, og så er der jo også børnene, manden, jobbet, hjemmet og veninderne. Jeg ved det godt… for jeg har selv været der. Jeg ved godt, at det koster tid, hvis du begynder at lytte til kroppen og dens behov for stilhed. Det er ikke effektivt, og det vil kræve, at der er noget du siger nej til. Men spørgsmålet er om du i sidste ende, har råd til at lade være? Hvilken pris betaler du, når du konstant befinder dig i orkanens øje?

 

Hvad er det vi vil med det her liv?

Slået op d. af Mette

Når jeg ser et stjerneskud

så ønsker jeg mig altid et langt og lykkeligt liv. Men oftere og oftere er jeg begyndt at spørge mig selv, hvad er egentligt et langt og lykkeligt liv?

I weekenden var jeg til bisættelse hos et menneske, der har betydet utroligt meget for mig og den familie, jeg er blevet en del af. Efter denne dag var det tydeligt, at hendes liv havde haft stor betydning for mange. Folk kom fra nær og fjern for at give hende en sidste hilsen. Vi der var den nærmest familie, var sammen hele dagen, først i kirke, så til kaffe, og så sluttede vi dagen af med aftensmad, hygge, sang, grin og tårer. Den dag var fuldstændig som den skulle være. Så smuk, stærk og samlende, præcis som hun havde været, da hun levede.

Jeg er sikker på, at det her var afslutningen på et langt og lykkeligt liv

Men ingen af os kan kopiere det liv og så forvente, at det vil gøre os lykkelige. Vi er nødt til at finde vores egen vej, også selvom det til tider virker utroligt svært.

Jeg har i mange år, ikke haft nogen som helst idé om hvad et lykkeligt liv var for mig. Et langt liv det var jeg nogenlunde klar på. Nemlig at jeg bliver mindst 90 år gammel.

Men et lykkeligt liv? Det er jo i bund og grund noget jeg selv skaber, og dermed er det også så meget sværere. Det ville klart være det nemmeste, hvis man ønskede sig et langt og lykkeligt liv, og så sad der en et sted og vidste præcis, hvad der skulle til for at gøre mig lykkelig. Men når jeg ikke en gang selv ved det, hvordan skulle andre så vide det, uanset hvor altseende og guddommelige de end måtte være?

Mit (og dit) lykkelige liv starter lige her og lige nu

Vi behøver ikke at vente på næste stjerneskud, for at få det der lykkelige liv. Vi har selv rammerne, vi skal bare udfylde dem på en måde, der giver mening for os.

Jeg har nogle af de mest fantastiske rammerne, hvis jeg vælger at se sådan på det. Jeg har en rask og stærk krop, tre raske og dejlige børn, den mest fantastiske og støttende mand, en skøn familie og svigerfamilie og de bedste venner man kan tænke sig. I bund og grund er jeg sikker på, at det er det, der betyder noget, når jeg når til vejs ende.

Så er det ikke afgørende om jeg havde råd til store julegaver, fik 6 i spansk eller ikke kan bage vaniljekranse. Det afgørende er, at jeg har betydet noget for nogle mennesker og at jeg har behandlet dem og mig selv med kærlighed og respekt.

Et lykkeligt liv kan se ud på mange måder

Herfra kan et lykkeligt liv udforme sig på mange måder. Måske skal jeg være hjemmegående, arbejdstager eller selvstændig. Måske skal jeg noget i en periode og noget andet i en anden. Jeg tror ikke, vi skal være så bange for at prøve lidt af det hele af.

Vi skal ikke være bange for at lave fejl, for det er i vores fejl, at vi lærer en masse. Måske lærer vi hvad vi gerne vil, men lige så vigtigt så lærer vi oftest, hvad vi i hvert fald ikke vil og ikke har lyst til.

Hvis vi ikke har lavet fejl, har vi aldrig rigtig prøvet noget nyt!

 

 

 

 

 

Julehygge kræver rocker-meget overskud

Slået op d. af Mette

Ja undskyld mig, men det synes jeg altså…

Det er rigtig dejligt, at man kan købe sig til julesmåkager, juledekorationer og risengrød på pølse. Det er nemt og det er efterhånden også helt legitimt, at man vælger de lettere løsninger.

Men hvad nu hvis man hele tiden er bagud med at købe de der skide kalendergaver? Købe pebernødderne fra Karen Volf? Eller at man næsten ikke kan tage sig sammen til at sætte 4 lys i en adventstage? For selvom det burde være ret nemt at gå til, så er det min oplevelse, at det ikke gør følelsen af stress i december meget mindre.

 

Der er kun 24 dage

til at nå det hele. 24 dage til at nå at fremskaffe julehyggen, hvordan den ellers tager sig ud i ens familie. Og i de 24 dage er der stadig vasketøj, madpakker, rengøring, job og fritidsinteresser der skal passes.

Så er der nogle tjekkede mennesker, der har styr på kalendergaver, flæskesteg, pebernødder og juletøjet allerede inden første november. For man kan jo tale for, at det ikke kan komme bag på en, at det bliver jul igen i år. Men jo, det kan det faktisk, i hvert fald hvis man mig.  Jeg ved endnu ikke hvordan, men det lykkes hvert år for mig, at blive overrasket over at det allerede er jul igen;-)

Når man sænker kravene

så skal man være opmærksom på at det har en pris. Den pris har jeg betalt i mange år. Prisen var at jeg sad efter jul og ærgrede mig over, at vi ikke havde nået at hygge med julebagning, eller at jeg ikke havde givet børnene lov til at lave deres egne juledekorationer. Jeg manglede simpelthen følelsen af JUL. Og tanken om at der nu var et år til at det blev jul igen, det gjorde mig helt trist. Så selvom jeg ikke havde stresset over julen FØR juleaften, så gav det en følelse af at ville ønske tingene var anderledes EFTER jul. Giver det mening?;-)

I år er anderledes

og det har fået mig til at tænke over, hvad det er der er anderledes. Hvorfor kunne jeg pludselig overskue at lave juledekorationer med fire børn i går eftermiddags? Vi snakker ler, gran, tingeltangel over hele spisebordet. 4 børn i alderen 3 til 10 år der skulle have hjælp til hver deres juledekoration, og vi snakker om, at jeg også havde en ambition om lige at lave en adventsdekoration selv. Det gik supernemt og det var superhyggeligt. Fra at jeg gik ud i haven og samlede ind til dekorationerne, og til der var 100% ryddet op igen (hvilket heller ikke skete førhen, oprydningen kunne nemt tage dage, for ikke at sige uger…) gik der under 2 timer!

Nu kan det så undre mig, om jeg virkelig ikke har kunne finde 2 timer de andre år? Jo selvfølgelig havde jeg kunne det, hvis jeg havde haft overskuddet til det. Men jeg har netop ikke haft mulighed for, eller vidst hvordan jeg skulle, skaffe overskud. Så jeg har kørt på pumperne og budt ind med mindst mulig indsats.

 

I år har jeg overskuddet

fordi jeg for første gang i meget lang tid, har det helt-ind-i-knoglerne-fantastisk. Det giver energi til mere at følge sine drømme. Endnu en gang ser jeg, at når jeg arbejder med mit indre, så viser det sig i det ydre. I år har jeg LYST til at julehygge. Ikke fordi jeg skal, ikke fordi jeg pludselig kan følge en plan og i særdeleshed ikke fordi det er et krav. Men fordi jeg har LYST!

I år kommer høster jeg frugterne af det arbejde, jeg har lavet de sidste par år. Det har ikke været nemt at komme hertil, men det er det hele værd. Mine børn har fået en mor, der har lyst til at skabe nogle fantastiske juleminder sammen med dem, og det er altså ret stort.

Når man ikke ved, hvad man vil være når man bliver stor

Slået op d. af Mette

Kan du huske, at man som barn ofte blev spurgt om hvad man ville være, når man blev stor? Og her mente de voksne ikke om man ville være en fantastisk mor, en god veninde, skøn kone, et godt menneske eller andre trivialiteter. Næ nej, her mente man, hvad man havde tænkt sig at arbejde med, når man blev voksen.

Mit eget drømmejob

Jeg kan ikke huske alle mine svar, men jeg ved at de spændte vidt. Lige fra grisepasser til jordemor, fra dyrlæge til sekretær, fra ambulanceredder til dagplejemor. Men der var ikke noget, der rigtigt holdt ved.

 

 

For jeg var også enormt optaget af, om det nu var et fornuftigt job, jeg valgte. For eksempel havde jeg i mange år egen hest og red ganske meget. Når nogle spurgte, om jeg så skulle være berider, sagde jeg nej. Med den begrundelse at det jo ikke var et job, hvor man tjente ret mange penge, og man skulle også arbejde i weekenderne og og og.

I bund og grund ville jeg virkelig gerne have prøvet kræfter med berider-jobbet, men jeg var bange for, at jeg ikke var dygtig nok. Så var det nemmere at afskrive den drøm, inden jeg overhovedet havde givet den en chance. Derudover vidste jeg også, at folk omkring mig ikke så det som et rigtigt job, og i forhold til at ville stifte familie på sigt, så var det ikke det fornuftige valg. Og var der noget jeg for alvor var bange for, så var det at andre mennesker skulle dømme mig som være et “IKKE-fornuftigt og IKKE-ansvarsfuldt”-menneske. Så drømmen om at blive berider forblev en usagt drøm.

 

Men hvad så?

Jeg har altid været vildt misundelig på dem, der lagde sig fast på et drømmejob og karriere i 4.5. klasse og som rent faktisk er gået den vej.

Jeg fumlede rundt med 117 ideer, og det gør jeg vist faktisk stadigvæk;-) Jeg hadede, at jeg skulle træffe et valg om linjefag i gymnasiet (ikke at gå gymnasiet-vejen var slet ikke en mulighed i min verden, pæne piger tager en boglig uddannelse). De valg jeg traf der, ville jo få betydning for hvilke muligheder, jeg havde senere hen.

Da jeg afsluttede gymnasiet, hadede jeg tanken om, at jeg skulle vælge EN uddannelse og dermed også EN karriesti i livet. Og det var vel og mærke før uddannelsesloft og massivt pres om at vælge rigtigt i første hug. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg vidste en del mere, om hvad jeg ikke ville.

At afprøve det hele og alligevel vælge forkert

Efter et par fjumreår valgte jeg læreruddannelsen, og det var endda på trods af, at jeg havde prøvet at være lærer med fast skema og egen klasse i 3 måneder. Jeg hadede hver dag af det studenterjob, og jeg ville ikke være lærer. Men fornuften og den pæn pige vandt. Som lærer har man nemlig gode arbejdstider. Det passer perfekt med ønsket om at stifte familie. Man tjener også okay og der er en ganske fornuftig pension med i købet. Det passer godt til tryghedsnarkomanen i mig. Man får lov at gøre en forskel for nogle mennesker, og det er måske i bund og grund det, der har gjort, at jeg alligevel ikke fortryder min læreruddannelse.

 

Når hjertet til sidst råber for højt

Efter 8 år i lærergerningen kunne jeg til sidst ikke undertrykke mig selv mere. Jeg blev nødt til at sige op og finde ud af, hvad jeg for alvor vil med det her liv.

Mange har spurgt hvad det dog var, der gjorde udslaget. I starten skød jeg skylden på skolereformen og arbejdstidsaftaler. Så skød jeg skylden på kommunen og de rammer de satte for arbejdet. Så skød jeg skylden på stress og manglende overskud til mine egne børn.

Sandheden er bare, at jeg ikke trives at skulle lave det samme dag ud og dag ind. Jeg kan faktisk godt lide at undervise, og jeg kan rigtig god lide relationen til børn og unge mennesker. Jeg ved, at jeg er ret god til begge dele også. Jeg kan ret hurtigt trylle noget brugbart ud af ærmet. Jeg kunne så at sige mit arbejde på rygraden.

Men jeg trives ikke med at være låst fast og ikke have mulighed for de 117 andre ideer, som jeg også hele tiden får. Jeg vil have friheden til at hjælpe mennesker på forskellige måder. Det er derfor, at min virksomhed både indeholder kropsterapi (med mange forskellige emner), stresscoaching, klassisk coaching og mentoring. Det er derfor, at jeg hele tiden er på udkig efter nye samarbejdspartnere, nye projekter jeg kan deltage i og nye uddannelser, jeg kan tage. Jeg vil have lidt af det hele.

Men kan man det?

 

Indtil for ganske nyligt har jeg troet på, at man skulle lægge sig fast på en hylde og så gøre sig god der. På den måde vidste man også, hvad ens arbejdsliv skulle indeholde frem til pensionen. Men hver gang tanken slog ned i mig, kunne jeg mærke maven slå knuder.

Så jeg har gjort op med den tanke. Det er jo i bund og grund mig selv, der har sat de regler op for hvordan et arbejdsliv skal se ud, og hvad det skal indeholde.

Det betyder, at jeg har min virksomhed “Hverdagssundhed”, hvor jeg er chefen, og hvor jeg står med al ansvaret, også når det ikke går helt som forventet 😉 Her kan jeg bidrage med noget af det jeg elsker, nemlig rådgivning og vejledning i forhold til kroppen og psykens samspil. Her fokus på at skabe balance og overskud i den hverdag, vi hver især er en del af.

Hverdagssundhed skal på et tidspunkt også have et onlineforløb, så du kan sidde derhjemme i ro og mag og blive klogere på hvordan du finder dit overskud og din balance i din hverdag. Derudover skal Hverdagssundhed også være forhandler af forskellige gode produkter, som kan hjælpe kroppen i balance igen.

Når nok bare ikke er nok

Men det er ikke helt nok, for jeg savner at have kollegaer, og jeg savner at lave noget, der ikke har med personlig udvikling at gøre. Jeg savner den der følelse af sammenhold, når man er en gruppe af kollegaer, der har knoklet igennem for at nå et fælles mål. Jeg savner at have nogle at grine sammen med og nogle at få nye input fra. Jeg har længe gået som katten om den varme grød, for hvordan skulle jeg kunne kombinere de ønsker, jeg har for et arbejdsliv? Og ville det ikke være lidt af et nederlag, hvis jeg tog mig et løn-arbejde et sted. For det jeg ville tage job som, ville ikke være noget, der kræver en speciel uddannelse eller anden af den viden, jeg har tilegnet mig gennem de seneste par år. Så ville det i bund og grund ikke være et trin ned af karrierestigen?

Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg er nødt til at gribe chancen, når den byder sig. Jeg kan mærke i min mave, at tanken om selv at kunne planlægge min tid mellem klienter, online business og noget helt tredje, det gør mig fuld af godt humør.

Nyt job

I praksis betyder det, at jeg har gang i forskellige møder og samtaler med spændende folk om super gode produkter, der matcher min virksomhed. Jeg går lige om lidt i gang med at udvikle et online forløb. Jeg har godt gang i min egen virksomhed, kliniklokalet bliver efterhånden brugt en del. Og på torsdag starter jeg som cafémedarbejder på Knuthenlund 🙂 Jeg glæder mig til at skulle arbejde et sted, hvor dyrevelfærden afspejler sig direkte i de gode produkter VI (Jeps føler mig allerede som en del af teamet ;-)) sælger. Jeg glæder mig til at få fart under skoene, når det hele går stærkt. Jeg glæder mig til kollegaer og til at møde en masse skønne kunder.

Det vil ikke få betydning for min egen virksomhed, der stadig vil blive drevet på samme måde som hidtil. Jeg glæder mig til at hjælpe både gamle og nye klienter. Og lur mig om ikke at jeg vil blive ved med at få en masse nye ideer til koncepter, projekter, samarbejder mm. 🙂

Hvad med dig?

Det blev til et langt skriv om mig, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om dit valg af job og karriere. Hvorfor har du valgt som du har? Trives du med det? Hvis du skulle ændre på noget, hvad skulle det så være?

Smid endelig en kommentar, det er altid så skønt at høre, hvad andre har på hjertet.

 

Kram fra Mette

 

 

 

Så hjælp mig dog!

Slået op d. af Mette Juszczyk

Jeg synes det er vildt svært at bede om hjælp. Eller det vil sige, jeg kan faktisk godt bede om hjælp, men hvis ikke hjælpen kommer i samme sekund som jeg beder om den, og hvis ikke den kommer på lige den måde, jeg havde tænkt mig, så har jeg utroligt svært ved det.

Jeg kan fx godt bede min mand om at gå ud med skraldespanden og dække bord, mens jeg laver aftensmad. Jeg vil sige det sådan, at det har mere end en gang resulteret i, at jeg selv har klaret det hele…. Fordi han simpelthen var for langsom, og så kunne jeg da i øvrigt også mærke, at han ikke rigtig gad at hjælpe mig! Og skal det være på den måde, så skal jeg saftsuseme nok klare mig selv.

Manden selv siger, at det ikke passer, at han ikke ville hjælpe mig, men han havde lige noget han skulle afslutte først. I min verden er det sådan, at hvis jeg en enkelt gang imellem beder om hjælp, så skal man være hurtigere end hurtig, og allerhelst selv havde forudset det, hvis man skal nå at hjælpe mig. Hvis man er for langsom betyder det jo, at man ikke synes jeg er værd at hjælpe, og jeg skal eddermame ikke ligge nogen til last.

Lyder det fuldstændigt åndssvagt? Tja måske, men ikke desto mindre tror jeg, at vi er en del, der har det på denne her måde. Vi er pæne piger, der er vokset op med, at vi skal kunne klare os selv, og allerhelst skal vi også kunne hjælpe alle andre imens. For os ligger der en værdi i at være uafhængige af andre, og det er bl.a. den evne, der har gjort os til stærke, modige og selvstændige kvinder. Bagsiden af disse egenskaber er dog, at når vi så bliver FOR presset, så bliver det rigtig svært at være os. For der er ikke nogen, der er gode nok, værdige nok, hurtige nok til at hjælpe os, og derfor knokler vi endnu mere på og bliver endnu mere presset. Dermed bliver lunten kortere, rummeligheden mindre og stædigheden større. Det gavner hverken os selv, vores familier eller vores arbejdsliv.

Så min opfordring i dag er at prøve at have tålmodighed, næste gang du beder om hjælp. Se hvad der sker, og læn dig ind i ubehaget over at det måske ikke bliver helt efter dit hovedet, men at det så måske kan noget andet?

Bare giv dig tid og se hvad der sker:-)

 

Kram Mette

Fredagslykke

Slået op d. af Mette Juszczyk

Det er freeeeedag, hvis der skulle være nogen, der ikke har opdaget det;-)

Inden længe er det weekend, og jeg glæder mig til at få samlet rødderne herhjemme, hygge med fredagsslik, hjemmelavet burgere og en god film i fjerneren. Det er dæleme længe siden, at vi sidst har haft tid til det.

Jeg elsker de fredage, hvor vi ikke har nogen planer. Det giver den skønneste start på weekenden.

Fredag er også en god dag lige at blive opmærksom på sig selv. Stille og roligt lukke ned for ugen på jobbet, og vende opmærksomheden mod hvad der gør en selv godt.

Hvad vil du gøre for dig selv i dag? Skal der motion til? Er det et langt, varmt bad med tid til cremer mm. bagefter? Er det at lave en lækker caffé latte og sætte dig i din yndlingsstol og læse lidt i en god bog? Er det et glas rødvin og manden i hånden, mens i går en lille tur rundt haven i solnedgangen og lytter til fuglenes aftensang?

Tit og ofte skal der ikke så meget til før, at det føles som den vildeste luksus, men det kræver, at du er nærværende omkring dit valg. Hvis du ikke er nærværende når du går der i haven eller står under bruseren, så opdager du nærmest ikke at du har brugt tiden på noget, der kunne have gjort dig godt.

Lad aftenen i aften være af den skønneste slags<3

Møs og kram fra Mette