Om tilgivelse – for din egen skyld

Slået op d. af Mette

Der er et indlæg, der har boet i mig i noget tid efterhånden. Nemlig et indlæg om tilgivelse.

Det er jo ofte sådan, at det der ligger os på sindet, det er noget, vi selv kæmper med eller har kæmpet med.

Det er det samme der gør sig gældende for det her indlæg.

Jeg har dog gået om det som katten om den varme grød.

For kan man skrive om noget, som man ikke selv er 100 meter-mester i endnu?

Jeg tror måske endda en generel udfordring, som jeg har i forhold til bloggen her.

At jeg tror at jeg skal have styr på det hele og skrive de “rigtige” indlæg, hvis jeg skal bibringe værdi til dig, kære læser.

Men det er jo min egen fortælling til mig selv, ikke et bevist faktum. Så nu vover jeg pelsen.

Og det kommer jeg også til at gøre mere i fremtiden.

Altså at skrive indlæg, der handler om det der sker i mit liv lige nu, også de ting, som jeg endnu ikke har den store forkromede løsning på.

Måske vi sammen kan finde den.

 

I dag skal handle om tilgivelse

Og det skal det fordi det var det, der kom til mig for noget tid siden.

Jeg har nogle mennesker i mit liv, som har gjort mig rigtig kede af det.

Mennesker som jeg har stolet på 110%, og som jeg har troet ville mig det bedste.

Men nogle gange sker der jo det, at vi bliver skuffet.

Der sker også tit det, at vi får en trang til at skyde skylden 100% over på det andet menneske.

For det gør ondt!

Det gør så ondt, når deres ord får lov til at komme ind under huden på os.

Jeg føler mig i den grad svigtet og forladt, og de følelser er bare ikke rare at være i.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det nogle følelser, som kan få lov til at fylde rigtig meget, fordi vi helst ikke vil føle dem.

 

Så det har jeg bøvlet med – rigtig længe efterhånden

Faktisk har det været følelser, der har domineret hele 2018, når jeg har tænkt på det her ene menneske.

Det andet menneske er først kommet til her inden for de sidste par måneder (egentligt sjovt som vi bliver ved med at blive mødt med de samme udfordringer, indtil vi har optaget den læring, der ligger i dem).

Faktisk har jeg haft det sådan, at når jeg åbnede Instagram eller Facebook, så gav det lige et stik i hjertet, når der tonede et billede frem fra det her menneske.

Og så blev jeg sur og irriteret! Min mand har måtte lægge meget ører til al min galde. Men i bund og grund handlede min galde jo ikke om det her menneske.

Det handlede om den følelse jeg havde inden i af at være blevet svigtet og forladt.

En følelse som jeg, hvis jeg ville, kunne hele hos mig selv.

Men man kan ikke hele noget som helst, hvis man bliver ved med at holde fast i tankerne om hvad den anden har gjort.

 

Derfor kom tilgivelse til mig

Endnu en gang faldt tanken på de her mennesker, som ikke er fysisk i mit liv mere, men som stadig fylder en hel del psykisk.

Og som om at Universet tænkte “Okay, hun fatter det ikke selv, jeg må åbenbart fortælle hende det direkte” slog det ned i mig – “TILGIVELSE”!!!

 

Hmm, hvad mon jeg skulle med det?

Efter lidt venden og drejen det rundt slog det mig, at det jo er det jeg skal.

Jeg skal tilgive de her mennesker. Ikke for deres skyld, men for min egen.

Jeg skal tilgive dem, for kun på den måde kan jeg sætte mig selv fri af følelserne af at være blevet svigtet og forladt.

Jeg skal tilgive dem, fordi hvis ikke jeg gør, så vil de komme til at fylde for meget negativt i mit liv. Og jeg vil ikke fylde negativitet ind i mit liv.

Jeg kan ikke ændre på hvad de har fortalt mig. Men jeg kan ændre på hvordan jeg agerer på det.

Det er mit ansvar hvor meget det får lov til at fylde.

Så for min egen skyld vælger jeg, at tilgive dem.

Det betyder ikke at jeg enig i deres opførelse eller behandling af mig. Det betyder heller ikke, at jeg vil finde mig i det igen.

Det betyder at jeg i mine tanker og i mit hjerte tilgiver dem.

 

Det ER svært

Selvfølgelig er det svært. Hvis det var let, så ville der jo ikke være uvenskab og fjendtlig her på jorden.

Familier opløses på grund af sårede følelser.

Venskaber går i stykker på den bekostning.

Mange mennesker er virkelig kede af det, fordi der er mennesker i deres liv, som har gjort dem ondt.

Alt dette ville ikke være tilfældet, hvis det var let at tilgive.

Men jeg tror inderligt på, at det er vores eget ansvar hvordan vi reagerer og hvor meget vi tillader det at fylde. Så for mit eget vedkommende vælger jeg nu at gå med tilgivelsen.

Der popper stadig negative tanker op.

Det giver stadig et lille stik i hjertet, som da jeg åbnede Instagram her til morgens, men det er okay.

Stikket er lidt mindre end i går, og endnu mindre end i sidste uge.

Når tankerne begynder at sværme, så husker jeg nu mig selv på, at jeg tilgiver! Ikke for deres skyld, men for min egen.

 

Det mest kærlige vi kan gøre for os selv er, at tilgive.

Både de andre, men også os selv.

Og ligesom med al anden form for selv-udvikling, så kræver det øvelse.

Øvelse kræver bevidsthed.

Jeg fik bevidstheden den anden dag.

Du får den nu.

Hvem skal du tilgive? Hvad skal du tilgive?

 

 

Husk at du altid kan følge med på Facebook, hvor jeg ofte inspirer til refleksion over alt det der sker i vores liv.

 

Julehygge kræver rocker-meget overskud

Slået op d. af Mette

Ja undskyld mig, men det synes jeg altså…

Det er rigtig dejligt, at man kan købe sig til julesmåkager, juledekorationer og risengrød på pølse. Det er nemt og det er efterhånden også helt legitimt, at man vælger de lettere løsninger.

Men hvad nu hvis man hele tiden er bagud med at købe de der skide kalendergaver? Købe pebernødderne fra Karen Volf? Eller at man næsten ikke kan tage sig sammen til at sætte 4 lys i en adventstage? For selvom det burde være ret nemt at gå til, så er det min oplevelse, at det ikke gør følelsen af stress i december meget mindre.

 

Der er kun 24 dage

til at nå det hele. 24 dage til at nå at fremskaffe julehyggen, hvordan den ellers tager sig ud i ens familie. Og i de 24 dage er der stadig vasketøj, madpakker, rengøring, job og fritidsinteresser der skal passes.

Så er der nogle tjekkede mennesker, der har styr på kalendergaver, flæskesteg, pebernødder og juletøjet allerede inden første november. For man kan jo tale for, at det ikke kan komme bag på en, at det bliver jul igen i år. Men jo, det kan det faktisk, i hvert fald hvis man mig.  Jeg ved endnu ikke hvordan, men det lykkes hvert år for mig, at blive overrasket over at det allerede er jul igen;-)

Når man sænker kravene

så skal man være opmærksom på at det har en pris. Den pris har jeg betalt i mange år. Prisen var at jeg sad efter jul og ærgrede mig over, at vi ikke havde nået at hygge med julebagning, eller at jeg ikke havde givet børnene lov til at lave deres egne juledekorationer. Jeg manglede simpelthen følelsen af JUL. Og tanken om at der nu var et år til at det blev jul igen, det gjorde mig helt trist. Så selvom jeg ikke havde stresset over julen FØR juleaften, så gav det en følelse af at ville ønske tingene var anderledes EFTER jul. Giver det mening?;-)

I år er anderledes

og det har fået mig til at tænke over, hvad det er der er anderledes. Hvorfor kunne jeg pludselig overskue at lave juledekorationer med fire børn i går eftermiddags? Vi snakker ler, gran, tingeltangel over hele spisebordet. 4 børn i alderen 3 til 10 år der skulle have hjælp til hver deres juledekoration, og vi snakker om, at jeg også havde en ambition om lige at lave en adventsdekoration selv. Det gik supernemt og det var superhyggeligt. Fra at jeg gik ud i haven og samlede ind til dekorationerne, og til der var 100% ryddet op igen (hvilket heller ikke skete førhen, oprydningen kunne nemt tage dage, for ikke at sige uger…) gik der under 2 timer!

Nu kan det så undre mig, om jeg virkelig ikke har kunne finde 2 timer de andre år? Jo selvfølgelig havde jeg kunne det, hvis jeg havde haft overskuddet til det. Men jeg har netop ikke haft mulighed for, eller vidst hvordan jeg skulle, skaffe overskud. Så jeg har kørt på pumperne og budt ind med mindst mulig indsats.

 

I år har jeg overskuddet

fordi jeg for første gang i meget lang tid, har det helt-ind-i-knoglerne-fantastisk. Det giver energi til mere at følge sine drømme. Endnu en gang ser jeg, at når jeg arbejder med mit indre, så viser det sig i det ydre. I år har jeg LYST til at julehygge. Ikke fordi jeg skal, ikke fordi jeg pludselig kan følge en plan og i særdeleshed ikke fordi det er et krav. Men fordi jeg har LYST!

I år kommer høster jeg frugterne af det arbejde, jeg har lavet de sidste par år. Det har ikke været nemt at komme hertil, men det er det hele værd. Mine børn har fået en mor, der har lyst til at skabe nogle fantastiske juleminder sammen med dem, og det er altså ret stort.

Børn og kropsterapi

Slået op d. af Mette

Har børn glæde af kropsterapi (eller anden alternativ behandling) og hvor gamle skal de være. før at det eventuelt kan lade sig gøre? I går lavede jeg et opslag ovre på Facebook, hvor jeg tilbyder kropsterapi til børn.

Men til forskel fra voksne, så er det jo sjældent at børn ved hvad de efterlyser. Og som forældre er man meget påpasselig med hvad man udsætter sit barn for. Det kender vi vist allesammen.

Vores børn kommer ikke hjem en dag og siger “Hey mor, jeg har tænkt på at jeg godt kunne tænke mig, at få løsnet musklerne lidt op…” Eller “øh, jeg tror at jeg har nogle psykiske blokeringer, der giver mig ondt i maven”. Hvor vi voksne hurtigt tænker i løsninger, googler tingene og spørger andre til råds, så har vores børn ikke samme muligheder.

Så hvad siger de så?

Altså mine drenge (som er 10 og 3 år), de kommer og siger at de har ondt i maven. Vi kan allesammen få ondt i maven, hvis der er luft der sidder på tværs, eller vi har spist noget vi ikke kan tåle. Men lad os være helt ærlige, så tit sker det jo heller ikke, at vi spiser fordærvet eller giftig mad…;-)

Når man er 10 år er der meget, der kan give ondt i maven. Lektier, venner, forældre ikke forstår noget, fritidsinteresser og ikke mindst de forventninger man stiller til sig selv.

Når mine egne drenge har ondt i maven, har jeg efterhånden fundet ud af, hvad det drejer sig om. Hos den ældste er det fordi at han overbelastet. Det kan være at ugens program har været for hårdt pakket (eftersom han går til gymnastik 3 gange om ugen, og de dage kører hjemmefra kl. 7.30 og først er hjemme igen om aftenen kl. 18.00, så er der meget lidt tid til lektier, legeaftaler, besøg hos mormor mm., så hvis der lige pludselig skal ske noget udover det sædvanlige program, så vælter læsset). Det kan også være at der er noget i skolen der ikke fungerer, for eksempel noget nyt der skal læres, men som ikke lige sidder der i første forsøg. Han har utroligt høje krav til sig selv, og han har meget svært ved at lave fejl, så når det sker, kan han gruble over det i flere dage (men her skal vi lige huske på, at han ikke selv ved at det er det, der giver ondt i maven ;-)).

For hans lillebror er det noget helt andet, der giver ondt i maven. Eftersom han kun er 3 år gammel, så er der ikke de samme krav til ham i forhold til skole, fritidsinteresser mm, men til gengæld så har han andre behov end en på 10. Han får ondt i maven om morgenen når han er træt. Han får ondt i maven når han har været trodsig (3 års alderen -you know ;-)) for længe. Så betyder “Jeg har ondt i maven” – “Mor, fortæl mig, at du elsker mig”. Han har en utrolig god fornemmelse af sin krop, og han fører efterhånden selv mine hænder rundt på kroppen. Gang på gang undres jeg over hvor præcist vi lander på steder, hvor jeg ved at der er et afslappende punkt. Hvor jeg bruger min hjerne til at huske og vide hvor punkterne sidder, så kan han mærke det.

Hovedpine, mavepine og ondt i skulder/nakke

Vi møder ofte børn med ondt i kroppen, og lige så tit ved vi ikke hvad vi skal stille op, hvis vi ikke kan finde den fysiske årsag til det. Men bare fordi der ikke er en fysisk årsag til smerten betyder det ikke, at det ikke gør ondt.

Min den ældste led på et tidspunkt så meget af ondt i maven, at han ikke kunne andet end at ligge på sofaen om eftermiddagen. Vi tog ham selvfølgelig lægen, som sendte ham videre til børne-ambulatoriet. Efter adskillige undersøgelser, scanninger, prøver mm. blev man enig om at han ikke fejlede noget. Men barnet havde jo stadig ondt. På dette tidspunkt var jeg startet på uddannelsen som kropsterapeut, og jeg begyndte at give ham behandlinger. DET HJALP! Lige siden har han ikke nær så ofte haft ondt i maven, og når det sker kan vi nemmere gøre noget ved det. Det betyder ikke at han aldrig har ondt mere, for det har han. Men det betyder at der nu kan gå uger sågar måneder imellem, hvor det tidligere var 1 til 2 gange om ugen.

 

3 år og helt med på hvad kropsterapi er og hvad det kan <3

Hvor gamle skal man være til kropsterapi? Hvor gamle skal børn være for at have glæde af kropsterapi? Det er et spørgsmål jeg hører jævnligt, og ikke uden grund. For hvis du som voksen selv har prøvet en behandling hos mig, vil du vide, at det ikke er for tøsedrenge. Når det så er sagt, så vil jeg sige at børn er meget sejere end voksne på det punkt. For de mærker meget hurtigere at det gør dem godt. Og så er behandlingen også anderledes på børn. Jeg forsøger i alle mine behandlinger uanset om det er børn eller voksne, at lade intuitionen styrer trykkets fasthed, og hvor der skal trykkes. På børn bliver trykkene bare blidere og lettere.

Da kropsterapi også kan indeholde en del samtale, anbefaler jeg at børnene der kommer hos mig er minimum 5-6 år gamle. Når det så er sagt, så kan man jo godt lave nogle af trykkene på meget mindre børn. Så har dit børnehavebarn uro i kroppen, ondt i maven eller kommer måske ofte hjem med hovedpine, så lad os tage en snak om det. I det tilfælde vil min anbefaling være, at du som forælder er med i behandlingen, og lærer nogle af grebene. På den måde kan du selv give lidt behandling hver dag (måske bare 5-10 minutter om morgenen eller når man kommer udmattet hjem om eftermiddagen), og det vil helt sikkert skabe en masse gode stunder mellem dig og din lille tumling.

Jeg behandler ikke babyer, da jeg mener at det kræver en masse specialviden, og denne har jeg ikke (endnu, men hvem ved… måske en dag ;-)).

Hvis du ønsker at lade dit barn prøve kropsterapi, og opleve hvor dejligt det er at være i en rolig ro, så kan du booke en tid HER. Du må gerne notere at det er en børne-behandling. Ellers er du også meget velkommen til at ringe til mig på 24 26 09 12, så kan vi tage en snak om det.

Når ens forhindringer tager fejl

Slået op d. af Mette

Man kan godt komme til at sætte nogle forhindringer op for sig selv. Man kan også godt komme til at tage fejl;-)

Lige siden jeg startede Hverdagssundhed, og dermed sprang ud som selvstændig,  har jeg været (alt for) bevidst om, at jeg jo er bosiddende på Lolland. For mig har det været en forhindring, som jeg har trukket ned over mig selv i forhold til at skaffe kunder.

Jeg har fortalt mig selv, at der ikke er de samme muligheder for at sælge mine produkter hernede på Lolland. Jeg har hængt meget fast i den gængse tanke om at folk, der bor på Lolland ikke har samme økonomiske råderum som folk, der bor andre steder (læs: bor i København). Jeg har også haft den opfattelse at folk hernede, ikke bruger penge på deres eget velbefindende. Det er endda på trods af, at jeg er stor fortaler for det gode liv på Lolland og er kæmpe tilhænger af projekter som for eksempel Lolland-Falster Lovestorm.

Mine forhindringer

Men ovenstående fordomme er jo mine og heldigvis ikke et udtryk for sandheden. For er der noget jeg har lært over det sidste års tid, så er det at jeg ikke kan regne ud, hvad folk vil og ikke vil 😉 Og heldigvis for det. Men det viser jo bare med al tydelighed, at vi mennesker er rigtig gode til at sætte forhindringer op for os selv. Tænk hvis ikke jeg var hoppet ud i det her eventyr på trods af de forhindringer, jeg så foran mig. Så sad jeg ikke her i dag og skrev disse ord til dig. Så havde jeg ikke haft muligheden for at lave det, jeg brænder allermest for, nemlig at hjælpe mennesker til et bedre og friere liv.

 

Dine forhindringer

Du gør det garanteret også, sætter forhindringer op for dig selv. Måske er du bevidst om dem, men oftest er vi faktisk ikke særligt bevidste om vores egne indre “regler”.

Ved du for eksempel hvilke forhindringer, du sætter op for dig selv i forhold til kærlighed? Eller i forhold til din egen sundhed? Hvad med i forhold til dit job og karriere?

Prøv om du kan udfordre dig selv lidt på dine forhindringer. Måske viser det sig, at de slet ikke er så sande, som du går og tror. Hvis det viser sig, at dine forhindringer er sande, hvad er så det værste der er sket? Formentlig ikke andet end at du er blevet klogere på dig selv, og ved hvordan du skal gribe sagen an en anden gang, hvis du virkelig gerne vil lykkes med et projekt;-)

Vil du have hjælp?

Så tøv ikke med at kontakte mig. Det smarte ved den tid vi lever i i dag, er nemlig at vi ikke behøver at sidde overfor hinanden. Med hjælp fra Skype, Facetime eller ganske enkelt en telefon, kan jeg sagtens hjælpe dig, uanset hvor i verden eller landet du bor.  Også selvom jeg bor på Lolland 😀

 

Hav den skønneste dag

Kram fra Mette

 

Når man ikke ved, hvad man vil være når man bliver stor

Slået op d. af Mette

Kan du huske, at man som barn ofte blev spurgt om hvad man ville være, når man blev stor? Og her mente de voksne ikke om man ville være en fantastisk mor, en god veninde, skøn kone, et godt menneske eller andre trivialiteter. Næ nej, her mente man, hvad man havde tænkt sig at arbejde med, når man blev voksen.

Mit eget drømmejob

Jeg kan ikke huske alle mine svar, men jeg ved at de spændte vidt. Lige fra grisepasser til jordemor, fra dyrlæge til sekretær, fra ambulanceredder til dagplejemor. Men der var ikke noget, der rigtigt holdt ved.

 

 

For jeg var også enormt optaget af, om det nu var et fornuftigt job, jeg valgte. For eksempel havde jeg i mange år egen hest og red ganske meget. Når nogle spurgte, om jeg så skulle være berider, sagde jeg nej. Med den begrundelse at det jo ikke var et job, hvor man tjente ret mange penge, og man skulle også arbejde i weekenderne og og og.

I bund og grund ville jeg virkelig gerne have prøvet kræfter med berider-jobbet, men jeg var bange for, at jeg ikke var dygtig nok. Så var det nemmere at afskrive den drøm, inden jeg overhovedet havde givet den en chance. Derudover vidste jeg også, at folk omkring mig ikke så det som et rigtigt job, og i forhold til at ville stifte familie på sigt, så var det ikke det fornuftige valg. Og var der noget jeg for alvor var bange for, så var det at andre mennesker skulle dømme mig som være et “IKKE-fornuftigt og IKKE-ansvarsfuldt”-menneske. Så drømmen om at blive berider forblev en usagt drøm.

 

Men hvad så?

Jeg har altid været vildt misundelig på dem, der lagde sig fast på et drømmejob og karriere i 4.5. klasse og som rent faktisk er gået den vej.

Jeg fumlede rundt med 117 ideer, og det gør jeg vist faktisk stadigvæk;-) Jeg hadede, at jeg skulle træffe et valg om linjefag i gymnasiet (ikke at gå gymnasiet-vejen var slet ikke en mulighed i min verden, pæne piger tager en boglig uddannelse). De valg jeg traf der, ville jo få betydning for hvilke muligheder, jeg havde senere hen.

Da jeg afsluttede gymnasiet, hadede jeg tanken om, at jeg skulle vælge EN uddannelse og dermed også EN karriesti i livet. Og det var vel og mærke før uddannelsesloft og massivt pres om at vælge rigtigt i første hug. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg vidste en del mere, om hvad jeg ikke ville.

At afprøve det hele og alligevel vælge forkert

Efter et par fjumreår valgte jeg læreruddannelsen, og det var endda på trods af, at jeg havde prøvet at være lærer med fast skema og egen klasse i 3 måneder. Jeg hadede hver dag af det studenterjob, og jeg ville ikke være lærer. Men fornuften og den pæn pige vandt. Som lærer har man nemlig gode arbejdstider. Det passer perfekt med ønsket om at stifte familie. Man tjener også okay og der er en ganske fornuftig pension med i købet. Det passer godt til tryghedsnarkomanen i mig. Man får lov at gøre en forskel for nogle mennesker, og det er måske i bund og grund det, der har gjort, at jeg alligevel ikke fortryder min læreruddannelse.

 

Når hjertet til sidst råber for højt

Efter 8 år i lærergerningen kunne jeg til sidst ikke undertrykke mig selv mere. Jeg blev nødt til at sige op og finde ud af, hvad jeg for alvor vil med det her liv.

Mange har spurgt hvad det dog var, der gjorde udslaget. I starten skød jeg skylden på skolereformen og arbejdstidsaftaler. Så skød jeg skylden på kommunen og de rammer de satte for arbejdet. Så skød jeg skylden på stress og manglende overskud til mine egne børn.

Sandheden er bare, at jeg ikke trives at skulle lave det samme dag ud og dag ind. Jeg kan faktisk godt lide at undervise, og jeg kan rigtig god lide relationen til børn og unge mennesker. Jeg ved, at jeg er ret god til begge dele også. Jeg kan ret hurtigt trylle noget brugbart ud af ærmet. Jeg kunne så at sige mit arbejde på rygraden.

Men jeg trives ikke med at være låst fast og ikke have mulighed for de 117 andre ideer, som jeg også hele tiden får. Jeg vil have friheden til at hjælpe mennesker på forskellige måder. Det er derfor, at min virksomhed både indeholder kropsterapi (med mange forskellige emner), stresscoaching, klassisk coaching og mentoring. Det er derfor, at jeg hele tiden er på udkig efter nye samarbejdspartnere, nye projekter jeg kan deltage i og nye uddannelser, jeg kan tage. Jeg vil have lidt af det hele.

Men kan man det?

 

Indtil for ganske nyligt har jeg troet på, at man skulle lægge sig fast på en hylde og så gøre sig god der. På den måde vidste man også, hvad ens arbejdsliv skulle indeholde frem til pensionen. Men hver gang tanken slog ned i mig, kunne jeg mærke maven slå knuder.

Så jeg har gjort op med den tanke. Det er jo i bund og grund mig selv, der har sat de regler op for hvordan et arbejdsliv skal se ud, og hvad det skal indeholde.

Det betyder, at jeg har min virksomhed “Hverdagssundhed”, hvor jeg er chefen, og hvor jeg står med al ansvaret, også når det ikke går helt som forventet 😉 Her kan jeg bidrage med noget af det jeg elsker, nemlig rådgivning og vejledning i forhold til kroppen og psykens samspil. Her fokus på at skabe balance og overskud i den hverdag, vi hver især er en del af.

Hverdagssundhed skal på et tidspunkt også have et onlineforløb, så du kan sidde derhjemme i ro og mag og blive klogere på hvordan du finder dit overskud og din balance i din hverdag. Derudover skal Hverdagssundhed også være forhandler af forskellige gode produkter, som kan hjælpe kroppen i balance igen.

Når nok bare ikke er nok

Men det er ikke helt nok, for jeg savner at have kollegaer, og jeg savner at lave noget, der ikke har med personlig udvikling at gøre. Jeg savner den der følelse af sammenhold, når man er en gruppe af kollegaer, der har knoklet igennem for at nå et fælles mål. Jeg savner at have nogle at grine sammen med og nogle at få nye input fra. Jeg har længe gået som katten om den varme grød, for hvordan skulle jeg kunne kombinere de ønsker, jeg har for et arbejdsliv? Og ville det ikke være lidt af et nederlag, hvis jeg tog mig et løn-arbejde et sted. For det jeg ville tage job som, ville ikke være noget, der kræver en speciel uddannelse eller anden af den viden, jeg har tilegnet mig gennem de seneste par år. Så ville det i bund og grund ikke være et trin ned af karrierestigen?

Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg er nødt til at gribe chancen, når den byder sig. Jeg kan mærke i min mave, at tanken om selv at kunne planlægge min tid mellem klienter, online business og noget helt tredje, det gør mig fuld af godt humør.

Nyt job

I praksis betyder det, at jeg har gang i forskellige møder og samtaler med spændende folk om super gode produkter, der matcher min virksomhed. Jeg går lige om lidt i gang med at udvikle et online forløb. Jeg har godt gang i min egen virksomhed, kliniklokalet bliver efterhånden brugt en del. Og på torsdag starter jeg som cafémedarbejder på Knuthenlund 🙂 Jeg glæder mig til at skulle arbejde et sted, hvor dyrevelfærden afspejler sig direkte i de gode produkter VI (Jeps føler mig allerede som en del af teamet ;-)) sælger. Jeg glæder mig til at få fart under skoene, når det hele går stærkt. Jeg glæder mig til kollegaer og til at møde en masse skønne kunder.

Det vil ikke få betydning for min egen virksomhed, der stadig vil blive drevet på samme måde som hidtil. Jeg glæder mig til at hjælpe både gamle og nye klienter. Og lur mig om ikke at jeg vil blive ved med at få en masse nye ideer til koncepter, projekter, samarbejder mm. 🙂

Hvad med dig?

Det blev til et langt skriv om mig, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om dit valg af job og karriere. Hvorfor har du valgt som du har? Trives du med det? Hvis du skulle ændre på noget, hvad skulle det så være?

Smid endelig en kommentar, det er altid så skønt at høre, hvad andre har på hjertet.

 

Kram fra Mette

 

 

 

Hvem følger du på SoMe?

Slået op d. af Mette

Giver SoMe dig inspiration eller irritation?

Får du det dårligt med dig selv, dit liv og din krop, når du åbner de sociale medier? Eller bliver du fyldt med inspiration og energi til at gå ud og gøre endnu mere, af det du er god til?

Der er SÅ meget snak fra alle kanter i øjeblikket, om at “man” er træt af det perfekte glansbillede på Instagram, opdateringer på Facebook. De opdateringer der er viser, at nu er man IGEN tjekket ind på den rigtige café, den økologiske besøgsgård eller træningscenteret. At SoMe er skyld i alverdens dårlige selvværd, spiseforstyrrelser, skilsmisser og hvad der ellers findes af ulykker.

 

Jeg er ikke som sådan uenig i, at der er mange “glansbilleder”. Eller at det er nemt at få det dårligt med sig selv, hvis man udelukkende sammenligner sit liv, sin krop og parforhold med det man ser på nettet. MEN helt ærligt, så skal vi lige skal huske på, at vi langt hen af vejen selv bestemmer, hvem vi vil følge og i hvilke perioder af vores liv, vi følger dem. Det er vores eget ansvar!! Det kan aldrig blive afsenderens ansvar, hvordan vi modtager det (og ja, der kan selvfølgelig altid findes nogle helt langt-ude-eksempler, det er ikke dem jeg snakker om her ;-)).

Mit eget ansvar

Er jeg i forvejen træt af min mave, og kæmper jeg med at komme ud at løbe, så får jeg det dårligere af at se lækre, tynde og veltrænet kvinder. Men det er altså ikke de lækre, tynde og veltrænede kvinders skyld, at jeg FOR længe har spist chokolade i stedet for gulerødder. Eller at jeg har siddet min popo flad i stedet for at snøre løbeskoene. Det er MIT og kun mit ansvar, hvis jeg får det dårligere med mig selv af deres billeder.

Så kan jeg vælge HVAD jeg vil gøre ved det… Vil jeg blive siddende og blive sur på de lækre, tynde og veltrænede damer? Eller vil jeg tage ansvar for den følelse, jeg sidder tilbage med i maven? Måske sidder jeg i bund og grund med en følelse af at ikke være god nok. Og BIG SURPRICE, men den følelse har været der længere end SoMe, så den har nok ikke så meget med Instagram, Facebook mm. at gøre ;-). Måske sidder den lille pige inde i mig og bliver ked af det, fordi hun gerne ville, at det var hende, der fik samme opmærksomhed som de lækre, tynde og veltrænede kvinder. Men oftest sker der jo det, at jeg slet ikke er bevidst om hvad det er, der sker inde i mig,. Så får jeg det bare dårlig(ere) med mig selv. MEN det er stadig mit eget ansvar at gøre noget ved det.

Ryd op og ryd ud på SoMe

Derfor har jeg den senest tid ryddet op og ud i mit newsfeed på især Instagram, men også lidt på Facebook.

For det er jo faktisk sådan, at vi kan vælge hvem vi vil følge og ikke følge. Vi kan også blokere for noget, hvis det støder os eller er helt irrelevant for os. Jeg får for eksempel aldrig reklamer for bryst-formindskende operationer ;-). Når jeg trænger til et smil på læben og lidt #bodypositive tanker,  så går jeg ind på nogle bestemte profiler (som fx Katrine Gisiger, HelseMatilde, Avolon Khan, Hella Joof, Body Positive Memes og Celeste Barber). Jo mere jeg liker deres billeder, jo mere dukker de op i mit feed. Det er da smart;-)

 

Balancens svære kunst

Men, og der er vel altid et men 😉 så fungerer jeg altså bedst med lidt af det hele. Det betyder, at jeg også følger en masse andre skønne mennesker. Mennesker der både er tyndere, mere veltrænet, har renere hjem og flottere negle end mig. Det har de, fordi de rigtig meget går faktisk op i den slags. De lægger billeder og opdateringer ud af deres træning, vægttab, sunde måltider, velfungerende parforhold, rene børn og smukke hjem. Ofte under jeg dem det hele og mere til, og det giver mig en masse dejlig inspiration.

Andre gange giver det et lille sug i maven og dårlig samvittighed over at mine børn (igen-igen) ikke har været i  bad i flere dage, og jeg igen spiste chokolade i stedet frokost (ja det sker… eller dvs. jeg starter med at spise chokoladen, for så lidt senere OGSÅ spise frokosten). Nogle gange motiverer det mig til at hoppe i løbeskoene og drikke grønne juicer, andre gange ikke. Uanset hvad, så er det okay, så længe at jeg (og måske dig;-)) husker, at vi ikke skal lade SoMe bærer mere brænde til det bål, der hedder “lavt selvværd”/”ikke god nok”/”dårlig mor” – eller hvad vi nu kæmper med i øjeblikket.

 

Dit ansvar

Det er mit ansvar, hvad jeg tillader at billeder, opdateringer, tjek-ins på SoMe gør ved mig. På samme måde er det DIT ansvar, hvad du tillader. Du bestemmer hvad der giver mening for dig, og hvad der skal rydde ud. Husk at SoMe bare er for sjov, om end det også er muligt at få en masse viden og inspiration ud af det. Det er dit valg, hvad du tager med dig efter en tur i SoMe-land;-)

 

Hav den skønneste dag <3

Kram fra Mette