Om tilgivelse – for din egen skyld

Der er et indlæg, der har boet i mig i noget tid efterhånden. Nemlig et indlæg om tilgivelse.

Det er jo ofte sådan, at det der ligger os på sindet, det er noget, vi selv kæmper med eller har kæmpet med.

Det er det samme der gør sig gældende for det her indlæg.

Jeg har dog gået om det som katten om den varme grød.

For kan man skrive om noget, som man ikke selv er 100 meter-mester i endnu?

Jeg tror måske endda en generel udfordring, som jeg har i forhold til bloggen her.

At jeg tror at jeg skal have styr på det hele og skrive de “rigtige” indlæg, hvis jeg skal bibringe værdi til dig, kære læser.

Men det er jo min egen fortælling til mig selv, ikke et bevist faktum. Så nu vover jeg pelsen.

Og det kommer jeg også til at gøre mere i fremtiden.

Altså at skrive indlæg, der handler om det der sker i mit liv lige nu, også de ting, som jeg endnu ikke har den store forkromede løsning på.

Måske vi sammen kan finde den.

 

I dag skal handle om tilgivelse

Og det skal det fordi det var det, der kom til mig for noget tid siden.

Jeg har nogle mennesker i mit liv, som har gjort mig rigtig kede af det.

Mennesker som jeg har stolet på 110%, og som jeg har troet ville mig det bedste.

Men nogle gange sker der jo det, at vi bliver skuffet.

Der sker også tit det, at vi får en trang til at skyde skylden 100% over på det andet menneske.

For det gør ondt!

Det gør så ondt, når deres ord får lov til at komme ind under huden på os.

Jeg føler mig i den grad svigtet og forladt, og de følelser er bare ikke rare at være i.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det nogle følelser, som kan få lov til at fylde rigtig meget, fordi vi helst ikke vil føle dem.

 

Så det har jeg bøvlet med – rigtig længe efterhånden

Faktisk har det været følelser, der har domineret hele 2018, når jeg har tænkt på det her ene menneske.

Det andet menneske er først kommet til her inden for de sidste par måneder (egentligt sjovt som vi bliver ved med at blive mødt med de samme udfordringer, indtil vi har optaget den læring, der ligger i dem).

Faktisk har jeg haft det sådan, at når jeg åbnede Instagram eller Facebook, så gav det lige et stik i hjertet, når der tonede et billede frem fra det her menneske.

Og så blev jeg sur og irriteret! Min mand har måtte lægge meget ører til al min galde. Men i bund og grund handlede min galde jo ikke om det her menneske.

Det handlede om den følelse jeg havde inden i af at være blevet svigtet og forladt.

En følelse som jeg, hvis jeg ville, kunne hele hos mig selv.

Men man kan ikke hele noget som helst, hvis man bliver ved med at holde fast i tankerne om hvad den anden har gjort.

 

Derfor kom tilgivelse til mig

Endnu en gang faldt tanken på de her mennesker, som ikke er fysisk i mit liv mere, men som stadig fylder en hel del psykisk.

Og som om at Universet tænkte “Okay, hun fatter det ikke selv, jeg må åbenbart fortælle hende det direkte” slog det ned i mig – “TILGIVELSE”!!!

 

Hmm, hvad mon jeg skulle med det?

Efter lidt venden og drejen det rundt slog det mig, at det jo er det jeg skal.

Jeg skal tilgive de her mennesker. Ikke for deres skyld, men for min egen.

Jeg skal tilgive dem, for kun på den måde kan jeg sætte mig selv fri af følelserne af at være blevet svigtet og forladt.

Jeg skal tilgive dem, fordi hvis ikke jeg gør, så vil de komme til at fylde for meget negativt i mit liv. Og jeg vil ikke fylde negativitet ind i mit liv.

Jeg kan ikke ændre på hvad de har fortalt mig. Men jeg kan ændre på hvordan jeg agerer på det.

Det er mit ansvar hvor meget det får lov til at fylde.

Så for min egen skyld vælger jeg, at tilgive dem.

Det betyder ikke at jeg enig i deres opførelse eller behandling af mig. Det betyder heller ikke, at jeg vil finde mig i det igen.

Det betyder at jeg i mine tanker og i mit hjerte tilgiver dem.

 

Det ER svært

Selvfølgelig er det svært. Hvis det var let, så ville der jo ikke være uvenskab og fjendtlig her på jorden.

Familier opløses på grund af sårede følelser.

Venskaber går i stykker på den bekostning.

Mange mennesker er virkelig kede af det, fordi der er mennesker i deres liv, som har gjort dem ondt.

Alt dette ville ikke være tilfældet, hvis det var let at tilgive.

Men jeg tror inderligt på, at det er vores eget ansvar hvordan vi reagerer og hvor meget vi tillader det at fylde. Så for mit eget vedkommende vælger jeg nu at gå med tilgivelsen.

Der popper stadig negative tanker op.

Det giver stadig et lille stik i hjertet, som da jeg åbnede Instagram her til morgens, men det er okay.

Stikket er lidt mindre end i går, og endnu mindre end i sidste uge.

Når tankerne begynder at sværme, så husker jeg nu mig selv på, at jeg tilgiver! Ikke for deres skyld, men for min egen.

 

Det mest kærlige vi kan gøre for os selv er, at tilgive.

Både de andre, men også os selv.

Og ligesom med al anden form for selv-udvikling, så kræver det øvelse.

Øvelse kræver bevidsthed.

Jeg fik bevidstheden den anden dag.

Du får den nu.

Hvem skal du tilgive? Hvad skal du tilgive?

 

 

Husk at du altid kan følge med på Facebook, hvor jeg ofte inspirer til refleksion over alt det der sker i vores liv.

 

Efter storm kommer stilhed

Nu er det sommer og sol, og vi kan næsten ikke huske, at det kan være anderledes. Men om bare 3-4 måneder vil de første efterårsstorme ramme vores lille land igen.

Jeg ELSKER de der efterårsstorme <3 Jeg elsker når det river og rusker i udenfor, og jeg fascineres af de stærke kræfter, der er på spil. Jeg elsker fornemmelsen af at blive blæst igennem, og ikke sjældent vil du finde mig ude ved vandet, når det rigtigt blæser. Jeg går gerne en tur i modvind ved havet, for at få den der fornemmelse af at være fuldstændig blæst igennem i kroppen.

 

Efter storm kommer stilhed

Lige så meget det larmer og rusker når vinden rigtig raser, lige så stille føles alt bagefter. For selvom stormen er skøn og voldsom og fuld af energi, så har vi og naturen også brug for, at det ikke varer ved forevigt. Vi har brug for at besigtige skaderne og reparere de tagsten og tagrender, der måske har lidt overlast. Vi får fjernet alle de gamle grene og blade, der ikke kunne holde til stormen. Vi ruster os til endnu en storm, så vi står stærkere næste gang.

Du har også brug for stilheden

Vi er ikke anderledes end naturen. Vi oplever også storme, hvor det hele rusker og ryster op i os. Det kan være storme af stress, arbejde og skrigende børn. Det kan være storme af sorg, frustrationer og vrede.  Men det kan også være storme af fester, fødselsdage, skønne projekter og vin på en hverdagsaften. Alt sammen ting der er fyldt med energi på den ene eller anden måde.

Til gengæld er vi ikke lige så gode som naturen til at lade stilheden sænke sig bagefter. Ofte befinder vi ofte midt i orkanens øje i uger, måneder og sågar år. Vi kan simpelthen ikke finde ud af at lade stilheden få plads. Men det er i stilheden, at vi bygger op. Det er der hvor vi kan se, hvilke tagrender der skal rettes op på. Det er i stilheden, at kroppen kan opbygge sine celler, så vi står stærkere næste gang vi møder en storm.

Glem stilheden og bliv syg

Jeg møder utroligt mange mennesker i min klinik, der på den ene eller anden måde er så overbelastet, at de ikke fungerer optimalt i deres liv. De har måske ondt i lænden eller skuldrene. Måske driller maven eller vejrtrækningen. De har svært ved at sove, fordi tankerne myldrer rundt. Deres hud slår ud, og de har ofte hovedpine om eftermiddagen. Alt sammen symptomer som man godt kan klare sig igennem hverdagen med. Som regel passer de nemlig stadig deres arbejde, børn og hjem. Men det er bare ikke særligt rart. Det føles i hvert fald ikke let og glædesfyldt.

Du må gerne…

Storme kan være livgivende og vigtige, men det er stilheden bagefter så sandelig også. Prøv næste gang du har været i en af dine storme, måske det allerede er i dag, at lægge mærke til hvad din krop har brug for bagefter. Læg mærke til om den er ekstra træt, er mere sulten, tørstig eller tung. Og husk så dig selv på, at det blot er din krops måde at sige “Hallo, der er lige nogle tagrender, der skal repareres, og nogle gamle, visne gren vi skal have flyttet, så vi kan bygge noget nyt og stærkere op”.

Nej det er ikke særligt nemt

Jeg ved det godt, du har ikke tid til stilheden. Du har så mange ting, du skal nå. Du har så mange krav, du skal sørge for at opfylde, og så er der jo også børnene, manden, jobbet, hjemmet og veninderne. Jeg ved det godt… for jeg har selv været der. Jeg ved godt, at det koster tid, hvis du begynder at lytte til kroppen og dens behov for stilhed. Det er ikke effektivt, og det vil kræve, at der er noget du siger nej til. Men spørgsmålet er om du i sidste ende, har råd til at lade være? Hvilken pris betaler du, når du konstant befinder dig i orkanens øje?

 

Hvad er det vi vil med det her liv?

Når jeg ser et stjerneskud

så ønsker jeg mig altid et langt og lykkeligt liv. Men oftere og oftere er jeg begyndt at spørge mig selv, hvad er egentligt et langt og lykkeligt liv?

I weekenden var jeg til bisættelse hos et menneske, der har betydet utroligt meget for mig og den familie, jeg er blevet en del af. Efter denne dag var det tydeligt, at hendes liv havde haft stor betydning for mange. Folk kom fra nær og fjern for at give hende en sidste hilsen. Vi der var den nærmest familie, var sammen hele dagen, først i kirke, så til kaffe, og så sluttede vi dagen af med aftensmad, hygge, sang, grin og tårer. Den dag var fuldstændig som den skulle være. Så smuk, stærk og samlende, præcis som hun havde været, da hun levede.

Jeg er sikker på, at det her var afslutningen på et langt og lykkeligt liv

Men ingen af os kan kopiere det liv og så forvente, at det vil gøre os lykkelige. Vi er nødt til at finde vores egen vej, også selvom det til tider virker utroligt svært.

Jeg har i mange år, ikke haft nogen som helst idé om hvad et lykkeligt liv var for mig. Et langt liv det var jeg nogenlunde klar på. Nemlig at jeg bliver mindst 90 år gammel.

Men et lykkeligt liv? Det er jo i bund og grund noget jeg selv skaber, og dermed er det også så meget sværere. Det ville klart være det nemmeste, hvis man ønskede sig et langt og lykkeligt liv, og så sad der en et sted og vidste præcis, hvad der skulle til for at gøre mig lykkelig. Men når jeg ikke en gang selv ved det, hvordan skulle andre så vide det, uanset hvor altseende og guddommelige de end måtte være?

Mit (og dit) lykkelige liv starter lige her og lige nu

Vi behøver ikke at vente på næste stjerneskud, for at få det der lykkelige liv. Vi har selv rammerne, vi skal bare udfylde dem på en måde, der giver mening for os.

Jeg har nogle af de mest fantastiske rammerne, hvis jeg vælger at se sådan på det. Jeg har en rask og stærk krop, tre raske og dejlige børn, den mest fantastiske og støttende mand, en skøn familie og svigerfamilie og de bedste venner man kan tænke sig. I bund og grund er jeg sikker på, at det er det, der betyder noget, når jeg når til vejs ende.

Så er det ikke afgørende om jeg havde råd til store julegaver, fik 6 i spansk eller ikke kan bage vaniljekranse. Det afgørende er, at jeg har betydet noget for nogle mennesker og at jeg har behandlet dem og mig selv med kærlighed og respekt.

Et lykkeligt liv kan se ud på mange måder

Herfra kan et lykkeligt liv udforme sig på mange måder. Måske skal jeg være hjemmegående, arbejdstager eller selvstændig. Måske skal jeg noget i en periode og noget andet i en anden. Jeg tror ikke, vi skal være så bange for at prøve lidt af det hele af.

Vi skal ikke være bange for at lave fejl, for det er i vores fejl, at vi lærer en masse. Måske lærer vi hvad vi gerne vil, men lige så vigtigt så lærer vi oftest, hvad vi i hvert fald ikke vil og ikke har lyst til.

Hvis vi ikke har lavet fejl, har vi aldrig rigtig prøvet noget nyt!

 

 

 

 

 

Så hjælp mig dog!

Jeg synes det er vildt svært at bede om hjælp. Eller det vil sige, jeg kan faktisk godt bede om hjælp, men hvis ikke hjælpen kommer i samme sekund som jeg beder om den, og hvis ikke den kommer på lige den måde, jeg havde tænkt mig, så har jeg utroligt svært ved det.

Jeg kan fx godt bede min mand om at gå ud med skraldespanden og dække bord, mens jeg laver aftensmad. Jeg vil sige det sådan, at det har mere end en gang resulteret i, at jeg selv har klaret det hele…. Fordi han simpelthen var for langsom, og så kunne jeg da i øvrigt også mærke, at han ikke rigtig gad at hjælpe mig! Og skal det være på den måde, så skal jeg saftsuseme nok klare mig selv.

Manden selv siger, at det ikke passer, at han ikke ville hjælpe mig, men han havde lige noget han skulle afslutte først. I min verden er det sådan, at hvis jeg en enkelt gang imellem beder om hjælp, så skal man være hurtigere end hurtig, og allerhelst selv havde forudset det, hvis man skal nå at hjælpe mig. Hvis man er for langsom betyder det jo, at man ikke synes jeg er værd at hjælpe, og jeg skal eddermame ikke ligge nogen til last.

Lyder det fuldstændigt åndssvagt? Tja måske, men ikke desto mindre tror jeg, at vi er en del, der har det på denne her måde. Vi er pæne piger, der er vokset op med, at vi skal kunne klare os selv, og allerhelst skal vi også kunne hjælpe alle andre imens. For os ligger der en værdi i at være uafhængige af andre, og det er bl.a. den evne, der har gjort os til stærke, modige og selvstændige kvinder. Bagsiden af disse egenskaber er dog, at når vi så bliver FOR presset, så bliver det rigtig svært at være os. For der er ikke nogen, der er gode nok, værdige nok, hurtige nok til at hjælpe os, og derfor knokler vi endnu mere på og bliver endnu mere presset. Dermed bliver lunten kortere, rummeligheden mindre og stædigheden større. Det gavner hverken os selv, vores familier eller vores arbejdsliv.

Så min opfordring i dag er at prøve at have tålmodighed, næste gang du beder om hjælp. Se hvad der sker, og læn dig ind i ubehaget over at det måske ikke bliver helt efter dit hovedet, men at det så måske kan noget andet?

Bare giv dig tid og se hvad der sker:-)

 

Kram Mette

Fredagslykke

Det er freeeeedag, hvis der skulle være nogen, der ikke har opdaget det;-)

Inden længe er det weekend, og jeg glæder mig til at få samlet rødderne herhjemme, hygge med fredagsslik, hjemmelavet burgere og en god film i fjerneren. Det er dæleme længe siden, at vi sidst har haft tid til det.

Jeg elsker de fredage, hvor vi ikke har nogen planer. Det giver den skønneste start på weekenden.

Fredag er også en god dag lige at blive opmærksom på sig selv. Stille og roligt lukke ned for ugen på jobbet, og vende opmærksomheden mod hvad der gør en selv godt.

Hvad vil du gøre for dig selv i dag? Skal der motion til? Er det et langt, varmt bad med tid til cremer mm. bagefter? Er det at lave en lækker caffé latte og sætte dig i din yndlingsstol og læse lidt i en god bog? Er det et glas rødvin og manden i hånden, mens i går en lille tur rundt haven i solnedgangen og lytter til fuglenes aftensang?

Tit og ofte skal der ikke så meget til før, at det føles som den vildeste luksus, men det kræver, at du er nærværende omkring dit valg. Hvis du ikke er nærværende når du går der i haven eller står under bruseren, så opdager du nærmest ikke at du har brugt tiden på noget, der kunne have gjort dig godt.

Lad aftenen i aften være af den skønneste slags<3

Møs og kram fra Mette