Kontrol og kontroltab

Slået op d. af Mette

Hvordan har du det med kontrol?

Det er nok det tema, jeg møder allermest i mine behandlinger. Det her med at have kontrol.

Kontrollen ligger ofte nedenunder alt det andet.Og langt de fleste er fuldt ud bevidste om, at de har “noget” med kontrol.

Så hvad er det der med kontrol? Hvorfor frygter vi at tabe den? OG hvor sidder den i kroppen?

Hvad er der med den der kontrol?

Kontrol kan være en ganske god idé 😉 Tænk bare hvis du ikke havde kontrol over din ring-muskel… det ville blive lidt noget gris 😉

Men mange af os har taget kontrollen til et noget højere niveau.

Vi forsøger at have kontrol over storset alt hvad vi omgiver os med. Det er alt lige fra at børnene ikke blander en pink trøje med røde bukser og lilla sokker, til hvor mange/få kalorier vi spiser, til hvordan andre skal opføre sig.

Noget af det kan vi sagtens kontrollere, men noget af det er også uden for vores kontrol. Uanset hvad så kommer vi hurtigt på overarbejde, når vi skal kontrollere alt omkring os.

Når vi hele tiden skal have kontrol, så kræver det nemlig meget energi af os, og ind imellem oplever vi så, at vi ikke har mere at give af.

Når det sker, er det at vi pludselig finder os selv i gang med at inhalere en plade Marabou.

Eller vi råber af børnene, manden og hund. For de kan vel nok fatte, at du ikke kan blive ved med at sørge for, at de ser pæne ud i tøjet, har matchende sokker og altid husker at rydde op efter dem selv!

Hvor kommer kontrollen fra?

Kontrol er en måde at overleve på. Hvis vi bliver udsat for fare (og her er det fare “ur-instikt-wise” vi taler om, som fx. når noget forandrer sig, eller vi er bange for at blive smidt ud af flokken), gør vi alt hvad vi kan for at få kontrol over situationen.

Jo mere man igennem barndommen oplever, at det er utrygt at være den man er, jo mere søger man kontrollen.

Kontrollen bliver vigtig, for på den måde kan man hele tiden sørge for at rette ind, så “de voksne” (ens forældre eller andre primære omsorgspersoner) synes man er dygtig, og dermed bliver man ikke “ædt af en sabeltiger”.

Selvom du er vokset op i en lykkelig kernefamilie kan du sagtens kæmpe med kontrollen. For måske har det været en værdi i din familie, at man ikke skabte sig, larmede eller på anden måde skilte sig ud. Nu ligger det jo i barnets natur, at skabe sig, larme og prøve grænserne af, så når du gang på gang er blevet bedt kærligt men meget bestemt om at stoppe det der pjat, så har du lært, at det er vigtigt, at have kontrol over tingene.

Kontrol som voksen

Det du har øvet dig meget i som barn, er du som regel rigtig god til som voksen 😉

Har du øvet dig i at være kontrolleret, pæn og ordentlig, så er det klart det nemmeste for dig, nu hvor du er voksen.

Derfor bliver du også rigtig udfordret, når nogle af dine kollegaer synes, at i skal lege ballondanse til sommerfesten. Eller da du blev hevet på polterabend uden at kende dagens program.

Det kan også være udfordrende for dig, at uddelegere opgaver til andre, hvilket gør det lidt svært at SAM-arbejde med dig. Til gengæld kan du nemt føle, at du sidder med alt for mange opgaver, som du næsten ikke kan overskue.

Hvor sidder kontrollen i kroppen?

Når jeg møder folk på briksen, der er udfordret i forhold til kontrol, er der flere steder jeg mærker det.

Og når nu du bliver bevist om disse steder, så prøv at mærke efter, om du kan mærke spændingerne der 🙂

Kæberne – måske du faktisk sidder og bider hårdt sammen lige nu?

Ballerne – man må jo bare knibe ballerne sammen, er et udtryk, som du måske kender 😉

Anklerne – uha, den er altid tydelig, når man ligger på briksen 😉

Åndedrættet – trækker du egentlig vejret dybt og frit?

Øjnene – tør du sætter dig med helt lukkede øjne, eller flakker de rundt inde bagved?

Så hvad gør vi så med den der kontrol?

Når nu du ved, at du er udfordret i forhold til din kontrol, kan du jo overveje, hvad det vil give dig, hvis du bliver bedre til at slippe den bare lidt?

Hvis du ikke selv kan se nogle fordele ved at slippe noget af din kontrol, så kan jeg nemlig godt love dig, at du heller ikke kommer til det 😉

Men hvad kunne være fordelen ved at slippe lidt af kontrollen?

Som jeg ser det, så er der nogle klare fordele:

  • Plads til mere spontanitet og umiddelbar glæde
  • Plads til mere leg og flere grineflip
  • Mindre stress
  • Mere energi
  • Mere overskud og livskvalitet
  • Færre “indre kampe“

Og listen er helt sikkert meget længere, og du har garanteret også nogle punkter på din liste, som jeg ikke har på min. For vores kontrol ser nemlig vidt forskelligt ud, alt efter hvem vi er.

Hvad kan du gøre?

Hvis du finder ud af, at du gerne vil arbejde med at slippe din noget af din kontrol, så kan du begynde at udfordre sig selv i det små, med følgende øvelser:

  • Sæt dig i 10 minutter med lukkede øjne og træk vejret dybt
  • Sæt din yndlingsmusik på, skru helt op og dans like no one sees you. Ryst bagdelen, sving med hofterne, giv den gas. Overdriv gerne hele dansen, for at mærke hvad der sker
  • Når du opdager, at du er ved at forsøge at kontrollere noget, som ikke er i din kontrol, så sig højt “PYT”. Se hvad der sker, når du ikke blander dig
  • Vær bevidst om spændinger i de kropsdele, som jeg skrev om herover
  • Kom til kropsterapi, og lad mig hjælpe dig med at slippe kontrollen igennem samtalen og kroppen

Det er ikke meningen, at vi skal være fuldstændige uden kontrol. Der er også mange fordele ved at have noget kontrol i sit liv. Men i den tid, som vi lever i lige nu, har langt de fleste af os alt, at for meget kontrol. Det giver os stress, angst og depressioner på den lange bane.

Hvordan har du det med kontrol og kontroltab? På en skala fra 1-10, hvor 1 er “Jeg har ingen problemer med kontrol og kontroltab” og 10 er “Er du da sindssyg? Jeg skal ikke nyde noget af ikke at have kontrol over alt og alle”, hvor ligger du så henne?

Du ønskes en dejlig dag <3

Kærligst Mette

Hjælpsomhed eller over-ansvar

Slået op d. af Mette

Kender du det der med, at du bare rigtig gerne vil hjælpe?

Men at når du hjælper, så ender du også tit med enten at stå med hele ansvaret eller måske (og det kan føles endnu værre 😉 ) blive afvist i dit tilbud om hjælp?

Hvis du kender til dette fænomen, så er du ikke alene:-)

Fra hjælpsomhed til over-ansvar

Når man er vant til at hjælpe alle andre (og måske endda er vokset op med, at det er en værdi, at man har styr på alt), så er grænsen mellem at hjælpe til og tage for meget ansvar hårfin.

Og hvad mener jeg så med det?

Jo ser du, når du hjælper andre mennesker, så lader du dem finde ud af, hvad du skal hjælpe med. Du respekterer deres behov og måde at gøre tingene på. Det kan meget vel være, at du kan se en mere effektiv/billigere/nemmere måde at gøre tingene på. Men hvis ikke du er blevet bedt om hjælp til at effektivisere, så yder du blot hjælp til det, som du er blevet bedt om.

Når du tager (over-)ansvar for andre, så overtager du deres projekt. Så gør du tingene på den måde, som du synes er rigtig. Det er nemt, effektivt og hurtigt for dig.

MEN det er der en udfordring i. Nemlig at det faktisk er rigtig svært at tage imod hjælp, hvis man føler, at man bliver dikteret i hvilken retning, man skal gå.

Hvorfor det er så svært at bede om hjælp

Jeg tror, at det er derfor, mange har det rigtig svært med at bede om hjælp. Og det vi er rigtig mange, der har svært ved 😉

Stort set alle de kvinder jeg taler med, fortæller at de har svært ved at bede om og tage imod hjælp. De føler sig mindre værd og svage, hvis de er skal bede om hjælp.

Det har jeg reflekteret en del over. For når jeg spørger de samme kvinder, om de er gode til at hjælpe andre, er svaret altid JA. Og nej, de synes jo ikke, at dem de hjælper er mindre værd eller svage.

Og noget af det tror jeg altså hænger sammen med, at vi har en tendens til at overtage andres “projekter”, når vi skal hjælpe.

Den åndsvage badedragt

Jeg husker selv et meget tydeligt eksempel på lige præcis det her.

For snart rigtig mange år siden var vi i sommerhus med et vennepar. Jeg havde som altid pakket ALT til turen. Dengang havde jeg virkelig styr på ALT. Det føltes meget vigtigt, at man ikke kunne sætte en finger på noget som helst. Så i ugerne op til sørgede jeg for at skrive lange lister og pakke i et væk.

Hvad jeg også gjorde dengang var, at forsøge at forudsige alting og have styr på det også.

Derfor havde jeg blandt andet pakket en ekstra badedragt, i tilfælde af at den kvindelige del af venneparret havde glemt badetøj 😉

Skæbnen ville så, at det havde hun. Jeg følte mig nærmest i himlen, for nu blev der jo brug for min hjælpsomhed.

Problemet var bare, at hun ikke ville låne min badedragt. Hun ville købe en ny.

Jeg fortsod det slet ikke! Det var jo dyrt! Det var da åndssvagt, når hun havde en derhjemme, og nu havde jeg jo været så flink at tage en ekstra med.

Lad os bare sige, at stemningen blev noget trykket 😉

Her mange år efter går det pludselig op for mig, hvad det egentlig handlede om.

Det handlede nemlig ikke om den sk… badedragt, hverken for mig eller for hende.

Det handlede om, at jeg tog et ansvar, som slet ikke var mit, og dermed følte mig berettiget til at bestemme hvad der skulle ske.

Modsat følte hun, at grænserne blev overtrådt, for hun ville jo bare gerne selv have lov til at bestemme, hvad hun skulle have på kroppen 😉

Den sved dengang. Jeg ville jo bare hjælpe!

Efterfølgende har jeg oplevet lignende situationer, og på et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor jeg ikke gad at hjælpe andre mere. Det måtte de simpelthen selv om, når nu de ikke kunne finde ud af tage imod min hjælp.

Det kræver træning

I dag er jeg blevet bedre til at tilbyde min hjælp på modtagerens præmisser.

Når man gør det, tilbydes hjælpen fra et rent hjerte, der ikke forventer noget igen.

Når man tager over-ansvar, så hænger det ofte sammen med, at man gerne liiige vil have lidt anerkendelse og roses for, at man har mere styr på det, end den man hjælper 😉 Og så tilbydes hjælpen (bevidst eller ubevidst) med en bagttanke.

En af måderne at lægge dårlige vaner fra sig, er at ved gentagne gange at træne det, som man har svært ved.

Og så kan man italesætte det, om ikke andet så overfor sig selv. For eksempel når man bliver opmærksom på, at man er ved at tilbyde sin hjælp, så sige højt “Jeg hjælper gerne på dine præmisser, og jeg lover mig selv, at jeg ikke tager ansvaret for projektet”.

Der er nemlig ikke nogen af os, der bryder os om at blive “umyndiggjort”, og derfor er vi så bange for at tage imod hjælp, når den tilbydes.

Hvis nu vi vidste, at når vi tilbydes hjælp, så er det udelukkende fra et rent hjerte, og vi har stadig ansvaret for projektet, så tror jeg, at det ville blive meget nemmere for mange af os, at sige “Ja tak” til hjælp.

Hjælper du eller tager du over-ansvar?

Du ønskes den skønneste dag <3

Kærligst Mette

I morgen bliver det bedre…

Slået op d. af Mette

Endnu en gang lå jeg i sengen, og kiggede op i loftet. Endnu en gang lå jeg og opgjorde dagen i tal.

3 – det antal måltider, jeg burde havde spist

5 – antallet af måltider, jeg reelt havde spist

4 – antallet af gange, jeg havde været i slikskabet

90 – antallet af minutter over min optimale sengetid

600 – antallet af gram, jeg vejede mere i dag end i går

0 – antallet af løbet kilometer

2 – antallet af nedsmeltninger over mine børn

-200 – antallet af procent jeg havde lyst til min mand

10.000 – antallet af negative tanker om mig selv

10 – antallet af procent, jeg troede på, at i morgen ville blive bedre

Nu skal man jo ikke være hverken psykolog eller ugebladsforfatter for at kunne gennemskue, at det her ikke var opskriften på et lykkeligt liv.

Men ikke desto mindre, så var det mit liv…

Og hver aften lovede jeg mig selv at i morgen, SÅ ville jeg tage mig sammen.

Så ville jeg droppe sukker, hvidt brød, kaffe og at skælde mine børn ud. Så ville jeg løbe mindst 5 kilometer i den friske luft, spis 600-900 gram grønsager og forføre min mand, inden jeg lagde mig til at sove senest klokken 22.00.

Næste dag blev sjældent bedre end den forrige!

For allerede inden klokken slog 8.00 havde jeg drukket dagens første kop koffein, skældt ungerne ud og snakket grimt til mit eget spejlbillede.

Ej, det passer faktisk ikke helt. For jeg undgik spejle. Jeg kunne sagtens se hvor grim og tyk jeg var, uden at kigge i noget spejl. Min indre snak var som en virkelig dårlig 90’er CD, der var gået i hak.

“Du kan da heller ikke noget”

“Hvorfor skal du være så tyk?”

“Kan du virkelig ikke en gang tage dig sammen og lade chokoladen ligge, svage læs?”

“Ja, du er da nok nødt til at tage noget make-up og pænt tøj på, hvis ikke folk skal afskye dig alt for meget!”

Og så kunne jeg jo lige så godt fortsætte

Jeg har efterfølgende opdaget, at mit syn på al ting var 100% præget af “Alt eller intet”-tankegangen. Alt var enten sort eller hvidt, godt eller dårligt, sundt eller usundt. Der fandtes simpelthen ikke en mellemvej.

Når man lever på den måde, så blev det bare rigtig svært at ændre noget.

For hvis INTET var, at jeg spiste 100% sundt, sov præcis klokken 22.00, ikke rørte kaffe og aldrig skældte mine børn ud, så var ALT jo, det fuldstændig modsatte.

Så når jeg havde startet dagen med at drikke en kop kaffe og skælde børnene ud over glemte aftaler, lektier, gymnastiktøj mm., så blev (den måske i andre øjne noget mystiske) konklusion, at jeg lige så godt kunne fortsætte med usund mad, en halv plade Marabou, mere kaffe og gå alt for sent i seng.

Er jeg mon helt alene?

Jeg kan godt blive helt nervøs, når jeg skriver det her. For hvad vil du ikke tænke om mig? Jeg er garanteret den eneste, der har levet så mærkeligt. Og jeg er nervøs for, at jeg måske slet ikke er kommet så langt. Tænk sig hvis det bare er noget, jeg bilder mig ind. Måske jeg faktisk er tyk og grim, men bare har fået bildt mig selv noget andet/nyt ind?

Kender du de tanker? Den ene side af mig, håber virkelig, at du ikke kender til det. Den anden og noget mere egoistiske side af mig håber, at du kender det, for så er jeg ikke helt alene.

Pludselig blev i morgen bedre

På et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor det gjorde så ondt at leve mit liv, at jeg blev nødt til at gøre noget andet end jeg plejede. Og jeg fristes næsten til at skrive “And the rest is history” 😉

For i dag kan jeg ikke gå forbi et spejl, uden at blinke til mig selv og sige “Hvad så der, din smækre-lækre tøs? Hvor ser du dejlig ud!”. Jeg lytter til hvad min krop har brug for, og ikke mindst har jeg fundet ud af, at der findes en måde at leve på, der IKKE er “Alt eller Intet”.

I dag lever jeg efter mottoet “Både Og”. Jeg kan sagtens både spise chokolade og grønsager. Jeg kan skælde ud og sige undskyld. Jeg har fundet ud af, at hvis jeg accepterer den jeg (også) er, så bliver der mere plads og ro inden i mig. Jeg dur ikke til Alt eller Intet, som jeg i så mange år prøvede at leve efter.

I dag er der kontant afregning hvis jeg forsøger med Alt eller Intet. For eksempel hvis jeg falder i et gammelt mønster, der fortæller mig, at NU skal det være slut med chokolade. Så snart jeg har tænkt tanken, at nu må jeg ikke spise chokolade mere, så vågner min indre 2-årige pige, der bedste trodsalder vis gør det præcis modsatte.

Det har hun jo nok altid gjort, jeg har bare ikke været bevidst om hende før. Nu kan jeg fysisk mærke hende. Hvordan hun reagerer, stamper i gulvet og insisterer på at få sin vilje.

Men som med mine børn, så kommer jeg længst med kærlighed. Det er faktisk den eneste måde, jeg kan få hende til at være stille på. Ved at fortælle hende (mig selv), at hun er elsket, og at hun også har ret til at være her. Jeg lover hende, at chokolade selvfølgelig ikke bliver forbudt, at hun gerne må nyde det, hvis blot hun vil huske at mærke efter.

Både Og – hele vejen rundt

Jeg tror på, at vi skal turde at være med Både Og i alt, hvad vi gør. Det er ikke nemt at tillade, når man har været vant til Alt eller Intet. Så man skal turde at starte i det små.

Og så kan man da lige så godt starte der, hvor det er nemt for en, og så stille og roligt udvide det til hele livet. Måske er det chokoladen, du skal kigge på? Måske er det spejlbilledet? Måske er det forholdet til dine børn, mand, svigermor eller chef? Måske er det dine sengetider?

Jeg ved godt at det her er en stor sammenblanding af mange forskellige aspekter af livet. Men er det ikke sådan livet er? Vi kan ikke isolere de forskellige dele af vores liv. Vi kan ikke være mega seje og glade i vores privatliv, hvis jobbet sejler. Og modsat. Vi kan ikke få en sund krop uden at kigge på vores sengetider og forholdet til vores mand. Vi kan ikke få et naturligt forhold til sukker/chokolade, hvis ikke vi er villige til at deale med vores følelser.

Vi hænger sammen på tusindvis af måder, og det er det jeg mener med Både Og.

Vi skal skabe balance i de her mange sammenhænge, for kun sådan kan vi skabe os et liv, der er rart at leve!

Kan kropsterapi hjælpe på lavt selvværd?

Slået op d. af Mette

Der er kommet et spørgsmål i den brevkasse, som jeg endnu ikke har oprettet 😉

(Men hey, hvis der er interesse for en brevkasse, hvor jeg svarer på spørgsmål om livet, hverdagen, kroppen og sindet, så prik endelig til mig. Jeg vil elske at svare på sådanne spørgsmål :-))

Nå men det spørgsmål, der er kommet i den endnu ikke eksisterende brevkasse, lyder nogenlunde sådan her:

Hej Mette

Du skriver at kropsterapi kan hjælpe i forhold til lavt selvværd. Hvordan hænger det overhovedet sammen?

Med venlig hilsen

XX

Det vil jeg selvfølgelig gerne komme med mit bud på.

For jeg oplever, både på egen krop og hos de skønne mennesker, der lægger sig på min briks, at kropsterapien er med til at skabe et bedre selvværd.

Et stærkt selvværd er at vide, at man er elsket for den man ER – ikke for det man gør eller kan!

For at vide dette, skal man stole på sig selv og turde være med sine følelser.

Alle sine følelser!

Også dem som vi har lært at opfatte som negative (vrede, ked af det-hed, sorg, grådighed, misundelse, jalousi, overvældethed m.fl.)

Mange af os har igennem vores opvækst lært, at vi ikke må have/være de såkaldte negative følelser.

Vi har pakket nærmest halvdelen af os selv væk. I forsøget på at passe ind og være et menneske, som andre kan lide.

Vi har lært, at hvis vi gjorde dette, så blev vi rost (= elsket). Så hvis vi for eksempel fik ros for altid at være så smilende, så har vi lært at smil og grin = kærlighed.

Det betyder så også, at vi kommer til at smile og måske smågrine hele tiden, også selvom der ikke er noget at smile eller grine af.

Jeg oplever jævnligt kvinder, der ligger på briksen og det gør ondt på dem. Måske er de faktisk rigtig irriteret indeni. Men udtrykket er smil og grin… “Hi-hi – Shit det gør ondt – Hi-hi”

Kropsterapi åbner op for den reelle følelse

Gennem kropsterapien kommer du i kontakt med de følelser, der ligger nedenunder det, som du umiddelbart viser.

Du lærer, at de følelser er okay. At de gerne må være der.

Og når først du er kommet i kontakt med de følelser, begynder du at mærke, hvordan du virkelig har det.

Når du kan mærke, hvordan du har det, kan du også lære at mærke, hvad du har brug for. Og ikke mindst handle på disse behov.

Det er for mig at se, noget af det vigtigste i forhold til et stærkt selvværd.

At man tager sig af sig selv og sine behov.

At man ved, at man fortjener at have det godt.

At man ikke skal indrette sig efter det man tror, andre vil have, fordi man stoler på, at man er elsket uanset hvad. Fordi man jo allerede er elsket uden forbehold AF SIG SELV!

Hvordan foregår det så rent praktisk?

Det her blev en lidt snørklet forklaring på, hvordan jeg ser sammenhængen mellem kropsterapi og selvværd.

Når du lægger dig på briksen hos mig til kropsterapi, så kan du tage det ganske roligt. Det er ikke den her forklaring, som du skal huske/forstå eller forholde dig til.

Du skal blot tage imod og være villig til at mærke, hvad der sker i din krop. Du skal have lyst til være nysgerrig på de følelser, der dukker op, og så skal du turde stole på, at jeg guider dig blidt igennem processen.

Er du blevet nysgerrig på kropsterapi og vil du booke en tid, så kan du læse mere og gøre det her:

Bodycompassions Kropsterapi

Jeg ønsker dig en skøn weekend og husk:

De kærligste hilsner

Mette

Kroppen husker – gør du?

Slået op d. af Mette

I dag vil jeg fortælle dig en historie, som sket både ganske for nyligt og alligevel for mange år siden, dengang jeg var en 14-15 år gammel.

Det var en varm og solrig aften her i sommerferien.

Jeg var kørt ud til mit yndlingssted på Vestlolland. Der hvor skov og hav mødes.

Som så ofte før var jeg trukket i løbe-tøjet og -skoene, og begav mig ud på min sædvanlige tur. Først igennem skoven, for så at kunne slutte af med udsigten udover Østersøen.

Det gik vældigt derudaf, indtil jeg ramte digekronen. For pludselig og nærmest ud af det blå blev der åbnet for himlens sluser.

På under et minut var jeg gennemblødt! Du ved på den der måde, hvor man kan mærke, at der ikke findes en eneste tør plet på ens krop.

Problemet var dog ikke vandet. Det var trods alt en varm aften.

Problemet var at mens jeg oksede hen af diget, som kom tordenvejret i det fjerne. Ikke tæt på, men dog kunne jeg se lyn og høre bulder…

Og min krop begyndte at ryste, vejrtrækningen blev overfladisk og tårerne steg op i øjnene.

Jeg kunne slet ikke være i det.

Jeg er ikke den store fan af tordenvejr. Faktisk er jeg ret bange for tordenvejr, men jeg plejer dog trods alt ikke at reagere så voldsomt.

Min eneste tanke var at ringe til min MOR. Jeg havde brug for min mor! Og så ramte det mig…. Hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde!

Det her skete nemlig også, da jeg var ung

Pludselig kom det hele væltende i en stor pærevælling. Halsen snørrede sig sammen, og jeg følte, at jeg næsten ikke kunne få luft.

Det jeg huskede skete en aften for en 22-23 år siden.

Jeg havde været til et arrangement med min klasse. Det var blevet mørkt og jeg skulle cykle hjem. Det her var før mobiltelefonens tid, skal vi lige huske på 😉

På vej hjem blev det det vildeste tordenvejr, som jeg nogensinde har oplevet.

Metrologisk var det sikkert ikke værre end andre tordenvejr, men for mig står det som et fuldstændigt sindssygt uvejr. Lynene kom hurtigere, end at jeg kunne nå at registrere dem, og bragene var så høje, at jeg stadig kan høre det.

Der cyklede jeg på vej hjem. Og jeg var BANGE! Hold nu op hvor var jeg bange!!

Jeg mindes at for hvert lyn, der slog ned, så takkede jeg Gud for, at jeg stadig var i live.

Jeg kom hjem, og efterfølgende kan man da undre sig over, at jeg ikke stod af cyklen, trak i sikkerhed og ventede med at cykle resten af vejen hjem, til uvejret var drevet over.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg ved ikke hvorfor.

Måske var jeg trods alt mere bange for at komme for sent hjem end for tordenvejret?

Eller også var min hjerne ikke udviklet nok til at tænke i det alternativ?

Eller måske, og det som jeg senere hen har erfaret at jeg ofte gør, så nægtede jeg at stoppe, fordi det jo kunne ses som et svaghedstegn.

Uanset hvad så sætte den her oplevelse sig i min krop. Jeg har ikke på noget tidspunkt, før den her sommer, koblet oplevelsen fra dengang sammen med min frygt for tordenvejr i dag sammen.

Men derude på diget kom det hele væltende. Min krop huskede i den grad hvor bange den var dengang. Den reagerede fuldstændig som den skulle, ved at trække sig sammen, gøre mig mindre og være forberedt på det værste.

Den reagerede både på oplevelsen af tordenvejr her og nu, men i den grad også på en gammel oplevelse, som ikke var blevet bearbejdet.

Og sådan gør vores krop altid…

Vores krop husker alt det vi har været udsat for, og den reagerer så snart den oplever noget, der tilnærmelsesvis kan minde om en tidligere oplevelse.

Det kender vi fra for eksempel soldater, der har været i kamp. Der kan høje lyde udløse en voldsom reaktion, fordi kroppen tror, at den er tilbage i krigszonen.

Men det gælder også for mindre episoder, som vi måske har glemt. Som for eksempel min frygt for tordenvejr. Den der oplevelse af at hele kroppen snørrer sig sammen, at det bliver svært at trække vejret og følelsen af hele det indre er i oprør.

Og de følelser kan komme i mange forskellige situationer, ikke kun tordenvejr 😉

Hvad gjorde jeg så?

Nu har jeg efterhånden rigtig stor erfaring med at arbejde med min krop, så jeg brugte selvfølgelig nogle af de redskaber, som jeg har lært igennem kropsterapien.

På den måde kom jeg igennem både løbeturen og tordenvejret med en følelse af at det var okay. Jeg fik løsnet min krop ved hjælp af min vejrtrækning.

Men mere vigtigt så fik jeg givet omsorg til den unge pige, der stadig bor inde i mig, og som var så bange dengang.

Ved at møde hende, og forsikre hende om, at jeg nok skal passe på hende og at jeg godt kan forstå, at hun reagerede som hun gjorde, styrker jeg mit eget selvværd og troen på mig selv.

For gamle oplevelser der ikke er blevet hørt og anerkendt har det med at skabe ballade for os senere i livet. Stille og roligt lærer den unge pige, at det er okay at passe på sig selv først og fremmest, og at det for eksempel ikk er et svaghedstegn lige at vente lidt.

For mig er det en vigtig læring.

Hvad med dig? Hvad vil være vigtigt for dig at lære? Hvad gør du i dag, som ikke gavner dig der hvor du er i dit liv lige nu?

Jeg ønsker dig en fantastisk dag <3

De kærligste hilsner

Mette

PS. Hvis du også vil lære teknikkerne til at være med din krop, når den bliver bange, når den snørrer sig sammen eller på anden måde viser dig, at der er noget, der ikke er som det skal være, så er du velkommen til kropsterapi hos mig.

Du kan læse mere og booke tid her:

Kropsterapi

Hvad fortæller dine hofter og dit bækken dig?

Slået op d. af Mette

Som kvinde ved vi godt hvad hofter er 😉

Det er dem, der gerne skulle være tydeligt markeret, så tøjet hænger lidt pænere. Og hvis vores hofter er for store i forhold til diverse skønhedsidealer, hvis de ikke er markeret nok eller på anden måde ikke lever op til vores krav, så kan vi godt blive ret træt af dem. Det er dog en helt anden snak, end den vi skal have i dag.

Det skal nemlig handle om det indre

Vores hofter er centeret for kroppens balance.

For mange tusind år siden mennesket for mange tusind år siden rejste sig op, og begyndte at gå rundt på to ben i stedet for fire, har hofterne været omdrejningspunktet for alle vores bevægelser.

Derudover så hviler vores ryg på hofterne, hvilket betyder, at hvis du har problemer med hofterne, så vil du også få problemer med ryggen på sigt.

Hvis du mærker på dine hofter (læg dig evt. ned og mærk kanten af hofteskålen), kan du mærke, at hofterne nærmest danner en skål, der udgør det der kaldes bækkenbunden.

Har du født børn, så har du helt sikkert stiftet bekendtskab med din bækkenbund og musklerne i den.

I vores bækkenbund skal der være plads til mave, tarme mm., så derfor får spændinger i dette område selvfølgelig betydning hvor meget plads organerne har, hvor meget næring de kan optage og om de i det hele taget kan virke ordentligt.

Inden i bunden af vores bækken er der en muskel, der skal sørge for hele vores underlivs velbefindende.

Hvis denne muskel er for spændt eller for slap, vil det have stor betydning i forhold til orgasme, for tidlig eller for sen sædafgang, inkontinens og problemer med at skulle på toilettet.

Så det er ikke for sjov, når vi gang på gang tudes ørene fulde af, at vi skal sørge for at træne vores bækkenbund.

Bækkenet og hofternes betydning i forhold til sexlivet

Hvis dit bækken er meget spændt, kan det volde problemer i forhold til dit sexliv. Det er en problematik, som jeg støder på i klinikken. Derfor vil jeg forsøge at beskrive hvordan det hænger sammen.

Jeg var også lidt inde på det i indlægget om spændinger i balderne og i dette Facebook-opslag.

Hvis bækkenet fastlåst kan det resultere i tidlig orgasme eller sædafgang. Det skyldes at spændingerne begrænser evnen til at rumme ophidselsen, og derfor bliver kroppen nødt til at “aflade” den seksuelle energi.

Hvis kroppen er afspændt, vil ophidselsen stige og energien i stedet brede sig til resten af kroppen.

Hvis bækkenet er meget spændt kan det resultere i udebleven orgasme. Det skyldes at spændingerne gør det svært for energien at oplade området nok.

Den psykologiske betydning af hofterne og bækkenet

Da bækkenet rummer kønsorganerne, er den center for seksualiteten og for kvinders vedkommende også fødsel. Derudover er det også her, at kroppen kommer af med sine affaldsstoffer i form af urin og afføring.

Det betyder at det er i dette område, at der ligger nogle af de allerdybeste og allertidligste hæmninger, som bliver pålagt barnet.

Både piger og drenge bliver pålagt bestemte krav og restriktioner. Det er dog især pigerne, der får af vide, at de “skal opføre sig ordentligt”, “samle benene” og “tage sig sammen”.

Disse krav gør at barnet ubevidst spænder op i bækkenet. Og det er også disse spændinger, der sagtens kan forstyrre senere i livet.

Derudover spænder vi også op i vores hofter, når vi oplever, at vi skal passe på os selv. Fordi vi er kommet op på to ben, er hele vores forside og den mest sårbare del af os også blevet blottet.

Når vi føler os “truet” på den ene eller anden måde, vil vi ubevidst trække hofterne lidt sammen, og det vil skabe spændinger.

Sidst men ikke mindst er stivhed i hofter og bækken et tegn på en overordnet frygt i livet samt modstand på forandring.

Oplever du at du får lyst til at holde dig på hofterne under en behandling hos mig? Så er det altså en hel naturlig reaktion, fordi du vil beskytte det her område, som er så afgørende for menneskets overlevelse.

Har du endnu ikke prøvet en kropsterapeutisk behandling? Har du lyst til at læse mere og måske booke en tid? Så se mere her: Bodycompassions Kropsterapi

Hvad fortæller dine balder om dig?

Slået op d. af Mette

I går havde jeg en kvinde på briksen, som havde utroligt ømme balder. Det kom faktisk helt bag på hende, at hun havde så ondt lige der…


Det gør det for de fleste 😉 Vi skænker nemlig ikke vores balder ret mange tanker.

Jovist tænker vi over, om de er på vej sydover, om de er blevet mere flade med årene (det er de tit 😉 ) eller om de fyldt med appelsinhud.

Men det der virkelig betyder i forhold til vores balder, det tænker vi ikke over.


Først når vi ligger på briksen, og en venlig kropsterapeut stikker en spids albue ned i dem – SÅ kan vi mærke dem!


Det er faktisk ikke så underligt, at de er ømme.

Du kender garanteret til udtrykket ” at klemme balderne sammen”.

Når vi er presset og skal yde lidt ekstra, så klemmer vi balderne sammen. Psykisk, men så sandelig også fysisk. Det er det, der sætter sig som spændinger og gør at balderne kan blive så ømme.

Ej blot til pynt

Balderne indeholder nogle af kroppens største muskler. Når de her muskler bliver brugt, så forbrænder de en masse energi (psst – det betyder at hvis du gerne vil have gang i din forbrænding, så er det en god idé at få gang i de der balder 😉 ).

Men hvor mange af os sidder ikke ned det meste af dagen? Vi bruger ikke vores balder på den måde, som de er skabt til.

Til gengæld oplever vi en masse pres udefra. Vi skal tage os sammen. Vi skal være lidt hurtigere, lidt dygtigere, vi skal lige lidt mere.

Det kan give os en fornemmelse af, at hvis vi blot slapper en lille smule af, så falder vi helt fra hinanden. Det har vi jo ikke lyst til, og dermed klemmer vi balderne endnu mere sammen.

Hvad sker der hvis du slapper af?

Det spurgte jeg min klient om i går.

Hendes svar kom ret hurtigt.

“Så bliver jeg doven!”

Som om at doven er det værste man kan være.

Så jeg tillader mig at spørge: Hvad sker der, hvis du er doven? Hvad er det du frygter der sker, hvis du bliver doven?

Jeg tror så faktisk, at den her skønne kvinde har ret. Hvis hun slipper balderne og ikke hele tiden skal tage sig sammen, så bliver hun nok mere doven.

Men det skyldes udelukkende, at hun knokler mere end hun har godt af. Ingen af os vil nogensinde ligge på sofaen resten af livet og aldrig komme uden for en dør (hvis og såfremt at vi ikke er syge, har diagnoser mm.). Hvis du ellers er sund og rask, så vil du nok ligge der et par dage, men derefter vil din krop blive rastløs og bede dig om at komme op og lave noget.

Så ja, til at starte med vil du blive doven, men det skyldes, at du alt for længe har overhørt din krops signaler om, at den har brug for en pause.

Så hvad fortæller dine balder dig?

Er det på tide at stoppe op og mærke efter?

Er dine balder ømme, fordi du så længe har klemt dem sammen?

Få evt. din partner til at massere dine balder, så vil du få et fingerpeg om hvordan tilstanden er dernede.

Har du brug for professionel hjælp til at mærke dine balder, og til at få dem til give slip? Så book tid til en kropsterapi-session og lad mig hjælpe dig.

Du kan læse mere og booke tid lige her:

Kropsterapi

Bliv klar til 2019

Slået op d. af Mette

Jeg har lavet en flot e-bog til dig, der er klar til at gøre 2019 til dit bedste år nogensinde.
Du modtager bogen i din mailboks, klar til at blive printet ud, så du kan udfylde og gemme den. Bogen indeholder alle de spørgsmål, der skal til for at du kan reflektere over året der gik og året der kommer.

 

De kærligste hilsner
Mette Juszczyk

 

PS: Når du skriver dig op til e-bogen vil du samtidig blive skrevet op til Bodycompassions nyhedsbrev. Det kan du selvfølgelig og til hver en tid afmelde dig igen.

 

[optin-cat id=”898″]

Om jul, julestress og manglende julepynt

Slået op d. af Mette

I går den 20/12-18 kunne jeg konstatere, at jeg nok aldrig før har været så sent ude i forhold til at pynte op til jul 😉

For helt ærligt, hvilken mor har ikke sørget for et julepyntet hus den 20. december?

Når folk har spurgt mig, om jeg var klar til jul, har jeg (ærlig som jeg jo er) svaret, at det følte jeg at jeg var, men at jeg altså ikke havde pyntet op endnu.

I starten af december blev det kommenteret med et “Nå, men det når du jo nok”.

Her den sidste uges tid er det udelukkende (og faktisk af en del) blevet kommenteret med “Det kan du da ikke være bekendt overfor dine børn!”

 

Det eneste julepynt, som jeg har nået at finde frem… Indtil videre 😉

 

Det fik mig til at tænke på noget…

Nemlig hvad er jul og julestemning for mig og min familie? Og hvorfor kan jeg egentlig ikke være det bekendt overfor mine børn? Hvorfor er julepynt = en god jul for børnene (og de voksne).

Derfor besluttede jeg mig for at udspørge mine børn, om deres tanker vedrørende julepynt, julestemning og de voksnes julestress.

Deres svar var ret så kloge (selvfølgelig, de er jo mine børn 😉 ), og ikke mindst ret vigtige til os voksne.

Så jeg har spurgt dem, om jeg må dele deres svar med jer. Det må jegheldigvis gerne.

Det kommende er deres ord, og derfor deler jeg det også som en slags “interview” med jer. Min søn Jakob er 11 år, og min datter Sofia er 8 år.

 

“Interview”

Mor: Nå børn, jeg har tænkt på noget. Hvordan synes i, at julestemningen er i år?

Jakob: Jeg synes, den er vildt god. Jeg har faktisk ikke glædet mig så meget over julen i mange år, som jeg gør i år.

Sofia: Den er rigtig god.

 

Mor: Okay, hvad er det, der gør at den er god?

Jakob: Altså vi hygger mere i år, og vi har haft meget mere “familietid” i år end vi plejer. Det giver en god følelse.

Sofia: Jeg synes den er god fordi vi i år, har nået at åbne mange flere låger i vores julekalender end vi plejer. Vi er jo med i år, også med vores kalenderlys. Og så har vi alle 5 set julekalender sammen næsten hver aften. Det er dejligt.

 

Mor: Men hvad tænker i om, at vi ikke har fået noget julepynt op endnu?

Jakob: Det betyder ikke noget, for vi ved jo godt, at det er jul. Vi har lavet andre ting, der har med jul at gøre, og det synes jeg er vigtigere end om der er pyntet op.

Sofia: Det gør ikke noget, for det er alligevel den bedste december.

 

Mor: Så hvad mener i, er det vigtigste i forhold til jul og julestemningen?

Sofia: At vi er sammen.

Jakob: At de voksne har mere tid sammen med os, og så nok også at de husker gaverne 😉 Men altså at der er tid til at hygge, det er det vigtigste for mig.

 

Så har du (heller) ikke styr på julen endnu?

Så vil jeg egentlig bare sige, at det betyder ikke en dyt.

Det er ikke børnene, der har store krav om farvekoordinerede julepynt, de rigtige julesmåkager og hjemmelavet konfekt.

De vil allerhelst have det mest dyrebare vi kan give dem, nemlig vores tid.

Når vi hygger om dem med vores tid og vores nærvær, så skaber vi julestemning.

Men når vi skal nå tusind ting i løbet af december i form af 5 forskellige jule-arrangementer, 10 kasser med julepynt der skal hænge rigtigt, og hjemmebag i 7 varianter, så kan vi ikke give dem vores tid.

Den bliver jo brugt et andet sted!

En time brugt kan aldrig erstattes. Den kommer aldrig tilbage, og der kan ikke bestilles en ny på nettet.

 

Gør dig selv og dine børn en tjeneste

Lad være med at lytte til dem, der mener at julen SKAL være på en bestemt måde.

Ja ja, måske det fungerer for din svigermor at bage alt selv.

Måske din mor synes, at det kun er rigtig jul, når den store kasse med julepynt er spredt ud i alle kroge.

Men de er ikke dig, og du er ikke dem!

Så gør det, der passer til dig og din familie.

Og lad for Guds skyld være med at have dårlig samvittighed over det du IKKE når. Glæd dig i stedet over det du faktisk når, og det du gør med nærvær.

Der er jo forskel på at tænde for julekalenderen, og lade ungerne sidde og se den alene, mens du lige ordner køkkenet eller tjekker Facebook. Eller om du faktisk sætter dig sammen med dem og er nærværende i det i ser. De elsker jo at kunne snakke med dig om handlingen bagefter.

 

Har du styr på det hele?

Og har dine børn hele december mærket dit nærvær og haft glæde af din tid?

Fedt! Hvor er jeg (og sikkert også mange andre) misundelige på dit overskud 🙂

 

Til os andre vil jeg blot sige, at julen handler en følelse, ikke om mængden af julepynt, hjemmebag eller gaver!

 

Hav den skønneste jul

Kærligst

Mette