Kan du huske, at man som barn ofte blev spurgt om hvad man ville være, når man blev stor? Og her mente de voksne ikke om man ville være en fantastisk mor, en god veninde, skøn kone, et godt menneske eller andre trivialiteter. Næ nej, her mente man, hvad man havde tænkt sig at arbejde med, når man blev voksen.

Mit eget drømmejob

Jeg kan ikke huske alle mine svar, men jeg ved at de spændte vidt. Lige fra grisepasser til jordemor, fra dyrlæge til sekretær, fra ambulanceredder til dagplejemor. Men der var ikke noget, der rigtigt holdt ved.

For jeg var også enormt optaget af, om det nu var et fornuftigt job, jeg valgte. For eksempel havde jeg i mange år egen hest og red ganske meget. Når nogle spurgte, om jeg så skulle være berider, sagde jeg nej. Med den begrundelse at det jo ikke var et job, hvor man tjente ret mange penge, og man skulle også arbejde i weekenderne og og og.

I bund og grund ville jeg virkelig gerne have prøvet kræfter med berider-jobbet, men jeg var bange for, at jeg ikke var dygtig nok. Så var det nemmere at afskrive den drøm, inden jeg overhovedet havde givet den en chance. Derudover vidste jeg også, at folk omkring mig ikke så det som et rigtigt job, og i forhold til at ville stifte familie på sigt, så var det ikke det fornuftige valg. Og var der noget jeg for alvor var bange for, så var det at andre mennesker skulle dømme mig som være et “IKKE-fornuftigt og IKKE-ansvarsfuldt”-menneske. Så drømmen om at blive berider forblev en usagt drøm.

Men hvad så?

Jeg har altid været vildt misundelig på dem, der lagde sig fast på et drømmejob og karriere i 4.5. klasse og som rent faktisk er gået den vej.

Jeg fumlede rundt med 117 ideer, og det gør jeg vist faktisk stadigvæk;-) Jeg hadede, at jeg skulle træffe et valg om linjefag i gymnasiet (ikke at gå gymnasiet-vejen var slet ikke en mulighed i min verden, pæne piger tager en boglig uddannelse). De valg jeg traf der, ville jo få betydning for hvilke muligheder, jeg havde senere hen.

Da jeg afsluttede gymnasiet, hadede jeg tanken om, at jeg skulle vælge EN uddannelse og dermed også EN karriesti i livet. Og det var vel og mærke før uddannelsesloft og massivt pres om at vælge rigtigt i første hug. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. Jeg vidste en del mere, om hvad jeg ikke ville.

At afprøve det hele og alligevel vælge forkert

Efter et par fjumreår valgte jeg læreruddannelsen, og det var endda på trods af, at jeg havde prøvet at være lærer med fast skema og egen klasse i 3 måneder. Jeg hadede hver dag af det studenterjob, og jeg ville ikke være lærer. Men fornuften og den pæn pige vandt. Som lærer har man nemlig gode arbejdstider. Det passer perfekt med ønsket om at stifte familie. Man tjener også okay og der er en ganske fornuftig pension med i købet. Det passer godt til tryghedsnarkomanen i mig. Man får lov at gøre en forskel for nogle mennesker, og det er måske i bund og grund det, der har gjort, at jeg alligevel ikke fortryder min læreruddannelse.

Når hjertet til sidst råber for højt

Efter 8 år i lærergerningen kunne jeg til sidst ikke undertrykke mig selv mere. Jeg blev nødt til at sige op og finde ud af, hvad jeg for alvor vil med det her liv.

Mange har spurgt hvad det dog var, der gjorde udslaget. I starten skød jeg skylden på skolereformen og arbejdstidsaftaler. Så skød jeg skylden på kommunen og de rammer de satte for arbejdet. Så skød jeg skylden på stress og manglende overskud til mine egne børn.

Sandheden er bare, at jeg ikke trives at skulle lave det samme dag ud og dag ind. Jeg kan faktisk godt lide at undervise, og jeg kan rigtig god lide relationen til børn og unge mennesker. Jeg ved, at jeg er ret god til begge dele også. Jeg kan ret hurtigt trylle noget brugbart ud af ærmet. Jeg kunne så at sige mit arbejde på rygraden.

Men jeg trives ikke med at være låst fast og ikke have mulighed for de 117 andre ideer, som jeg også hele tiden får. Jeg vil have friheden til at hjælpe mennesker på forskellige måder. Det er derfor, at min virksomhed både indeholder kropsterapi (med mange forskellige emner), stresscoaching, klassisk coaching og mentoring. Det er derfor, at jeg hele tiden er på udkig efter nye samarbejdspartnere, nye projekter jeg kan deltage i og nye uddannelser, jeg kan tage. Jeg vil have lidt af det hele.

Men kan man det?

Indtil for ganske nyligt har jeg troet på, at man skulle lægge sig fast på en hylde og så gøre sig god der. På den måde vidste man også, hvad ens arbejdsliv skulle indeholde frem til pensionen. Men hver gang tanken slog ned i mig, kunne jeg mærke maven slå knuder.

Så jeg har gjort op med den tanke. Det er jo i bund og grund mig selv, der har sat de regler op for hvordan et arbejdsliv skal se ud, og hvad det skal indeholde.

Det betyder, at jeg har min virksomhed “Hverdagssundhed”, hvor jeg er chefen, og hvor jeg står med al ansvaret, også når det ikke går helt som forventet 😉 Her kan jeg bidrage med noget af det jeg elsker, nemlig rådgivning og vejledning i forhold til kroppen og psykens samspil. Her fokus på at skabe balance og overskud i den hverdag, vi hver især er en del af.

Hverdagssundhed skal på et tidspunkt også have et onlineforløb, så du kan sidde derhjemme i ro og mag og blive klogere på hvordan du finder dit overskud og din balance i din hverdag. Derudover skal Hverdagssundhed også være forhandler af forskellige gode produkter, som kan hjælpe kroppen i balance igen.

Når nok bare ikke er nok

Men det er ikke helt nok, for jeg savner at have kollegaer, og jeg savner at lave noget, der ikke har med personlig udvikling at gøre. Jeg savner den der følelse af sammenhold, når man er en gruppe af kollegaer, der har knoklet igennem for at nå et fælles mål. Jeg savner at have nogle at grine sammen med og nogle at få nye input fra. Jeg har længe gået som katten om den varme grød, for hvordan skulle jeg kunne kombinere de ønsker, jeg har for et arbejdsliv? Og ville det ikke være lidt af et nederlag, hvis jeg tog mig et løn-arbejde et sted. For det jeg ville tage job som, ville ikke være noget, der kræver en speciel uddannelse eller anden af den viden, jeg har tilegnet mig gennem de seneste par år. Så ville det i bund og grund ikke være et trin ned af karrierestigen?

Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg er nødt til at gribe chancen, når den byder sig. Jeg kan mærke i min mave, at tanken om selv at kunne planlægge min tid mellem klienter, online business og noget helt tredje, det gør mig fuld af godt humør.

Nyt job

I praksis betyder det, at jeg har gang i forskellige møder og samtaler med spændende folk om super gode produkter, der matcher min virksomhed. Jeg går lige om lidt i gang med at udvikle et online forløb. Jeg har godt gang i min egen virksomhed, kliniklokalet bliver efterhånden brugt en del. Og på torsdag starter jeg som cafémedarbejder på Knuthenlund 🙂 Jeg glæder mig til at skulle arbejde et sted, hvor dyrevelfærden afspejler sig direkte i de gode produkter VI (Jeps føler mig allerede som en del af teamet ;-)) sælger. Jeg glæder mig til at få fart under skoene, når det hele går stærkt. Jeg glæder mig til kollegaer og til at møde en masse skønne kunder.

Det vil ikke få betydning for min egen virksomhed, der stadig vil blive drevet på samme måde som hidtil. Jeg glæder mig til at hjælpe både gamle og nye klienter. Og lur mig om ikke at jeg vil blive ved med at få en masse nye ideer til koncepter, projekter, samarbejder mm. 🙂

Hvad med dig?

Det blev til et langt skriv om mig, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om dit valg af job og karriere. Hvorfor har du valgt som du har? Trives du med det? Hvis du skulle ændre på noget, hvad skulle det så være?

Smid endelig en kommentar, det er altid så skønt at høre, hvad andre har på hjertet.

Kram fra Mette