Nå, hvad laver du så til dagligt?

Når jeg møder nye mennesker, så er det ret typisk, at jeg enter spørger dem, eller de spørger mig “Nå, hvad laver du så til dagligt?”. I det spørgsmål ligger underforstået “Hvad arbejder du med?”. Vi mener jo ikke “laver du mad til din familie?” eller “sørger du altid for at hente og bringe børn til fritidsaktiviteter?” eller nogle af de tusind andre ting, der står på den daglige to-do-liste.

Nej, vi vil gerne vide hvad folk arbejder med! Og hold nu op, hvor kan der ligge mange følelser i lige præcis det spørgsmål. Jeg har selv oplevet både at blive vildt engageret, men også vildt frustreret.

For nogle dage er man rigtig stolt af det arbejde, man laver og vil gerne fortælle om det. Andre dage er man så presset, at man mest af alt har lyst til aldrig at møde op på jobbet igen.

Og så er der de perioder af livet, hvor man måske ikke lige har kontakten til et job. Det kan der være rigtig mange grunde til. Måske er man blevet fyret eller har sagt op. Måske er man sygemeldt og kæmper for at finde fodfæstet igen. Eller man er ved at skifte retning i sit liv.

 

Min egen fortælling

For lidt over 2 år siden sagde jeg mit job som folkeskolelærer op. Det var en beslutning, som jeg helt inderste inde vidste var den rigtige.

Men jeg vidste ikke rigtig, hvad der skulle ske derefter. Jovist var jeg i gang med at blive certificeret coach. Men lad os være ærlige et øjeblik 😉 Rigtig mange mennesker har efterhånden en eller anden form for coaching med i baggagen. Så når jeg sagde, at jeg var ved at uddanne mig til coach, så blev jeg mødt af “Nå okay, ja jeg har jo også selv været på et aftenkursus i coaching. Det er såmænd fint nok, men altså det kan man jo ikke leve af”.

Fordi jeg ikke selv vidste, hvad jeg ville bruge den der coach-uddannelse til, så endte jeg som regel med (ubevidst) at give dem ret.

Kald dig nu bare skolelærer

Jeg husker tydeligt en efterårsdag et par måneder efter, at jeg var stoppet i mit lærerjob.

Jeg var med min veninde ude at bade. Vi var ved at “træne os op” til at blive vinterbadere. Så der stod vi ude på badebroen sammen med en flok halvnøgne mennesker. En af damerne kendte jeg fra tidligere. Hun har passet mig som barn, og hun vidste, at jeg havde været skolelærer, men også at jeg havde sagt op for at blive selvstændig.

En af de andre vinterbadere spurgte mig “Nå, hvad laver du så til dagligt?” og jeg blev lidt grebet af panik, for nu skulle jeg jo fortælle, at jeg var selvstændig coach og kropsterapeut (i hvert fald i gang med uddannelsen ;-)). Jeg var åbenbart noget rodet i min forklaring, og damen der kender mig bryder ind og siger “Mette, sig du er skolelærer, det er da meget nemmere”. LIGE der vidste jeg, at jeg skulle se at finde ud af, hvad jeg skulle svare på det spørgsmål, når jeg fremover blev spurgt.

For nej, jeg var ikke skolelærer mere. Den titel passede ganske enkelt ikke til mig længere. Jeg havde truffet det modige valg, at jeg ikke længere ville være skolelærer. Alt i mig strittede, da hun foreslog, at jeg bare kunne blive ved med at kalde mig skolelærer, fordi det var det nemmeste. Jeg havde ikke valgt at sige mit faste og trygge job op, fordi det var nemt. Når jeg ikke med sikkerhed i stemmen sige kunne sige, hvad jeg så arbejdede med, så blev det meget tydeligt for mig, at jeg ikke anede, hvad jeg ville med mit liv.

For det er jo i bund og grund det vi siger med vores job-titel. Vi fortæller hvad der interesserer os. Vi viser, hvad vi vælger at bruge vores tid på. Og uanset om vi vil det ej, så bliver vi sat ned i nogle kasser og ind på en social rangstige, når vi nævner hvilket job vi har.

Vores job siger en hel del om os

Rigtig meget af vores identitet som voksen ligger i vores job-titel. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at det bliver dobbelt op på svært, når vi af en eller anden grund ikke har et arbejde, eller ikke kan arbejde.

Men det er okay at tingene ind imellem er svært! For det er i den proces, at vi lærer så ufatteligt meget om os selv, og om hvad vi vil med det her liv. Ja, det betyder måske perioder, hvor du ikke har et entydigt svar på HVAD du laver. Men det er faktisk også meget sjovere at finde ud af HVEM du er. Hvem ønsker du at være, når du er sammen med dine børn? Hvem vil du gerne være som kone, veninde og karrierekvinde? Hvem er det, du gerne vil møde, når du kigger dig selv i spejlet?

Når du har fundet du af det, så bliver det så meget nemmere at svare på HVAD du laver eller vil lave.

I dag ved jeg HVEM jeg er, når jeg ikke længere er skolelærer, og henover de seneste par måneder er jeg også blevet helt skarp på HVAD jeg laver. Men læg lige mærke til, at det altså er over to år siden, at jeg sagde mit job som skolelærer op. De år har jeg brugt på at lære HVEM jeg er!

I dag kan jeg med stolthed i stemmen sige at “Jeg er selvstændig kropsterapeut, coach og foredragsholder og jeg beskæftiger mig med livsdesign!”

 

Hvordan trives du med den job-titel du har i dag? Hvis du skulle være noget andet, hvad ville du så være? Hvem er du udover den job-titel du har? Er du der i livet hvor du gerne vil være?

Knus og kram fra

Mette

PS: Hvis du gerne vil finde ind til kernen af hvem du er og lære, hvordan du kan leve et liv, der er meningsfyldt og skønt for dig, så kom med på forløbet “VærDig- 4 aftener med fokus på…”. Jeg lover dig fuld valuta for pengene, og når forløbet er slut, vil du også med stolthed i stemmen kunne sige “Jeg er xxx og jeg beskæftiger mig med xxx”.

Du har ansvaret for at skabe det liv, der passer til dig. Start heller i dag end i morgen, for du ved ikke hvor lang tid du har at gøre godt med.

 

 

 

 

P

Jeg elsker frihed

For mig er frihed altafgørende!

Det lyder måske voldsomt, især i en verden hvor vi faktisk er meget lidt frie. Men jeg ved helt inderst inde, at hvis jeg får sat mig i situatoner, hvor jeg ikek føler frihed, så trives jeg ganske enkelt ikke. Jeg begynder ubevidst at sabotere det for mig selv. Jeg er oftere ked af det og jeg har også et par gange eller tre oplevet, at stressen stod og bankede ret så kraftigt på min dør. Så for mig er det vigtigt, at jeg skaber et liv med frihed. For mig er frihed, at jeg selv bestemmer.

Det betyder ikke, at jeg skal sælge alt og rejse rundt som normade ude i den store verden. Det betyder heller ikke, at jeg skal leve på en sten og ikke vide, om der er råd til næste husleje. For mig betyder det blot, at jeg selv bestemmer hvad jeg vil lave, hvornår og med hvem. Det betyder at jeg kan finde på at arbejde om aftenen og i weekenden, ligesom jeg kan finde på at holde fri mandag formiddag.

Det betyder at jeg har en del tid, hvor jeg er alene, for det er vigtigt for mig at kunne vælge til, hvornår jeg vil være sammen med andre mennesker. Jeg samler nemlig bedst energi når jeg er alene, så for mig er det den totale frihed og luksus, at være alene i løbet af hverdagene.

Vi ser ofte vores værdier, når de mangler

Når jeg møder mennesker rundt omkring, så elsker jeg at tale om livsværdier. Hvilke værdier er vigtige for dig? Hvilke værdier vil du for alt i verden ikke gå på kompromis med? Hvad bruger du din tid på? Hvordan stemmer det overens med dine værdier?

Vi kommer allesammen til fra tid til anden, at glemme hvad der er vigtig for os. Så får vi sagt ja til opgaver, ting, arrangementer, hvor vi egentligt burde have sagt nej. Det er der hvor vi kæmper os af sted, knokler for at få det til at lykkedes, og hvor alt, og alle der er har med det at gøre irriterer os. Vi sidder med følelse af vi gør det her, fordi det bør vi jo. Vi skal bare lige have det overstået, og derefter kan vi få lov til at trække vejret frit igen.

Når du er i den følelse, så kan du være sikker på, at du handler i uoverensstemmelse med dine værdier.

Vores livsværdier er vores vejviser

Jeg oplever tit, at når vi mennesker bliver helt skarpe på, hvad der er de vigtigste værdier i lige præcis vores liv, så får vi det nemmere. Vi ved hvad vi vil og ikke vil. Vi får det vi ønsker os, livet flasker sig ganske enkelt nemmere for os.

Du kan jo heller ikke køre af sted i din bil med GPS’en tændt og forvente at nå i mål, hvis du har glemt at indstille destinationen på GPS’en;-)

Du har typisk 3 til 7 værdier, som du gør klogt i at finde frem til.

Øvelse

Rigtig mange mennesker får aldrig sat sig ned, og defineret hvad der er vigtigt for dem. Det er dem, der altid er sådan lidt små-utilfredse. Det er dem der brokker sig over alle andre, og som ofte føler, at hvis bare X og Y skete, så ville jeg endelig blive glad. Men X og Y sker aldrig rigtigt, for så mangler der Z og W.

_________________

_________________

 

og lever du efter andres værdier, så bliver du aldrig rigtig glad.

For at finde dine værdier, vil jeg opfordre dig til at sætte dig med et stykke papir i fred og ro.

Start med at skrive ned hvad der er vigtigt for dig. Det kan for eksempel være: Nærvær, udvikling, eventyrlyst, tryghed, taknemmelighed, loyalitet, spiritualitet, sundhed, frihed, mod, samhørighed, intelligens, stilhed, tid alene, humor, glæde, kærlighed, succes, anerkendelse, ærlighed, sikkerhed, familie, beslutsomhed,  gavmildhed (find selv på flere;-)). Du kan garanteret allerede nu mærke, hvilke værdier der vækker genklang i dig.

Spørg dig selv, hvilke ønsker du har i livet lige nu. Måske drømmer du om en ny bil, et nyt hus, et nyt køkken, ny uddannelse? Spørg så dig selv, hvilke følelser som for eksempel den nye bil skal give dig. Måske er svaret: anerkendelse, glæde eller succes. Så er det den følelse som den nye bil vil give dig, der er din livsværdi.

Brug også din intuition. Livsværdier skal ikke tænkes men mærkes. Så når der er en værdi, der føles rigtig nede i kroppen (du kan garanteret, hvis du giver dig selv lov, mærke det i maven, hvis det er en værdi, der virkelig betyder noget for dig.

Du kan også tænke på en aktivitet, der giver dig energi. Det kan for eksempel være at læse en god bog. Prøv at forestil dig, at du gør den aktivitet lige nu. Hvilken følelse giver det dig? I eksemplet med bogen, kan det være at det giver dig en følelse af tid alene, kærlighed eller stilhed? Den følelse du får i den situation er også en af dine livsværdier.

Hvordan kan du integrere dine livsværdier?

Når nu du har fundet dine livsværdier, så er det tid til at kigge på, hvordan du kan integrere dem i dit hverdagsliv. Måske opdager du, at du allerede gør det, så ros og anerkend dig selv for det. Det kan også være, at du kan se, at du gang på gang går på kompromis med dine egne værdier.

_______________

En værdi der aldrig har kostet dig noget

Er ikke en værdi!

______________

 

Hvis vi vil leve et liv i overensstemmelse med vores værdier, så vil de også koste os noget fra tid til anden. Det kan være, at du skal til at sige mere fra. Det kan også være at du skal kigge dig om efter en ny arbejdsplads. Det kan være, at der er en veninde, der ikke skal have lov til at fylde så meget  i dit liv. Kun du ved hvad det er for dig. Men lov mig dog, at du øver dig i at lytte mere til dine værdier, de er din guide her i livet. Hvis du giver dem lov, vil de vise dig vejen til det bedste liv for dig.