Hvad er det vi vil med det her liv?

Når jeg ser et stjerneskud

så ønsker jeg mig altid et langt og lykkeligt liv. Men oftere og oftere er jeg begyndt at spørge mig selv, hvad er egentligt et langt og lykkeligt liv?

I weekenden var jeg til bisættelse hos et menneske, der har betydet utroligt meget for mig og den familie, jeg er blevet en del af. Efter denne dag var det tydeligt, at hendes liv havde haft stor betydning for mange. Folk kom fra nær og fjern for at give hende en sidste hilsen. Vi der var den nærmest familie, var sammen hele dagen, først i kirke, så til kaffe, og så sluttede vi dagen af med aftensmad, hygge, sang, grin og tårer. Den dag var fuldstændig som den skulle være. Så smuk, stærk og samlende, præcis som hun havde været, da hun levede.

Jeg er sikker på, at det her var afslutningen på et langt og lykkeligt liv

Men ingen af os kan kopiere det liv og så forvente, at det vil gøre os lykkelige. Vi er nødt til at finde vores egen vej, også selvom det til tider virker utroligt svært.

Jeg har i mange år, ikke haft nogen som helst idé om hvad et lykkeligt liv var for mig. Et langt liv det var jeg nogenlunde klar på. Nemlig at jeg bliver mindst 90 år gammel.

Men et lykkeligt liv? Det er jo i bund og grund noget jeg selv skaber, og dermed er det også så meget sværere. Det ville klart være det nemmeste, hvis man ønskede sig et langt og lykkeligt liv, og så sad der en et sted og vidste præcis, hvad der skulle til for at gøre mig lykkelig. Men når jeg ikke en gang selv ved det, hvordan skulle andre så vide det, uanset hvor altseende og guddommelige de end måtte være?

Mit (og dit) lykkelige liv starter lige her og lige nu

Vi behøver ikke at vente på næste stjerneskud, for at få det der lykkelige liv. Vi har selv rammerne, vi skal bare udfylde dem på en måde, der giver mening for os.

Jeg har nogle af de mest fantastiske rammerne, hvis jeg vælger at se sådan på det. Jeg har en rask og stærk krop, tre raske og dejlige børn, den mest fantastiske og støttende mand, en skøn familie og svigerfamilie og de bedste venner man kan tænke sig. I bund og grund er jeg sikker på, at det er det, der betyder noget, når jeg når til vejs ende.

Så er det ikke afgørende om jeg havde råd til store julegaver, fik 6 i spansk eller ikke kan bage vaniljekranse. Det afgørende er, at jeg har betydet noget for nogle mennesker og at jeg har behandlet dem og mig selv med kærlighed og respekt.

Et lykkeligt liv kan se ud på mange måder

Herfra kan et lykkeligt liv udforme sig på mange måder. Måske skal jeg være hjemmegående, arbejdstager eller selvstændig. Måske skal jeg noget i en periode og noget andet i en anden. Jeg tror ikke, vi skal være så bange for at prøve lidt af det hele af.

Vi skal ikke være bange for at lave fejl, for det er i vores fejl, at vi lærer en masse. Måske lærer vi hvad vi gerne vil, men lige så vigtigt så lærer vi oftest, hvad vi i hvert fald ikke vil og ikke har lyst til.

Hvis vi ikke har lavet fejl, har vi aldrig rigtig prøvet noget nyt!

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.