Kender du det der med, at du bare rigtig gerne vil hjælpe?

Men at når du hjælper, så ender du også tit med enten at stå med hele ansvaret eller måske (og det kan føles endnu værre 😉 ) blive afvist i dit tilbud om hjælp?

Hvis du kender til dette fænomen, så er du ikke alene:-)

Fra hjælpsomhed til over-ansvar

Når man er vant til at hjælpe alle andre (og måske endda er vokset op med, at det er en værdi, at man har styr på alt), så er grænsen mellem at hjælpe til og tage for meget ansvar hårfin.

Og hvad mener jeg så med det?

Jo ser du, når du hjælper andre mennesker, så lader du dem finde ud af, hvad du skal hjælpe med. Du respekterer deres behov og måde at gøre tingene på. Det kan meget vel være, at du kan se en mere effektiv/billigere/nemmere måde at gøre tingene på. Men hvis ikke du er blevet bedt om hjælp til at effektivisere, så yder du blot hjælp til det, som du er blevet bedt om.

Når du tager (over-)ansvar for andre, så overtager du deres projekt. Så gør du tingene på den måde, som du synes er rigtig. Det er nemt, effektivt og hurtigt for dig.

MEN det er der en udfordring i. Nemlig at det faktisk er rigtig svært at tage imod hjælp, hvis man føler, at man bliver dikteret i hvilken retning, man skal gå.

Hvorfor det er så svært at bede om hjælp

Jeg tror, at det er derfor, mange har det rigtig svært med at bede om hjælp. Og det vi er rigtig mange, der har svært ved 😉

Stort set alle de kvinder jeg taler med, fortæller at de har svært ved at bede om og tage imod hjælp. De føler sig mindre værd og svage, hvis de er skal bede om hjælp.

Det har jeg reflekteret en del over. For når jeg spørger de samme kvinder, om de er gode til at hjælpe andre, er svaret altid JA. Og nej, de synes jo ikke, at dem de hjælper er mindre værd eller svage.

Og noget af det tror jeg altså hænger sammen med, at vi har en tendens til at overtage andres “projekter”, når vi skal hjælpe.

Den åndsvage badedragt

Jeg husker selv et meget tydeligt eksempel på lige præcis det her.

For snart rigtig mange år siden var vi i sommerhus med et vennepar. Jeg havde som altid pakket ALT til turen. Dengang havde jeg virkelig styr på ALT. Det føltes meget vigtigt, at man ikke kunne sætte en finger på noget som helst. Så i ugerne op til sørgede jeg for at skrive lange lister og pakke i et væk.

Hvad jeg også gjorde dengang var, at forsøge at forudsige alting og have styr på det også.

Derfor havde jeg blandt andet pakket en ekstra badedragt, i tilfælde af at den kvindelige del af venneparret havde glemt badetøj 😉

Skæbnen ville så, at det havde hun. Jeg følte mig nærmest i himlen, for nu blev der jo brug for min hjælpsomhed.

Problemet var bare, at hun ikke ville låne min badedragt. Hun ville købe en ny.

Jeg fortsod det slet ikke! Det var jo dyrt! Det var da åndssvagt, når hun havde en derhjemme, og nu havde jeg jo været så flink at tage en ekstra med.

Lad os bare sige, at stemningen blev noget trykket 😉

Her mange år efter går det pludselig op for mig, hvad det egentlig handlede om.

Det handlede nemlig ikke om den sk… badedragt, hverken for mig eller for hende.

Det handlede om, at jeg tog et ansvar, som slet ikke var mit, og dermed følte mig berettiget til at bestemme hvad der skulle ske.

Modsat følte hun, at grænserne blev overtrådt, for hun ville jo bare gerne selv have lov til at bestemme, hvad hun skulle have på kroppen 😉

Den sved dengang. Jeg ville jo bare hjælpe!

Efterfølgende har jeg oplevet lignende situationer, og på et tidspunkt nåede jeg dertil, hvor jeg ikke gad at hjælpe andre mere. Det måtte de simpelthen selv om, når nu de ikke kunne finde ud af tage imod min hjælp.

Det kræver træning

I dag er jeg blevet bedre til at tilbyde min hjælp på modtagerens præmisser.

Når man gør det, tilbydes hjælpen fra et rent hjerte, der ikke forventer noget igen.

Når man tager over-ansvar, så hænger det ofte sammen med, at man gerne liiige vil have lidt anerkendelse og roses for, at man har mere styr på det, end den man hjælper 😉 Og så tilbydes hjælpen (bevidst eller ubevidst) med en bagttanke.

En af måderne at lægge dårlige vaner fra sig, er at ved gentagne gange at træne det, som man har svært ved.

Og så kan man italesætte det, om ikke andet så overfor sig selv. For eksempel når man bliver opmærksom på, at man er ved at tilbyde sin hjælp, så sige højt “Jeg hjælper gerne på dine præmisser, og jeg lover mig selv, at jeg ikke tager ansvaret for projektet”.

Der er nemlig ikke nogen af os, der bryder os om at blive “umyndiggjort”, og derfor er vi så bange for at tage imod hjælp, når den tilbydes.

Hvis nu vi vidste, at når vi tilbydes hjælp, så er det udelukkende fra et rent hjerte, og vi har stadig ansvaret for projektet, så tror jeg, at det ville blive meget nemmere for mange af os, at sige “Ja tak” til hjælp.

Hjælper du eller tager du over-ansvar?

Du ønskes den skønneste dag <3

Kærligst Mette