Nøj hvor jeg tit hører sætningen “Det ved jeg ikke” både hos mig selv, og hos de mennesker jeg møder i min klinik.

For det er nemmere at ikke at vide det, end at dykke ned i det man ikke ved! For inderst inde så ved vi det godt. Vi ved godt om vi har lyst til frikadeller eller kødsauce. Eller reality TV eller en krimi. Vi ved også godt, hvis vi virkelig mærker efter, om vi føler os elsket eller fortabte. Men det er ikke altid særligt nemt at give udtryk for hvad vi vil og har lyst til.

Der kan der være mange grunde til…

For hvis vi udtrykker hvad vi egentlig mener, har lyst til eller vil, så sætter vi os selv lidt på spil. Så kan vi være bange for, at andre måske opfatter os som krævende (uh, det er pæne piger jo ikke, vel?), eller måske bliver vi afvist i vores ønske (uh, hvis jeg bliver afvist, så kan den anden måske ikke lide mig?), eller måske bliver vi dømt af andre (uh, hvis nogen dømmer mig, så er jeg ikke god nok!).

Når vi holder os til “Det ved jeg ikke” eller “Jeg er ligeglad” så gør vi det fordi vi vil passe på os selv.

 

 

Vi bliver nødt til at sige hvad vi ønsker…

For problemet er, at når vi ikke giver udtryk for vores inderste ønsker, længsler, meninger og lyster, så får vi ikke det liv vi drømmer om. Hvordan skulle det overhovedet kunne lade sig gøre?

Din partner, chef, mor, søster, veninde eller børn er IKKE tankelæsere. De ved ikke at det betyder noget for dig, at vi samles om maden fredag aften, eller at hvis du skal føle dig anerkendt, så skal der et en lille personlig hilsen til, eller at du føler dig elsket hvis de serverer morganmad på sengen. Det er altså ikke fordi, at de ikke vil dig det bedste, men DE VED DET SIMPELTHEN IKKE! For når de spørger dig, om du vil dit eller dat, så svarer du med “Det ved jeg ikke” eller “Jeg er ligeglad”.

Det er svært…

At mærke hvad man har lyst til, når man i mange år ikke har spurgt sig selv om det. Mange mennesker kommer til mig med et ønske om at blive gladere. Det er jo et helt fantastisk ønske, hvem vil ikke gerne hjælpe andre med at blive gladere? Hvem vil ikke gerne omgås glade mennesker?

Når jeg hører dette mål, så spørger jeg altid indtil HVAD der gør dem glade, og så kommer svaret “Det ved jeg ikke!” eller “Det var da et godt spørgsmål”(og de svarer som regel ikke på dette ellers gode spørgsmål;-)). Så hvordan skal de blive gladere, hvis de ikke ved hvad der gør dem glade?

Så hvad gør vi nu, lille du?

Hvordan øver man sig i at lære at mærke, hvad man har lyst til og brug for?

For det første vil jeg opfordre dig til at stoppe med at bruge sætninger som “Det ved jeg ikke”, “Jeg er ligeglad” eller “Det var da et godt spørgsmål (uden at komme med et svar)”. Hver gang du bruger en af disse sætninger, så stop op og mærk efter nede i maven. Spørg dig selv “Hvad har jeg lyst til?” og følg det umiddelbare svar der kommer til dig. Viser det sig, at det ikke var det du havde lyst til, så er der jo ingen skade sket.

Du kan også spørge dig selv om morgenen “hvad har jeg lyst til at tage på af tøj i dag?”, for så at mærke på tøjet, huske tilbage på hvordan du havde det sidst du havde det på, og træk vejret helt ned i maven og gå med det, der føles rigtigt, også selvom det betyder stilletter på en onsdag.

Eller du kan spørge dig selv hvad du har lyst til at spise. Ikke bare hvad din hjerne crawer, men spørg dig selv flere gange “Hvad har jeg lyst til?” “Hvad har jeg brug for at spise?” og lad så din følelse i kroppen guide dig (ikke at forveksle med hvad din hjerne fortæller dig ;-)).

Gør dig selv den tjeneste, at blive bedre til at mærke hvad DU vil, for det du sender ud, er det du får tilbage… og du gider ikke at have ligegyldighed og uvidenhed tilbage, vel;-)

 

Hav en skøn onsdag <3

Kram fra Mette

 

 

 

PS: Hvis du vil lære mere om hvordan du bliver bedre til at mærke dine behov og hvad du har lyst til, så vil jeg anbefale dig at deltage i workshoppen Hvis din hest er død, så stå af! Her kommer vi nemlig ind på, hvordan vi finder ind til hvad vi har brug for.