Om jul, julestress og manglende julepynt

I går den 20/12-18 kunne jeg konstatere, at jeg nok aldrig før har været så sent ude i forhold til at pynte op til jul 😉

For helt ærligt, hvilken mor har ikke sørget for et julepyntet hus den 20. december?

Når folk har spurgt mig, om jeg var klar til jul, har jeg (ærlig som jeg jo er) svaret, at det følte jeg at jeg var, men at jeg altså ikke havde pyntet op endnu.

I starten af december blev det kommenteret med et “Nå, men det når du jo nok”.

Her den sidste uges tid er det udelukkende (og faktisk af en del) blevet kommenteret med “Det kan du da ikke være bekendt overfor dine børn!”

 

Det eneste julepynt, som jeg har nået at finde frem… Indtil videre 😉

 

Det fik mig til at tænke på noget…

Nemlig hvad er jul og julestemning for mig og min familie? Og hvorfor kan jeg egentlig ikke være det bekendt overfor mine børn? Hvorfor er julepynt = en god jul for børnene (og de voksne).

Derfor besluttede jeg mig for at udspørge mine børn, om deres tanker vedrørende julepynt, julestemning og de voksnes julestress.

Deres svar var ret så kloge (selvfølgelig, de er jo mine børn 😉 ), og ikke mindst ret vigtige til os voksne.

Så jeg har spurgt dem, om jeg må dele deres svar med jer. Det må jegheldigvis gerne.

Det kommende er deres ord, og derfor deler jeg det også som en slags “interview” med jer. Min søn Jakob er 11 år, og min datter Sofia er 8 år.

 

“Interview”

Mor: Nå børn, jeg har tænkt på noget. Hvordan synes i, at julestemningen er i år?

Jakob: Jeg synes, den er vildt god. Jeg har faktisk ikke glædet mig så meget over julen i mange år, som jeg gør i år.

Sofia: Den er rigtig god.

 

Mor: Okay, hvad er det, der gør at den er god?

Jakob: Altså vi hygger mere i år, og vi har haft meget mere “familietid” i år end vi plejer. Det giver en god følelse.

Sofia: Jeg synes den er god fordi vi i år, har nået at åbne mange flere låger i vores julekalender end vi plejer. Vi er jo med i år, også med vores kalenderlys. Og så har vi alle 5 set julekalender sammen næsten hver aften. Det er dejligt.

 

Mor: Men hvad tænker i om, at vi ikke har fået noget julepynt op endnu?

Jakob: Det betyder ikke noget, for vi ved jo godt, at det er jul. Vi har lavet andre ting, der har med jul at gøre, og det synes jeg er vigtigere end om der er pyntet op.

Sofia: Det gør ikke noget, for det er alligevel den bedste december.

 

Mor: Så hvad mener i, er det vigtigste i forhold til jul og julestemningen?

Sofia: At vi er sammen.

Jakob: At de voksne har mere tid sammen med os, og så nok også at de husker gaverne 😉 Men altså at der er tid til at hygge, det er det vigtigste for mig.

 

Så har du (heller) ikke styr på julen endnu?

Så vil jeg egentlig bare sige, at det betyder ikke en dyt.

Det er ikke børnene, der har store krav om farvekoordinerede julepynt, de rigtige julesmåkager og hjemmelavet konfekt.

De vil allerhelst have det mest dyrebare vi kan give dem, nemlig vores tid.

Når vi hygger om dem med vores tid og vores nærvær, så skaber vi julestemning.

Men når vi skal nå tusind ting i løbet af december i form af 5 forskellige jule-arrangementer, 10 kasser med julepynt der skal hænge rigtigt, og hjemmebag i 7 varianter, så kan vi ikke give dem vores tid.

Den bliver jo brugt et andet sted!

En time brugt kan aldrig erstattes. Den kommer aldrig tilbage, og der kan ikke bestilles en ny på nettet.

 

Gør dig selv og dine børn en tjeneste

Lad være med at lytte til dem, der mener at julen SKAL være på en bestemt måde.

Ja ja, måske det fungerer for din svigermor at bage alt selv.

Måske din mor synes, at det kun er rigtig jul, når den store kasse med julepynt er spredt ud i alle kroge.

Men de er ikke dig, og du er ikke dem!

Så gør det, der passer til dig og din familie.

Og lad for Guds skyld være med at have dårlig samvittighed over det du IKKE når. Glæd dig i stedet over det du faktisk når, og det du gør med nærvær.

Der er jo forskel på at tænde for julekalenderen, og lade ungerne sidde og se den alene, mens du lige ordner køkkenet eller tjekker Facebook. Eller om du faktisk sætter dig sammen med dem og er nærværende i det i ser. De elsker jo at kunne snakke med dig om handlingen bagefter.

 

Har du styr på det hele?

Og har dine børn hele december mærket dit nærvær og haft glæde af din tid?

Fedt! Hvor er jeg (og sikkert også mange andre) misundelige på dit overskud 🙂

 

Til os andre vil jeg blot sige, at julen handler en følelse, ikke om mængden af julepynt, hjemmebag eller gaver!

 

Hav den skønneste jul

Kærligst

Mette

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.