Nogle gange skal der ske noget skidt, for at vi kan se det gode

I går da jeg sad i toget på vej til Nørreport, blev jeg udsat for et overfald af en psykisk syg kvinde. En lang historie kort, så hjalp jeg en yngre kvinde med at komme væk fra den syge dames meget ubehagelige tilråb og svinere. Det eneste jeg gjorde, var at tilbyde den unge kvinde en mulighed for at komme væk, som hun greb med det samme. Det fik den syge kvinde til at blive endnu mere vred og ubehagelig og det endte med at hun kom hen til mig, rev mine briller af og rev mig rundt om øjet. Derefter blev hun sat af toget, den unge kvinde stod af toget og tilbage sad jeg. Selvom jeg var fysisk okay, så var jeg rystet. Rystet på den der måde, at jeg godt kunne snakke med fremmede, men at skulle snakke med fx min mand, det kunne jeg slet ikke, uden at bryde ud i en dyb hulken.

En aften med kropsterapi

Men til alt held, var jeg jo faktisk på vej til Nørreport, fordi jeg skulle ind til sidste aften på Totum – Skolen for kropsterapi. Jeg skulle ind til de skønneste mennesker, og jeg vidste at her ville jeg kunne være tryg, og få hjælp til at slippe den ubehagelige oplevelse.

Og hvilken aften det blev! For første gang gav jeg mig selv og min krop lov til at mærke og give slip. Efter et meget intenst arbejde med åndedrættet, skete der ting og sager i kroppen. Når vi bliver udsat for noget, der er ubehageligt for os, reagerer vores krop. Den trækker sig lidt sammen og især vores vejrtrækning bliver overfladisk og anspændt. Der var ingen tvivl om at min vejrtrækning var meget udfordret efter oplevelsen i toget. Fordi jeg efterhånden er vant til at registrere min krop og min vejrtrækning, kunne jeg godt mærke at den var underligt overfladisk. På grund af min bevidsthed om vigtigheden af vejrtrækningen, kunne jeg godt trække vejret ned i maven, men solar plexus var fuldstændig låst.

Men med en dygtig kropsterapeut ved sin side, kan man nå virkelig langt på kort tid. Jo mere min vejrtrækning blev løsnet, jo mere skete der inden i min krop. Helt fysisk kunne jeg mærke en sitren i hele min krop, en snurren i mine hænder og så svedte jeg. Jeg svedte som var der en, der havde tændt en vandhane inden i mig. Det piblede af mig, som hvis jeg havde været ude at løbe langt og stærkt. Det var fuldstændigt vildt at opleve kroppen reagere på denne måde. Det var dejligt befriende og bagefter følte jeg mig stærk og klar til nye udfordringer. Kom bare an, verden!

 

 Hvad jeg tager med mig…

Her dagen derpå er der dukket en masse refleksioner op, som jeg vil indvie dig her. For måske kan du genkende dig selv i noget af det, og så fordi det giver mening for mig at være 100% ærlig her i mit space.

Jeg er på en måde taknemmelig over hvad der skete i går. Hvorfor? Fordi det har givet mig en mulighed for at se, hvordan alt det jeg har lært og øvet mig på i over et år, for alvor virker nu. Jeg kan godt være i mine følelser og at det er okay at have følelser, også de knap så positive;-) Jeg har ikke længere behov for at trække en kappe eller skjold rundt om mig, når der er sket noget ubehageligt.

Det er gået op for mig, at jeg faktisk er modig. Jeg tør godt at forsvare og hjælpe andre. Nogle vil kalde mig naiv og godtroende, og det ville være så nemt at lytte til dem og lukke mere ned og blive kynisk. Men jo mere jeg mærker efter, kan jeg mærke at det er lige præcis det der tricker mig, også i forhold til andre mennesker. Jeg vil IKKE være kynisk. Jeg vil ikke leve i en kynisk verden, hvor man skal lukke sig om sig selv, for at passe på sig selv. Jeg vil åbne op, passe på, passes på, og så vil jeg gøre mit bedste for at andre kan mærke kærligheden og ærligheden fra mig. Kærligheden og ærligheden er det vigtigste. Måske giver det nogle slag. og måske det giver folk muligheden for at sige “Hvad sagde jeg”, men hellere det end at blive kynisk.

I forhold til mennesker omkring mig

Det samme gør sig jo også gældende i andre områder af livet. For mig gælder det blandt andet i forhold til min virksomhed. Der vil altid være mennesker, der vil forsøge at udkonkurrere mig. Folk som har rundsave på albuerne, og som sætter deres ego først.

Jeg vil ikke konkurrere med disse kyniske mennesker. De vil altid være der, og de vil forsøge at tromle mig, men det kan de kun, hvis jeg hopper med på deres spil. Men vi spiller ikke samme spil, og så længe jeg husker på det, så har de ikke en chance. Jeg kan sagtens høre på at deres ego taler og fører dem frem, men jeg kan også mærke en styrke der vokser inden i mig. En styrke der en dag siger fra. Jeg vil ikke længere finde mig i at få fortalt, hvordan jeg skal gøre tingene, eller at få af vide hvad der er rigtig for mig. For det der er det rigtige for de kyniske, er ikke det rigtige for mig. Jeg er klar til i kærlighed og ærlighed at være der for dem, der vil have mig og min hjælp. Resten kan rende mig, der hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær.

Og hvad så nu?

Gårdagens oplevelse har vist mig, hvordan jeg reagerer, når jeg bliver følelsesmæssigt presset, og den har vist mig, at jeg nu kan reagere mere konstruktivt.

Jeg kan selv vælge mine reaktioner, og i dag har jeg faktisk været i stand til tage bevidste valg i stedet for at bedøve mig selv med mad, sociale medier, surhed og “slåen-mig-selv-i-hovedet”. I stedet kan jeg lade følelserne flyde og bare trække vejret, gå en tur i regnen (tak søs, for at ville gå med mig;-)), bede om et kram, nyde en kop dejlig varm kaffe i fred og ro, og ikke mindst høre noget musik, der heler mig.

 

Det føles rigtigt rart!

 

Hav en skøn onsdag. Nu er jeg klar til at gå ud i verdenen og få flere oplevelser, der skal lære mig et eller andet;-)

Kram fra

Mette