I sidste uge var jeg ude at vandre. Og nej vi taler ikke om en planlagt, velovervejet og organiseret vandretur;-) Vi taler om en tur, som blev planlagt, da jeg åbnede øjnene onsdag morgen. Med afgang samme dag til middag! Og så alligevel ikke… for den tur har spøgt i mit hoved i mange år.

Det startede da jeg cirka 11 år…

Jeg kan huske en sommerferie for nok 25 år siden. Min mor boede alene med mine to søstre og jeg. Jeg kan kun forestille hvordan hendes hverdag har været, nu hvor jeg selv er mor til 3 børn.

Da det blev sommerferie arrangerede min mor pasning af os tre piger. Vi blev vist splittet op og passet forskellige steder. Jeg husker det ikke helt præcist, men jeg ved at det var helt okay, og jeg ikke følte jeg led nogen form for overlast;-) For min mor havde i tankerne, at hun ville ud at vandre. Så hun tog færgen fra Tårs til Spodsbjerg. Med sig havde hun en rygsæk med lidt rent tøj, penge og i hånden havde hun en snor, der endte nede ved en stor schæferhund.

Jeg mener at hun var af sted i 4-5 dage, Turen gik til Fyn og overnatningen foregik på hotel (ja, det kan man åbenbart godt, selvom man har en stor hund med :-D).

Når jeg bliver voksen

Jeg kan huske, at jeg var dybt imponeret over min mor. Jeg syntes at hun var mega-sej, og jeg vidste at jeg ville gøre noget lignende en dag. Jeg ville også kaste mig ud i eventyret, tage vandrestøvlerne på og så bare gå derudaf. For mig er det indbegrebet af frihed, det hun gjorde den sommerferie.

Når jeg sidder her som voksen og tænker over det, så synes jeg stadig, at min mor var mega-sej at hun gjorde det. Ikke så meget for den fysiske udfordring (elvom det også er sejt), men fordi at hun var ligeglad med hvad andre måtte tænke om, at hun fik sine tre børn passet i en lille uges tid ud af nok maks 3 ugers sommerferie. Jeg synes hun er så mega-sej, at hun huskede at nære sig selv og tage sine egne behov alvorligt, især i en situation, hvor der ikke stod en mand på sidelinjen og støttede hende og kunne tage over på børnene. Hun viste os børn, at mor også har lov til at gøre det, der er rigtigt og vigtigt for hende.

Alt det gik jeg og tænkte på, da jeg var på vej hjem fra mit eget lille eventyr. Ved at jeg (gentagende gange) har set min mor fylde sin egen “energi-beholder” først, for derefter at give til os, så har jeg lært noget meget vigtigt her i livet. Jeg har lært at stoppe op i tide, før jeg brænder helt ud. Jeg har lært, at jeg gerne må gøre ting, som andre måske synes er lidt vildt eller åndsvagt. Jeg har lært, at børn ikke tager skade af, at mor husker at nære sig selv først. At når mor får ilt, så har hun så meget mere at give af.

Monkey see, monkey do

Da jeg gik ud på mit lille eventyr var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg nok skulle klare den. Flere gange undervejs gjorde det helt ufatteligt ondt i mine fødder og i hofterne (23 kilos oppakning og 19 km ud og 19 km hjem, er nok lidt i overkanten, når man ikke har gået med vægt på ryggen i mange år;-)). Min hjerne skreg på at give op, men inderste inde så vidste jeg, at jeg sagtens kunne. Jeg har jo set min mor gøre det, så selvfølgelig var det ikke umuligt. Jeg har lært, at man nogle gange er nødt til at presse citronen lidt , hvis man gerne vil de store eventyr. Den tid du bruger på dig selv, den kommer aldrig dårligt tilbage.

Da jeg kom hjem 24 timer senere med vabler på fødderne og blå mærker på hofterne var det med en stolthed over at have gjort det.

Allerede dagen efter mit lille eventyr, viste min datter mig, hvor vigtigt den tur var. For der stod min 8-årige datter pludselig ude i haven i fuld sving med at slå mit telt op. Hun ville sove i telt alene!

Lige præcis derfor er det så vigtigt, at vi gør det, vi drømmer om. For vi inspirerer vores børn. Vi lærer dem, at de kan hvad de vil. Vi viser dem med vores handlinger, hvordan de skal nære sig selv. Når vi tror på os selv, lærer vores børn at gøre det samme.

Vores børn gør ikke som vi siger, men som vi gør!